Skriv en kommentar
Filmen Hvis jeg dør i dag starter i år 2013, hvor Jannik er flyttet sammen med Nadim, en kat og et klaver – og vi ser hvordan de indretter sig ved Slagelse - ikke langt fra moderen, som hele tiden står parat til hjælp. Jannik er efter nogen tid i gang med at afsone en femårig lang fængselsstraf for et mordforsøg. Vi er med Jannik overalt og hører om hans tanker – og hans store glæde ved at synge rapsange – hvor han har smil på læben, og er i ro. Men der går ikke længe før vi hører om hans indre dæmoner – som forsvinder, når han synger, og han er en mester i at tekste. Jeg hører en sang med en nogenlunde nedskrevet tekst:
Hvorfor siger du altid onde ting?
Hvorfor er det dine ord, der kører i ring
inde i mit hoved, hvor jeg ikke kan få dem ud.
De sidder fast og giver mig stress
og gør mig pisse forskruet
Hvorfor er det ikke, de vil gøre mig glad
m.m.
Filminstruktøren får lov til at følge med ham ind i det hemmeligste sted i skoven, som ingen familiemedlemmer får adgang til – hvor han lytter til træet og skoven, hvor han holder sig oppe. Men hurtigt tilbage igen og flyttet hjem til moderen i et kort øjeblik, da det ikke gik med Nadine selv om vi så dem sole sig på terrassen. Han suger stadig fra sin bon – og kommer også på et tidspunkt med i en teatergruppe, hvor han skal ligge i terapi i endnu et mørke – for at få dæmonerne ud, men teatret har den modsatte virkning, og Jannik indlagt for endnu en psykose.
Han rejser også rundt på skoler og fortæller om sine oplevelser – og eleverne er et stort spørgsmål ved at høre den tidligere indsatte være så ærlig i sin fortælling – så enhver lærer må være misundelig på ham – og senere har han kontakt med skolevæsenet i Herlev Kommune, hvor de ansatte gerne vil hyre ham som aktivitetsperson – på skolen JA, men Kommunen NEJ – og som han siger: De, der siger Nej, har aldrig set mig – kun se, der ikke er ren straffeattest. Men måske ville jeg heller ikke lade mine børn undervise af én med et mordforsøg. Filmens forløb viser også med al tydelighed, at Camille Arlien er en af de personer, Jannik her i tilværelsen har tillid til. At selv med et kamera lyser han op i hendes personlighed, hvor statsansatte ser ham med mistillid.
På et tidspunkt møder vi i filmen Louise Adrian, leder af Kriminalforsorgens Fangekor – som fortæller om sit første møde med Jannik, som gerne vil med i Fangekoret – og Louise Adrian fortæller glædestrålende, at hun i de 20 år, hun har været leder af koret – aldrig har mødt en fange med et sådant talent for at rappe og skrive tekster. Da jeg har kendt Louise Adrian gennem flere år – kan jeg sagtens på optagelserne se, der er gået nogle år, til vi møder den kortklippede korleder sidst i filmen. Der står også i rulleteksterne, at Louise Adrian døde 16. august 2024.
Men jeg synes, jeg kan se, at Jannik bliver mere og mere ekstrem og gør et desperat forsøg at komme dæmonerne til livs – og meget rammende til slut i filmen, hvor han ringer til Slagelse Kommunes borgerservice for at få NemID for første gang – ja, du kan få tid i Skælskør Kommune i eftermiddag – og medbring billedlegitimation? ”Det har jeg ikke, kun et sygesikringsbevis” – Men så skal du medbringe din dåbsattest!! – Så smækker han røret på, og kaster telefonen ned i bordet. Som han siger - Jeg prøvede at være høflig og venlig. Måske kunne filmen godt have været tekstet på hans sange – selv om hans gnist er livgivende og Camilla Arlien undlader at fraklippe enkelte utydelige optagelser – for at han forbliver menneskelig.
Filmen vises 4-5 gange under CPH:DOX og bl.a. i Empire fredag den 21. marts kl. 18.45 – hvor Fangekoret medvirker. Måske årets bedste dokumentarfilm.
