Skriv en kommentar
I 30’ernes og 40’ernes USA var film-musicals noget af det mest sælgende. Oftest var det genindspilninger af Broadway-opsætninger. Siden har musical-branchen lidt et knæk, trods en større optur i 70’erne, hvor bl. a. Grease (1978) satte dagsordenen. Askepop – The Movie, er da heller ikke uden inspiration fra netop denne klassiker med John Travolta og Olivia Newton-John, selv om historien egentligt er hentet fra det klassiske eventyr om Askepot.
Mille (Sofie Lassen-Kahlke) og hendes mor (Bente Eskesen) knokler for at overleve, efter at have mistet deres mand og far under 2. verdenskrig. De får mad på bordet, ved at gøre rent / sælge billetter i en biograf. Hele tiden drømmer Mille om at blive musical-stjerne ligesom hovedrolleindehaveren Frederik (Joachim Knop) fra filmen Johnny Rocket.
Overfor biografen ligger det gamle lukkede bageri, hvorover Mille og hendes mor bor. En dag køber Milles mor bager-butikken for at åbne en milkshake-bar, som er den store dille i USA. Milles mor låner de 20.000 kr. af sin ondskabsfulde søster, hvis datter Viola (Xenia Lach-Nielsen) ligesom Mille drømmer om et liv i rampelyset. Ved et tilfælde støder Frederik ind i Mille og vil fra da af kun spille sammen med hende i Movie Stars’ kommende produktion – en musical om Askepot. Men kampen om pladsen er uforsonlig. For samme rolle er Milles kusine, selvfølgelig også meget interesseret i. Bedst som mælkepoppen kører, mister Mille sin mor i en tragisk trafikulykke. Men helt alene er hun nu ikke.
Der er hjælp at hente fra uventet hånd. Den netop afdøde Topper (Karl Bille) er i lære i himlen som engel og skal til sin afsluttende engel-eksamen på Jorden, hvor han har til opgave at hjælpe Mille.
Eventyret folder sig ud i et overnaturligt univers, hvor der er bygget bro mellem det rationelle og det irrationelle. Grænsen mellem livet og døden er flydende og smedes sammen gennem en perlerække af musicalnumre, hvor kulisserne fungerer i bedste 50’er-stil.
Potentialet er for så vidt i orden. Men alligevel bærer Askepop – The Movie i den grad præg af at være en produktion, hvor det handler om at få billetindtægterne til at flyde ind på kontoen. Det er mere en konceptpakke end det er en film. Men regner Grasten virkelig med at publikum stiller så få krav og er så let bespiselige, så har han nok taget munden for fuld.
Pompøst og flot ser det ud. Kulisserne er farvestrålende og indtagende, skuespillerne unge og attraktive og sangene er fængende. Men det er ikke nok til at indfange publikum til et lærred i halvanden time. Dertil mangler dén nerve og sjæl, man ville få ved at opleve musicalen live. Sangene er da fængende. Men de er også alt for blankpolerede og pæne. Lidt mere spræl havde været ønskværdigt. Spræl menes også i ordets fysiske forstand. Dansescener er ikke det der er mest af. Mange af filmens sange ville vokse ved underbygning af dans. Skuespillet mellem sangene er karikeret og hæmmende. Det virker ikke medlevende og får filmen til at fremstå som en hakkende oplevelse. Sangene kommer som perler på en snor, der kædes sammen af tilfældige dialoger. Derved virker det blot som halvanden times musikvideo-præsentation på MTV.
Nogle ellers kedelige dialoger er forsøgt reddet med en humor, der klinger hult i al sin vælde af plathed. Det skulle man nok have holdt sig fra. For det virker direkte pinagtigt. Et lyspunkt er imidlertid himmelscenariet, hvor det modsatte er tilfældet. Her bæres filmen solidt af Claus Bue og Henrik Prip som henholdsvis St. Peter og Gabriel. Lige præcis her fremstår humoren og dialogerne sprællevende og velfungerende og er noget af det mest solide, filmens hele taget i betragtning.
Men ellers skal det benærkes, at der er stunder, hvor man skal afholde sig fra at affotografere en succés-vare til et andet medie. Dette er en af disse stunder.
