Skriv en kommentar
Så mange gysere produceres der nu heller ikke i Danmark. Når der så langt om længe kommer én, så burde det i min optik kalde på større fremvisninger og opmærksomhed. Det fik Mulm ikke sådan for alvor, men det kan være, at den får det nu, hvor den er ude på streaming.
Det er Martin Vrede Nielsens debutfilm og den er baseret på en roman af Teddy Vork. Det er som regel en tryghed, at danske gyserfilm har et adapteret manuskript at læne sig op ad, men det sikkerhedsnet punkteres desværre ret hurtigt denne gang. Præmissen er ellers ganske glimrende, for omdrejningspunktet er en familie på tre, hvis dagligdag ændrer sig markant. Jacob er familiefaren, der stresser på jobbet og samtidig skal klare hverdagens gøremål, da Jacobs kone Maja er indlagt på psykiatrisk hospital. At få hverdagen til at hænge sammen bliver bestemt ikke nemmere af, at parrets søn Johannes får sig en fantasiven. Da Jacob finder Majas dagbog og læser nedslag derfra, så finder han ud af, at Maja også har oplevet en forandring i familiens hjem. En tilstedeværelse af en slags har indfundet sig, og Jacob står helt alene med sin fortsatte tvivl og med en søn, der langsomt viser flere og flere tegn på besættelse.
Vi har faktisk, hvis vi skal bruge til at levere rammen for effektiv uhygge. Sagen er bare, at filmen har meget vanskeligt ved at fastholde den kurs, som den selv sætter fra land med. Den psykologiske opbygning med at vise en krakelerende familie er sådan set et fortræffeligt udgangspunkt, men filmens brug af klassiske troper som knirkende døre, drømmesyn, bøh-effekt og hvad har vi nok af, ja, det fungerer bare ikke som helhed. Den helt store mangel er filmens tro på, at den har bygget nok uhygge op efter en time til at afrunde skidtet med et exocistisk vanvid. Johannes usynlige ven, som han også leger og taler med, manifesterer sig ikke i henhold til, at vi skal igennem stendysser på barneværelset samt de mange navne og henvisninger til gammel tid og ikke mindst tanken om at Svupben, som ånden kaldes, er et gammelt mosefund/lig. Den ellers interessante vinkling bruges til nul og en dyt. I stedet får vi den uinviterede gæst at se som en blå røgformet masse, som begge forældre på hver sin måde handler komplet irrationelt på.
Jens Sætter-Lassen som Jens står bogstavelig talt helt alene med den store opgave at spille den pressede familiefar, der skal finde overskud til at redde sin søn og forstå konens sygdom. Det er meget få scener, Sætter-Lassen reelt har med Julie Christiansen som Maja. I stedet skal rollen fungere som både aggressiv og omsorgsfuld i konteksten Johannes. Louis Trinskjær er en urutineret børneskuespiller, og til al uheld kan man se, at Mulm ikke er helt færdigbagt i det tilvalg. I en scene, hvor Jacob skal fravriste en kniv fra Johannes (som bruges til selvskade på ordre fra den usynlige ven), kan man se, at den ellers søde Trinskjær kommer til at smile i tumulten. Den unge purk har også øjnene stift placeret på formodede ægte familiære forbindelse eller børnepassere i de mere krævende scener, hvilket efterlader Sætter-Lassen til alene at skulle holde dynamik og indlevelse på plads. Det bliver noget overdrevet envejsrabalder for nu at sige det, som det er.
Mulm bliver heller aldrig rigtig uhyggelig, selvom den klogeligt holder monstret væk fra skærmen. Ja, altså ganske som vi kender det fra “Jaws”. Hajen er langt mere uhyggelig, når vi ikke fysisk ser den. Da vi endelig i Mulm skal have syn for sagen i det, der skal forestille filmens klimaks og statement, så bliver man altså ikke voldsomt imponeret over effekterne. Mulm er i høj grad ikke vidende om, at dens gyserelementer ikke har nogen virkning, og i bedste fald kan jeg gå med til at kalde filmen for en dramathriller. Bare ikke en særlig virkningsfuld en af slagsen.
Heldigvis er der ikke længe til, at vi måske får gyserrevanche. “Englebørn” dukker snart op i de danske biografer, så der prøver vi igen. Mulm har sine momenter, men i forhold til dens egen prætentiøse gyseridentitet, så kan man vist kun klistre et fusermærke på den skulder, man langt hellere ville have givet et klap.
