Berlin er på randen af et nyt valg, og byen sitrer af debat. Nogle siger, det handler om sociale reformer og boligpolitik, men vi ved alle sammen godt, at det i virkeligheden handler om én ting: Hvem der har den bedste Berlinale-take. For ja, politik og filmfestivalen er uløseligt forbundet. Årets jury skal ikke bare bedømme film, men også finde ud af, hvor de står i det evige opgør mellem arthouse-dyrkelse og popcorn-realisme. Berlinale 2025? Mere som BerlinaleVALG 2025. Nå, men vi er her jo ikke for at snakke politik (i hvert fald ikke alt for tørt). Vi er her for at snakke film!
Dagens første højdepunkt var The Blue Trail, en sci-fi ish/drama film med hjerte. Forestil dig, at din regering og arbejdsplads siger: "Du er for gammel, farvel og tak." Det sker for hovedpersonen Tereza, som nægter at lade sig afskrive og i stedet pakker sin taske og drager ud på eventyr. På sin rejse møder hun et væld af karakterer – fra en skør båd kaptajn, som drypper blåt snegle slim i øjnene, for at få et glims af fremtiden, til en smarttablet-Bibel sælgende omrejsende. Filmen er en skøn blanding af sjove og rørende øjeblikke.
Hvis The Ice Tower var en vejrtype, ville den være en grå, vindstille novemberdag. Filmen følger en ung pige, der stikker af fra det lokale børnehjem og ind til byen, hvor hun tilfældigt falder over filmoptagelserne til en ny version af Snedronningen. På mirakuløs vis ender hun som stand-in og knytter sig til hovedrollen, mens hun forsøger at finde sin plads i en verden, der føles koldere end den fiktive isverden, de forsøger at skabe på settet. Filmen er dyster, stillestående og til tider meget langsommelig – så meget, at det kan føles som en test i tålmodighed. Der er uden tvivl en vis visuel skønhed i de frosne billeder og stemningen af melankoli, men desværre lykkes det ikke filmen at engagere eller holde fast i sin publikum.
Der var heldigvis mere at glæde sig til med Honey Bunch, en film, der balancerer mellem thriller, horror og en uventet dosis humor. En mand tager sin syge kone med til en hyggelig klinik langt ude i skoven, hvor han håber på en mirakelkur. Men som det sig hør og bør i denne type film, er der noget, der ikke stemmer. Uden at spoile for meget kan vi sige, at hvis du har en svaghed for groteske kropstransformationer, absurde situationer og en hovedperson, der reagerer på alting med en blanding af vantro og sortsynet humor, så er det her en oplevelse værd. Dog trækker filmen måske lige lovligt langt ud i sin afsluttende akt. Men den var stadig super underholdende og sjov.
Og så dagens (måske hele festivalens?) bedste film, fra “can’t do no wrong” selvskabet A24: If I Had Legs I’d Kick You. Rose Byrne leverer en vanvittig præstation som en mor, der langsomt mister forstanden i en hverdag, hvor ingen gider hjælpe hende. Det er absurd, det er sort humor på højeste niveau, og det er proppet med symbolik, man kan spekulere over i timevis bagefter. Hver scene har en lille detalje, en metafor, et strejf af genialitet, og filmen er den perfekte blanding af underholdende og tankevækkende.
Det var dag 4. Berlinalen bliver ved med at overraske, skuffe, glæde og forvirre os – præcis som den skal. Vi ses i morgen til mere filmnørderi!
