Jeg møder Anders W. Berthelsen i Cinematekets restaurant ”Sult”, men det er ikke just fordi han virker professionelt mættet. Tværdigmod. Bag hans jordnære og ærlige facon, mærkes en dynamisk og målrettet indstilling. Det er heller ikke just sovende, at Berthelsen er kommet til at være en af de mest alsidige og succesfulde danske skuespillere de seneste ti år. Særligt indenfor de seneste par år, har Berthelsen nærmest været synonym med alle tænkelige og utænkelige danske produktioner. Fra hans debut i Niels Ardens Oplevs ”Portland” i 1996 frem til ”Det som ingen ved”, er det blevet til 30 roller i diverse spillefilm og TV-serier som ”Taxa” og ”Krøniken”.
Alsidige Anders
Du har indenfor de seneste to år medvirket i otte produktioner. Hvor får du dog al den energi fra?
'Hehe det ved jeg heller ikke. Nu er flere af filmene optaget lang tid i forvejen og det er jo heller ikke kæmpe roller alle sammen, sådan at de ikke kræver så mange spilledage allesammen. Gode manuskripter lokker jo altid!' Svarer Berthelsen beskedent. Siden det store folkelige gennembrud med TV-serien ”Taxa” i årene 1996 til 1999, har karrieren været flyvende - som blev kickstartet på bedst tænkelig vis med en European Film Actor Award for hans hovedrolle i Søren Kragh-Jacobsens dogme #3 film ”Mifunes sidste sang”.
Siden rollen som René i ”Taxa”, har du været med i et hav af film og teaterprodukter. Kan du kort fortælle om din professionelle udvikling?
'Det er jo klart at der er sket en masse siden jeg blev færdiguddannet på teaterskolen i 1994, fra Taxa i 1996 og opefter. Det er sjovt at tænke tilbage på, det virker som om det er en million år siden. Serien var med til at ændre en masse ting i dansk tv, både for filmfolk og seerne. Dengang ikke var det ikke anset for fint nok for filmfolk at arbejde indenfor tv-branchen, men det har jo siden ændret sig markant med bl.a. ”Rejseholdet”, ”Ørnen”, ”Krøniken” ect. Det er blevet en effektiv træningslejr for mange filminstruktører og filmskuespillere. Det er fantastisk springbræt for unge uprøvet skuespillere, hvad det også var for mig. Jeg kan mærke det har givet mig et stærkt fundament.' Berthelsen må siges at være svær at sætte i bås som skuespiller, med et CV der tæller crazy-komedier som ”Fukssvansen” og ”Den Sorte Madonna”, politiske thrillers som ”Kongekabale” og tabu-dramaer som ”To verdener”. Han mener heller ikke selv, at det er særligt interessant at blive typecastet. 'Der er ikke rigtigt nogen rød tråd som sådan. Jeg går naturligvis efter det gode manus, men bestemt også efter instruktører. F.eks. arbejder jeg rigtigt godt sammen med Niels Arden Oplev og på den bekostning er det bl.a. blevet til min spillefilmsdebut ”Portland”, ”Drømmen” og senest ”To verdener”.'
Overvågningssamfund og politisk ukorrekthed
Anders W. Berthelsen tager dog ikke hvad som helst og særligt tabubelagte emner falder i god smag, hvilket er kommet til udtryk i bl.a. ”Dansen”, ”Italiensk for begyndere” og nu ”Det som ingen ved”.
'Det er rigtigt, at jeg har en stor interesse i film med brandbart materiale. De film hvor det er den lille mand, den lille familie eller den lille dreng mod verden eller systemet. Den type film er omvendt heller ikke en mangelvare i øjeblikket, modsat de mere harmløse komedier i slut 90'erne. Alt opstår af en nødvendighed. Dengang vi lavede ”Kongekabalen”, fik vi at vide at det ville være farligt at kalde det en politisk thriller – at publikum ville blive skræmt væk.' Det havde den komplet modsatte effekt og blev en stor succes. Oppe i tiden er spørgsmålet omkring normaliseringprocessen, terrorisme-frygten og overvågningssamfundet Danmark. Berthelsen mener det er på tide, at der skabe større debat om emnet. 'Det er alletiders at Søren har taget fat i overvågningssamfundet som tema. Vi som danskere skal jo snart overvåges i hoved og røv. Jeg synes det er pisse farligt og skræmmende, hvordan terrorangsten har taget overhånd. Sidste år var der flere der døde af at spiste peanuts i USA end terror, hvad viser lidt om hvor direkte pinligt at hypen er. Der er ifølge statistikker ligefør at der dør flere folk herhjemme i trafikken end pga. terror på verdensplan. Ja, jeg synes det er en skide uhyggelig tendens og det er vigtigt at trænge væk fra det spor det danske samfund er kommet ind på. Det fremkalder også egoisme med den selvforstærkende skræk-retorik der har kørt nogle år efterhånden, hvilket jeg ikke synes klæder Danmark.'
