Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Gennem Marvels 10 år lange filmhistorie har vi set verdenen blive reddet op til flere gange, med trusler lige fra kæmpe jordklumper som blev til asteroider og nær havde udryddet os som dinosaurusserne (”Avengers: Age of Ultron”) til udødelige gudinder fra Helvede (”Thor: Ragnarok”) og rumvæsner i New York (”Avengers”). Det tager ikke lang tid, før publikummet indser, at alle disse skurke og deres planer, såvel som heltenes prøvelser med at stoppe dem, er begyndt at ligne hinanden. Men alligevel er det heltenes personligheder, deres samspil med miljøet i dette univers, som gør, at vi hele tiden vender tilbage til dem. ”Vi bytter ikke liv,” siger Captain American (Chris Evans) til sine kammerater i ”Avengers: Infinity War”, som i bund og grund opsummerer Marvels grundsten i de seneste atten film: der bliver ikke efterladt mænd, kvinder, børn eller andre former for livsformer – skurkene sætter måske gang i filmenes handling, men det er stadig heltene, som er bedre end skurkene.
Filmen er instrueret af Russo-brødrene, som også stod bag ”Captain America: Civil War” og ”Captain America: The Winter Soldier”. I ”Infinity War” får de Cap og hans makkere til at sætte spørgsmålstegn ved deres syn på verden. De spørger sig selv, om det at redde jordkloden betyder, at de skal acceptere ægte, håndgribelige tab – et koncept som er så fremmed for dem, at det kommer til dem i form af en intergalaktisk lilla titan ved navn Thanos (Josh Brolin); den store, slemme skurk som har luret i skyggerne lige siden ”The Avengers” fra 2012. Thanos er faktisk en af de mindre overraskende ting ved filmen, eftersom vi de sidste seks år har fået at vide, at han er på en kollisionskurs med Avengers-holdet. Hvad jeg dog ikke indså var, hvad det kommende kaos kunne betyde for heltene, og at Marvel havde modet – for det meste – til at rent faktisk gøre det.
Det sværeste ved ”Avengers: Infinity War” er naturligvis at give plads til alle karaktererne, alle motivationerne, b-historierne og forholdene, som Marvels filmiske univers har fået bygget op gennem årene, uden at få det til at virke som et eksploderende bjergskred som vil overdække publikummet med information efter information.
Eksempelvis: Gamora (Zoe Saldana) og Nebula (Karen Gillan) er Thanos’ adoptivdøtre. Gamora og Nebula hader hinanden og hader Thanos, som har tortureret dem og fået dem til at bekæmpe hinanden siden barnsben. Thanos har også myrdet Drax’ (Dave Bautista) familie, Gamoras makker fra ”Guardians of the Galaxy”. Gamora, Drax og de andre Guardians er teknisk set ikke en del af Avengers-holdet, men det er kun fordi, de regerer i Marvels kosmiske univers, som vi fandt ud af er forbundet med Thors Asgård, en verden beboet af nordiske guder og gudinder. Dette net af karakterer og motivationer bliver knap nok berørt i de sidste fire af Marvels film (der er tyve i alt, inkl. ”Infinity War”). Russo-brødrenes løsning til dette dilemma er at forvandle denne film fra en Avengers-historie til en film om Thanos, spillet glimrende af Brolin i en pakke af computereffekter.
De visuelle effekter måtte vise Thanos’ blødere øjeblikke, som da han forklarer, hvordan han endte med at blive Den Gale Titan. Vi bliver fortalt, at for mange år siden var Thanos’ hjemplanet et smukt sted, men ressourcerne var ikke uendelige. For at lette på planetens belastning fik han den idé at reducere befolkningsantallet ved at eliminere halvdelen af beboerne. Thanos har så fortsat denne mission med ønsket om at udrydde halvdelen af alt liv i universet, og han har brug for de såkaldte Evighedssten for at fuldføre den mission. Som det viser sig, så er det kun Avengers, som står i vejen for ham.
