Skriv en kommentar
Allerede med ”Bænken” (2000) viste Per Fly, at han har solidt greb om det socialrealistiske drama. Efter ”Bænken” meldte Per Fly ud, at filmen blot var nummer et i en planlagt trilogi, der skulle tegne et portræt af de tre store klasser i samfundet: underklassen, middelklassen og overklassen.
Med ”Arven” flyttes handlingen til overklassen, og den sidste film i trilogien må derfor nødvendigvis komme til at foregå i middelklassen. Og hvis trilogiens sidste film bliver lige så god som ”Bænken” og ”Arven” så har vi noget at se frem til: ikke blot endnu en fremragende film, men afslutningen på en trilogi, der kommer til at skrive dansk filmhistorie.
Men det får vente et par år endnu.
Christoffer (Ulrich Thomsen) er fjerde generation i overklassefamilien Borch-Møller, indehaver af det gamle velrenommerede firma Borch-Møller Stål og det man med et godt engelsk udtryk kalder ”old money” – gamle penge. Familien har levet i overklassen i flere generationer, med alle overklassens vaner og sæder.
Ved handlingens start (ikke ved filmens start, for filmen er forsynet med en rammehistorie der på forhånd afslører filmens slutning) er Christoffer indehaver af en restaurant i Stockholm. Han er lykkeligt gift med den kønne skuespillerinde Maria, og alting går fint. Det er flere år siden han har trukket sig ud af familie-foretagendet, simpelthen fordi det var ved at æde ham op.
Men så ramler korthuset sammen. En aften får Christoffer en telefonopringning: faderen har hængt sig, og Christoffer må hjem til begravelsen. Da gør hans dominerende mor Annelise (Ghita Nørby) ham det klart, at han må overtage ledelsen af firmaet. I begyndelsen protesterer han, bl.a. med den begrundelse at faderen havde udset sig svigersønnen Ulrik som sin efterfølger og fordi han tidligere havde prøvet kræfter med firmaet, hvilket havde været ved at ødelægge ham.
Christoffer takker nej. Men da han står overfor firmaets flere hundrede ansatte for at skulle fortælle dem om sin faders død sker der noget med ham, og han bekendtgør til alles store overraskelse at han overtager ledelsen af firmaet.
Det bliver begyndelsen på en 5-årig nedtur for Christoffer som menneske, og alle de ting han havde i begyndelsen af filmen bliver enten tilsidesat eller begynder langsomt at falde fra hinanden. Arbejdet med familiefirmaet æder ham ganske rigtigt op.
Resten af filmen handler om hvordan Christoffers valg igennem filmen påvirker hans liv og omgivelser, men også om, hvordan disse valg langt hen ad vejen tilsyneladende er givet på forhånd. ”Arven” er i den forstand en særdeles flertydig titel. For selv om der på samme tid er tale om en konkret arv, firmaet, så er der også tale om en helt anden form for arv, der for en stor dels vedkommende er social – i den forstand at Christoffer arver et enormt ansvar, som han på mange måder er født til, men som han hidtil har fornægtet.
Her træder moderen Annelise frem som repræsentanten for familien, og som en væsentlig faktor i de beslutninger Christoffer foretager. Det er igennem moderen og hendes symbolske værdi som repræsentant for familien som enhed, at et af filmens budskaber – at blod er tykkere end vand – træder klart frem. Ghita Nørbys rolle som moderen i filmen er i den forstand en særdeles væsentlig del af filmen. Men det ansvar, Christoffer arver er ikke kun overfor familien, men også overfor firmaets mange ansatte. Det handler også om, at han – som den eneste der kan køre firmaet videre – har et ansvar overfor de flere hundrede ansatte. Så filmen handler også om, at der er noget større end én selv – og her er familien kun et aspekt.
Efter at have set ”Arven” kan man godt sidde tilbage med en fornemmelse af, at Per Fly har villet fremstille konsekvenserne af Christoffers sociale arv som noget uafvendeligt – altså at hans handlinger har været skæbnebestemte. Men det er ikke korrekt, for ”Arven” er en eksistentialistisk film. Eksistentialistisk i den forstand, at den hele tiden viser hvilke valg hovedpersonen, Christoffer, foretager, og hvor disse valg fører ham hen. Valget – muligheden for at vælge den anden vej – findes altid, men den sociale arv Christoffer bærer rundt på spiller blot en meget stor rolle for ham.
”Arven” er på mange måder en ganske tung film. Den behandler store temaer og der er store følelser på spil, men den gør det hele tiden uden at virke overdramatiseret eller patetisk. Filmen undgår ikke helt at spille på klichéerne og overklassen beskrives ikke pænt. Faktisk leder man forgæves efter én eneste sympatisk karakter blandt de overklasse-mennesker, der findes i filmen, og dette synes måske en smule fordrejet. De kan jo ikke allesammen være dumme svin!
Af og til mister publikum også forståelsen for Christoffer og hans motiver. I begyndelsen af filmen har han sine prioriteter i orden, og han påtager sig kun at køre firmaet videre på betingelse af, at det kun bliver i en midlertidig periode på 2 år. Men da de to år udrinder fortsætter han manisk som leder af firmaet, selv om det på dette tidspunkt er klokkeklart for alle, han selv mest af alt, at det er ved at ødelægge ham. I anden halvdel af filmen mister publikum altså en del af forståelsen af Christoffers karakter, hvilket også er en svaghed da det underminerer den indforståede sympati man har for karaktereren fra begyndelsen af filmen og som man forgæves søger at bibeholde.
Ikke desto mindre jonglerer Per Fly så behændigt med de store temaer der behandles i filmen, at man ikke kan undgå at blive berørt. Heller ikke selv om man ikke kan undgå at sidde tilbage med en besynderlig fornemmelse af, at være blevet manipuleret lidt.
Skuespilpræstationerne er intet mindre end fremragende: Ulrich Thomsen markerer sig endnu engang som den bedste yngre karakterskuespiller i landet og Ghita Nørby er ligeledes fremragende i den væsentlige rolle som Christoffers dominerende mor. Lisa Werlinder er også god som Christoffers kone Maria. De mindre roller er også glimrende spillet, og i en meget lille birolle er der også blevet plads til Jesper Christensen som bankdirektør – et sjovt lille nik til Christensens rolle i ”Bænken”.
På trods af visse fejl og mangler er der med ”Arven” tale om en imponerende helstøbt film med fremragende skuespilpræstationer, og en film man ikke kan undgå at blive berørt af.