Op fra sofaen Danmark!
Hovedpersonen Thomas, spillet af Berthelsen, i ”Det som ingen ved” er en ubekymret børne-entertainer, der egentlig foretrækker at leve sit eget liv og blander sig udenom det der ingen direkte relation har til hans liv. Søsteren Charlotte er den sandhedssøgende rebel, der kredser i overfladen og bliver dræbt da hun graver for dybt. Det er to karakterer, som Berthelsen forstår på hver deres vilkår. 'Det gør jeg helt bestemt, jeg kan i hvert fald sætte mig ind i deres situationer. Thomas har tidligere haft stor success som børne-entertainer, men er blevet slatten med tiden og vil hellere give op end at tage fat. Lysten til at gøre en forskel har jo været der, men det er gået i stå derfra og han vil egentlig hellere køre sit uden at tænke så meget over alternativerne. Søsteren er en stærk rebel og kunstner, der konstant udfordre sig selv og sine udgivelser – men må også bøde for det. Vi har alle de to sider i os på den ene eller anden måde, tror jeg. Personligt ser jeg mig mest som Charlotte, men forstår den lette og konforme løsning som Thomas har valgt.'
Jeg læser Thomas som danskeren per definition – han har valgt at tie stille gennem hele sit liv og er i virkeligheden klar til at smide alt i hænderne for at få sit gamle liv tilbage. Tror du at der skal ske noget drastisk for at den bevidsthed kan ændre sig?
'Det skal der, men det er svært at sige hvad. Rent politisk sidder Pia Kjærsgaard og skræpper op med sine skræmmekampagner hvilket jo ikke hjælper på situationen herhjemme, men da altid noget at Villy Søvndal kan dæmpe hende lidt. Når hun står og snakker om danske værdier bliver jeg virkeligt harm – danske værdier for mig er at vise omsorg og hjælpe de svage i samfundet! Så ja – jeg håber på at nogen slår i bordet og får danskerne til at tage sig sammen og ser hvad vores samfund er ved at udvikle sig til. Der skal noget til at ryste folk – og jeg håber at filmen her er tankevækkende nok til at den almindelige dansker tænker lidt mere over den nuværende tilstand.'
Omvendt er der en risiko for ”Det som ingen ved” her jo blive tænkt på som en urealistisk underholdningsfilm, som folk ikke kan tage seriøst – ligesom Tony Scotts ”Enemy of The State” og andre moderne action-thriller overvågningsfilm i den dur...?
'Nja...jeg tror nu alligevel det er måden at få budskabet ud til masserne. Gennem hvad der på overfladen er letspist underholdning men som har et andet budskab. ”The Pelican Brief” (”Pelikan Notatet”, red.) synes jeg er et godt eksempel på at det sagtens kan lade sig gøre. Så længe man går igennem ild og vand med personen, tror jeg at indlevelsen fra publikums side kan lade sig gøre.'
Tror du oprigtigt at filmen kan bidrage til debat omkring overvågningssamfundet?
'Absolut – jeg håber virkeligt at den kan være med til at få folk op fra sofaen og sætte tingene i perspektiv. Om folk virkeligt ønsker at vi skal overvåges overalt, gennem computer, mobil eller på gaden. At vi ikke bare lader politikerne tonse igennem og blive manipuleret af det – men i stedet sætter os ned og bruger vores sunde fornuft. Når folk kommer med den argumentation a la ”jamen så længe at vi ikke gør noget galt, har jeg intet problem med det”, tager de ikke stilling. Problemet er blot at du ikke ved, hvornår du gør noget galt.'
Læs anmeldelsen af "Det som ingen ved" her
Læs interview med Søren Kragh-Jacobsen her