Thanos’ historie tillader, at Saldana får tid til at skinne i sin rolle som Gamora med mere menneskelighed og formål end i ”Guardians”-filmene. Det at hun spiller overfor en computer-forstærket Brolin i de fleste af hendes scener gør det endnu mere imponerende. Men at give Thanos sådan en omfattende historie koster selvfølgelig noget i den anden ende.
De fleste af heltene i ”Infinity War”, især Black Panther og Captain America, er sammenkrøbet, koncentreret versioner af dem selv. T’Challa (Chadwick Boseman) får fem, eller noget i den retning, linjer, da han skal forsvare Wakanda; Cap får et par øjeblikke til at vise sin noble, inspirerende side. Spider-Man (Tom Holland) er med i filmen for at minde os om, at han er yngre i forhold til de andre.
Wanda (Elizabeth Olsen) og Vision (Paul Bettany) har scener sammen, hvor de fortæller hinanden, at de er forelsket. Karakterer som Drax, Mantis (Pom Klementieff), Falcon (Anthony Mackie), Bucky Barnes (Sebastian Stan), Shuri (Letitia Wright), Okoye (Danai Gurira), Rocket (Bradley Cooper), Black Widow (Scarlett Johansson) og Groot (Vin Diesel) har et par øjeblikke her og der med smarte, morsomme replikker. Men i stedet for at vise os hvorfor disse figurer er elsket så meget af folk rundt omkring i verden, vælger Russo-brødrene at sætte deres lid til de forrige film i Marvel-universet og at de film gør arbejdet for dem. Og det er ikke et urimeligt instinkt: Captain Americas, eksempelvis, første fremtræden i ”Civil War” er inspirerende, netop fordi han er Captain America, som har levet i Marvel-universet de sidste mange år. Det samme sker, da musiktemaet til Wakanda begynder at spille i ”Infinity War”, som kun er med til at understrege, hvor stor ”Black Panther” endte med at blive. For fans af Marvel-universet er der masser at tage fat på mellem linjerne, men altså kun hvis du ved, hvor du skal lede henne.
Ikke alle heltene i filmen bliver dog underspillet. Tony Starks (Robert Downey Jr.) frygt for den galaktiske trussel, som er blevet etableret gennem hans seneste film, bliver fuldt ud realiseret i skikkelse af Thanos, og Downey dykker virkelig dybt ned i Starks skrøbelighed og genialitet. Stark skal ikke blot besejre skurken, men skal også indse, at Thanos’ mission minder utroligt meget om hans egen drøm om et sikkert univers, hvor Avengers ikke er en nødvendighed.
Benedict Cumberbatchs Doctor Strange, og Chris Hemsworths Thor, er lige så store spillere i denne film som Iron Man. Strange er kølig og stædig, og beregnende på måder som Stark ikke er. Og Thor, efter en komisk omgang i ”Thor: Ragnarok”, spiller stadig på humoren, men er her dækket til med sorg og vrede, efter at have været vidne til Thanos’ galskab.
Det ville have været dejligt at se alle af Marvels superhelte få disse selvstændige historier, ind imellem Thanos’ overordnede historie, men der er rent faktisk ikke rigtig plads i filmens to og en halv time. Jeg indrømmer gerne, at Russo-brødrene måtte tage store og besværlige beslutninger, da de skulle beslutte, hvem man skulle fokusere på, men jeg er stadig ikke helt overbevist om, at centrere filmen omkring Thanos og at sætte sin lid til heltenes tidligere film var den bedste fremgangsmetode for at fortælle ”Avengers: Infinity War”.
Det bedste og det værste ved ”Infinity War” er det faktum, at det er en tegneseriefilm. Tegneserietegnere er ikke bundet af et budget omkring de visuelle effekter, så de har tilladelse til at give os fantastiske billeder og malerier på papiret. De giver os nye verdener på hver side, mystiske væsner, storslåede rumskibe, magiske kræfter og verdensomspændende kampe. ”Avengers: Infinity War” er det tætteste, vi endnu er kommet en adaption af den slags tegneserier.
