Skriv en kommentar
Arthur og Maltazars Hævn er fortsættelse til Arthur og Minimoyserne fra 2006. Arthur (Freddie Highmore) modtager fra en edderkop et riskorn med et nødråb. Med hjælp fra Boto-Matassalajernes, vis stamme han lige er blevet indviet i, opsøger han Minimoyserne, som han selvfølgelig tror nødråbet kommer fra. Men da han langt om længe kommer frem til Minimoysernes verden, finder han ud af, at det slet ikke er dem, som har råbt om hjælp. Tværtimod tyder alt på, at Arthur er blevet lokket i en fælde.
Arthur og Maltazars Hævn er nummer to i rækken af Luc Bessons tre børneeventyrsbøger om Arthur og Minimoyserne, som han selv instruere. Hvis man kunne lide det første eventyr, er man næsten nød til at se de to efterfølgere, hvor den tredje i rækken Arthur og Den Tredje Krig er filmet samtidigt og udkommer næste år. De tre film udgør nemlig en sammenhængende trilogi, og netop Arthur og Maltazars Hævn slutter i Ringenes Herre stil med ”To be Continued” og så må vi vente til næste år med eventyrets og seriens slutning. Det kan derfor også være svært at anmelde en film, som endnu ikke er slut..
Filmen benytter sig at blande live-action og animation, så vi har den virkelige verden ved Arthurs bedsteforældres hus og den animerede verden når vi bevæger os ned i græshøjden med Minimoyserne og de andre insekter. Disse to universer interagerer med hinanden og både insekternes og menneskelige verden findes i virkeligheden og er altså ikke produkter af Arthurs fantasi eller drømmeverden. Fx er bedstefaren Archibald (Ron Crawford) og Boto-Matassalajerne bevidste om denne hemmelige verdens eksistens og hjælper Arthur til at skrumpe ind og besøge den.
Det er en børnefilm og børn ville nu også kunne lide eventyret. Der er fantasi og kreativitet i universet. Der er sjove og akavet karakterer og miljøer, som vi er vant til at se i Disney og Pixar film. Så mindre børn, som ikke er så kritiske omkring hvad de ser og synes en film er sjov fordi små animerede insekter kan tale, rammer denne film godt ind.
Men som voksen bærer den tydeligt præg af, at den ikke er en Disney/Pixar film; den mangler sommetider fremdrift i historien. Netop som filmen bevæger sig mod et klimaks, får vi et indlagt flashback, som fuldstændig dræber fortællingens forløb og afliver den igangværende spænding og man mister lysten til at leve sig ind i historien. Flashbackene virker ulidelige og overflødige, da de sommetider kunne være undgået, da de ikke altid bidrager til noget i historien.
Det største problem med filmen, er dog ikke nødvendigvis instruktøren Luc Bessons skyld. Den danske synkronisering passer nok nogenlunde til mundbevægelser, men er så ugalante og klumpede, at det løber en iskoldt ned af ryggen. De danske replikker antyder så meget, at det er direkte oversættelser, at de leder tankerne hen på det værste amerikanske soap-opera. Man sidder og krummer tæer, så fødderne går i krampe. Og det er synd, for det ødelægger en stor del af oplevelsen.
Filmen fungerer til tider flot og det er svært at sætte en finger på animationen og effekterne. Historien halter dog ind imellem, specielt flashbacket efter en time, som fortæller om prinsesse Selenias hverdag, er uhyggelig malplaceret. Hvorimod scenerne i Paradise Alley, mest bemærkelsesværdigt hvor Max (Snoop Dog) skal lære Arthur om at ”cruise”, giver historien den akavethed og humor (det pixar’ske), som til tider ellers mangler. Det er nok her, at Disney og Pixar har mere erfaring eller også kan grunden ligger i, at Luc Besson selv har filmatiseret sine egne bøger, og derfor har svært ved at være selvkritisk over for materialet.
Som sagt slutter filmen ikke, da vi film nummer tre først kommer til næste år. Dog efterlader den en fin cliffhanger, som gør man er nød til at vende tilbage, for at få fuld tilfredsstillelse. Som børnefilm fungerer den godt. Men hvis man ser den som barn i dag, vil man om ti år nok ikke have samme gode følelse. I hvert fald skal ses på originalsproget!
