Skriv en kommentar
Endnu engang kan vi se, at der er langt fra Hollywood til det barske og medrivende islandske landskab med en næsten dansk Onkel, som lever på en bakkeskråning med sine heste ved vandet og ikke vil rette sig efter eksproprieringen – og vi først ser lidt klicheagtigt, at slipseadvokaten ikke kan starte sin bil i vandet – hvorefter den stille bonde prøver én gang – og den kører. Han kommer med sagens akter og læser højt, at han er tvunget til at sælge sin jord til staten, da jorden skal bruges til et dæmningsprojekt – han mangler bare en underskrift!! Den får han.
Vi ser den rolige bonde Gunnar (spillet uden smil og stoisk af Thröstur Leó Gunnarsson f. 1961) med overalls og fuldskæg, som med en kæmpe kompensation drager sydpå og flytter ind i en forstad til Reykjavik, og overtager en møbelleret lejlighed uden et eneste krav eller synlige ønsker for hans nye tilværelse, og hvor han selvfølgelig ikke låser hoveddøren, når han går på indkøb. Her møder han en avisdreng, som spørger om han vil have en avis, hvortil han siger: Nej, tak – jeg har ingen penge og det har han – men drengen siger også, at avisen er gratis – da han kommer tilbage er avisen sat i brevsprækken, som han så sømmer fast med et bræt og derefter en lille flot hentydning fra filminstruktøren – ved at drengen så sætter avisen i dørhåndtaget.
Der opstår et venskab mellem Gunnar og den 10-årige avisdreng Ari, rødhåret og med mange fregner (spillet drømmeagtigt af Hermann Samúelsson) – de er begge alene, da Aris forældre er skilt, og slet ikke har tid og omsorg for deres barn – kun til sidst, hvor Gunnar anklages for berøring, da han skifter tøj på ham – stået uden for i regnvejr og blevet våd. ”Hvis man slår en løbebille ihjel, begynder det at regne” – og jeg skal ikke forklare hvad der sker.
Men filmens største indsigt er at vise venskabet mellem Gunnar og Ari – og endnu et smukt epos er Ari, som siger han har glemt sine nøgler og ikke kan komme ind i hjemmet, og vi derefter ser, de ryger ud af hans lommer. Men de har begge glæde af at spille skak – og Gunnar vinder i starten – og Gunnar har som eneste familiemedlem en fætter i Canada – og så spørger Ari om han ikke vil læse, hvad han skriver til sin fætter – og først dér får vi at vide om hans helt nye liv i storbyen er vokset opad, og eneste lyspunkt er avisdrengen, som han spiller skak med i stuen med de næsten bare vægge holdt i brunt/lyserødt – for at vise tomheden i ensomheden – de to i fokus.
En flot antydning af nærhed. Som vi også ser, da de sætter sig tæt i en fotoautomat og kommer ud med fire billeder, som de begge griner af i bussen. Nærhed.
På et tidspunkt hører vi om fætteren, der udvandrede til Canada for at få et bedre liv – og samtidig møder vi afghanere i Reykjavik, som ønsker et bedre liv – og da går Gunnar ned i banken for at hæve 50 millioner og udbetalt i kontanter – det skaber problemer, også da han afleverer dem uden bemærkning på det islandske indsamlingskontor – og de må efterlyse ham i tv – for at få en kvittering på det store beløb – ”at det ER en gave.”
Der er i dette århundrede vist stor filmkunst fra den storslåede islandske naturs filminstruktører, hvor det fjerntliggende bliver nærværende, og hvor det ensomme bliver livsbekræftende – som her i Rúnar Rúnarssons tekst og i den billedskabende slovakiske Dusan Husárs stillekameras bevægelse giver os mulighed for at se ind i de to personers tanker. Og hvad vi så ikke ser?