Halvvejs gennem filmen mistede jeg overblikket over de planeter og galakser, vi har besøgt, hver og en mere skræmmende og mere smuk end den forrige. Der er et visuelt bjergtagende visit til en øde planet, som er så detaljeret, at du næsten kan lugte svovlen i luften og mærke temperaturen. Thanos’ håndlangere, kaldt for The Black Order, er alle forskellige fra hinanden, både visuelt set og hvad angår deres kræfter. Deres kampe med Avengers-holdet er filmens højdepunkter.
Problemet med at lave et så bredt univers er, at det kræver, man skal hoppe rundt fra sted til sted og det kan virke, som om filmen drejer rundt og rundt uden at stoppe en eneste gang. Det resulterer i den sammenkrøbne fornemmelse, jeg nævnte tidligere, hvor nogle karakterer kun er tilstede for at minde dig om, at de er her. Men det ødelægger også lidt, frustrerende nok, én af de bedste scener i hele Marvel-universet, nemlig invasionen af Wakanda.
Det er en af de største kampe, jeg kan mindes at have set siden Helm’s Deep-slaget i ”Ringenes Herre”. Vores helte, i en glorværdig sidste kamp, er det eneste, som står mellem Thanos og hele universets ødelæggelse. Og hans generaler slipper tusindvis af intergalaktiske hunde løs – det ligner et kryds af snapskildpadder og wrestlere – på Wakanda. Cap og Black Panther slår sig sammen og synet af de to giver en underlig følelse af glæde og stress. At se Okoye og Black Widow kombinere deres kampekspertise er herligt, det samme med Wanda da hun endelig bryder løs med alle sine kræfter. Men fordi der sker så mange ting på samme tid så ender vi med at springe fra Wakanda til det ydre rum og en anden faktion af Avengers, som gør deres for at forhindre Thanos i at udføre sin mission, samtidig med at Thor er på en mission for at finde et våben der kan myrde Den Gale Titan.
Det er frustrerende, at det er så svært at værdsætte det fantastiske stykke arbejde, som er blevet sat i værk for at sammensætte hele den massive spektakel, når vi konstant bliver kastet fra sted til sted. Til sidst føles alle de forskellige miljøer og kampe så udmattende. Men det kan jo også ske i tegneserier. Nogle historier er bedre end andre. Og nogle gange skal man læse gennem det hele – selv de kedelige dele – for at få hele følelsen af historien og undgå at gå glip af noget.
Men ligesom i tegneserier er der også i filmen definitive øjeblik, som griber fat i dig og holder dig fast. ”Avengers: Infinity War” har nogle af de mest betagende, storslående øjeblikke i superheltegenrens historie, øjeblikke som vil hænge fast i din hukommelse og ødelægge alt, hvad du troede, du vidste om Marvel-universet gennem de sidste ti år. For første gang i lang tid kan undertegnede ikke vente med at se, hvad der kommer til at ske næste gang.
Blu-Ray: ”Avengers: Infinity War” er en film, som uden tvivl demonstrerer, hvor klare farverne kan blive på en blu-ray. Især er det Thanos, som er den store vinder her. Detaljerne på hans ansigt og hans krop og hans rustning er intet andet end imponerende at se på. På lydsiden føles det, som om lydniveauet generelt var lavere end normalt. Jeg måtte skrue højere op, end hvad jeg plejer for at få alle detaljerne med.
Ekstramateriale: ”Afspil filmen med en introduktion fra Russo-brødrene” – fint nok. Featurettes: ”Strange Alchemy”, ”The Mad Titan”, ”Beyond the Battle: Titan”, ”Beyond the Battle: Wakanda” – små bag kameraet-optagelser, ja ja, fint nok. Fraklippede scener – interessant. Gag reel – altid sjovt at have med på en udgivelse. Audio commentary – uden tvivl det mest spændende ved denne udgivelse. Alt i alt får ekstramaterialet 3 stjerner ud af 6.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Disney
