Skriv en kommentar
Et klogt ordsprog siger, at uanset hvor langt du forsøger at rejse væk eller flygte fra ’noget’ ubehageligt ved at lægge kontinenter bag dig, så kan du aldrig løbe fra dine indre dæmoner og hvad der hjemsøger dig.
Filmens forlæg er den britiske journalist og forfatterinde Amy Liptrots nedfældede erindringer og optegnelser i en slags mindre afhandling eller mémoire som vidnesbyrd på hendes stærke vilje til at overvinde alkoholisme. Titlen ”The Outrun” kan forstås konkret som et stykke smal jord mellem gården og klipperne, for ru, hærget og furet til at dyrke og i overført betydning en rammende beskrivelse af Liptrots (spillet med lidenskab og dybde af Saoirse Ronan) daglige kamp for at undslippe sig selv for til sidst at ramme bunden og erkende, at det kun er hende og hendes ansvar alene og vilje til at finde tilbage til det levede liv.
Rona eller hendes kælenavn Ro tager hjem til Orkneyøerne/Skotland på kort visit, tror hun. Hun har boet 10 år i London og studeret biologi. Udadtil er hun i gang med en ph.d. og bor sammen med sin kæreste. Virkeligheden er en anden, da hun er blevet fast inventar i Londons natteliv med alkohol og stoffer og tætte venner/veninder og kæreste støder hun fra sig. Når hun drikker hårdt igennem, bliver hun ondskabsfuld og opføre sig nederdrægtigt og voldelig over for sine nærmeste og kan ikke huske spor bagefter. Tilgivelse og undskyldninger hjælper til sidst ikke.
Vi møder hende i det vindblæste og vejrbidte stormvejr i den smukke og voldsomme natur ved Orkneyøerne. I første omgang bor hun hos sin mor, som har sat sin lid til Gud og indimellem besøger hun sin bipolar far i hans skurvogn. Filmen skildrer nøgternt arvede familietraumer og lidelser og giver et realistisk billede af, hvordan det er at leve med angst og traumer, som bliver Ronans faste følgesvende uanset, hvor hun befinder sig. Fortidens brutale minder bider sig fast i hende ligesom den vejrbidte natur på Orkneyøerne.
Hendes redning og alkoholbehandling bliver selvvalgt isolation på en lille ø Papay uden for Orkneyøerne i vinterperioden. Den rå natur og havet bliver essentielle mediterende elementer for hende, som lysner hendes sind og åbner op for livet på ny.
Den harmoniske og naturæstetiske balance som metafor for Ronas sind går op i en højere enhed mellem Saoirse Ronans pragtpræstation, den tyske instruktør Nora Fingscheidts kunstneriske og innovative kameraudfoldelser sammen med Yunus R. Imers design og kinematografi og den tyske Stephan Bechingers ekspert og effektive klipning. Kombinationen mellem kameraføring, klipning og kinematografi går smukt hånd i hånd med den elektroniske musik af den britiske komponist John Gürtle og tyske komponist Jan Miserre som gør, at vi som publikum oplever Ronas nærvær hele filmen igennem og hendes bedring og alkoholafvænning bliver ’mærkbar’ i realtid sammen med Saoirse Ronans udtryksfulde ansigt og hendes kropssprog. For eksempel når hun dirigerer havets ustyrlige bølger som et helt orkester, hvor hun er dirigenten.
