Skriv en kommentar
Luc Besson (fransk instruktør, producer og manuskriptforfatter) gik sidste år amok med hans nye historier om Arthur og de bittesmå Minimoyser. Han har skrevet en håndfuld bøger, filmatiseret den første og der er naturligvis flere på vej. Selvfølgelig udmunder en succes som denne også i spil, og her er så det første i rækken.
Dette er en af de spil, hvor man er tilbøjelig til at sige ”se filmen først!” Spillet følger filmen som følger bogen, og der er naturligvis flere scener i spillet, som er taget direkte ud af filmen. Det hele er mægtigt flot hvad angår grafik og lyd, men selve historien bliver let gået henover og gameplayet er frustrerende ensformigt. Efter en kort introduktion, lærer du af Minimoyseren Betameche hvordan du styrer, hopper og slås med Arthur, hovedpersonen i spillet, som du naturligvis følger i godt og ondt. Der går dog ikke særlig længe før Minimoyserne bliver angrebet, og så skal du pludselig styrer Arthur, Betameche og hans søster Selenia på en og samme tid. Lidt efter denne pludselige overraskelse, går det dog op for dig, at dette ikke er særlig svært, og straks bliver du sendt ud på en mission. Hver af de tre personer man styrer har dog deres egenskaber, som du langsomt bliver introduceret til, og det hele giver hurtigt mening. Problemet er bare, at alt foregår lidt for langsomt. Kampene bliver ensformige og er generelt alt for nemme, men frustrationen ligger i spillets puzzles. Man skal skubbe og stable diverse ting for, at komme over grøfter, og dette optager uanede mængder af spillets spilletid. Spillets største problem ligger i, at når man er kommet igennem en bane (godt og vel 30 minutters spilletid), kan du ikke komme videre, før man løber tilbage med sine 3 karakterer, og placerer dem 3 forskellige steder for, at åbne døren ind til næste bane. Hvis man ikke lige kan finde et af disse steder, som naturligvis sker ret ofte, så bliver man naturligvis ganske irriteret. Faktisk blev jeg selv så irriteret, at jeg måtte slukke konsollen, og simpelthen finde på noget helt andet at lave. Dette kan umuligt være spildesignernes intentioner.
Som sagt er grafikken pæn, i hvert fald så pæn som den nu bliver i et puttenutteunivers som dette på en Playstation 2. Der er begrænsninger, og i starten skal man lære den verden man befinder sig i at kende, men selve farverne og teksturerne er der intet at klage over. Filmsekvenserne er naturligvis ofte snuppet fra selve filmen, og er derfor fuldstændigt upåklagelige. Musikken kan blive triviel, men den ligger fint i baggrunden, og generer sjældent hvis overhovedet. Spillets lyde går godt i spænd med resten, så produktionen er i det hele taget spillets lyse side, men det er desværre ikke derfor man spiller et spil som dette, så ligegyldigt hvor flot spillet er, kommer det ikke uden om hvor klichefyldt og frustrerende det egentlig er.
Hvis dine børn eller du selv er helt vild med Arthur Og Minimoyserne, og absolut må eje alt hvad der kommer ud med dette varemærke på, så fred være med det. Det er ikke udgivet på dansk, så kendskab til historien er at foretrække, hvis mindre børn skal kunne spille det. Der er dog ikke så meget historie, at man skal kunne engelsk for, at kunne spille spillet her, men man går naturligvis glip af noget, hvis man da ikke allerede kender historien. Der er masser af spilletid i spillet her, men hovedsageligt er der langt flere øjeblikke hvor du dunker dig selv i hovedet, end smiler og nyder spillet.
Atari Nordic.
