Fem dage er gået, og mit Berlinale-eventyr er ved at være slut. Der er stadig to dage tilbage, før de store priser bliver uddelt på lørdag, men for mit vedkommende er dette farvel til en festival, der i år har budt på alt fra vilde eksperimenter til rendyrket Hollywood-glamour.
Men lad os ikke dvæle ved afskeden endnu. Jeg har stadig nogle film at snakke om!
Den kinesiske "Girls On Wire" var desværre en af de film, der mest føltes som en opgave at komme igennem. Den handler om to kusiner, der er endt vidt forskellige steder i livet, men filmen drukner i ekstremt melodramatiske scener og over-the-top skuespil. Overacting på et niveau, hvor man næsten forventer en reklamepause midt i en grædescene. Historien er klichéfyldt, og tempoet er så dvælende, at man nærmest kunne mærke sine popcorn blive for gamle, mens man så den. En film, der ville have haft godt af at skrue ned for tårerne og op for nuancerne.
Og så til noget helt andet: Tyske "What Marielle Knows" var et af de store højdepunkter! En teenagepige får en lussing af en klassekammerat, og pludselig kan hun se og høre ALT, hvad hendes forældre gør. Resultatet er en både sjov og rørende film, der stiller skarpt på de små hverdagsløgne, vi fortæller hinanden – især dem, forældre fortæller deres børn. Filmen er skarp, kreativ og med en fantastisk hovedrolle, der både leverer komiske øjeblikke og store følelser uden at kamme over.
Denne her havde jeg glædet mig til, og den skuffede ikke! "The Ugly Stepsister" vender Askepot-fortællingen på hovedet og sætter stedsøsteren i centrum. Det er feministisk opråb med et twist af blod, humor og ulækre detaljer, der gør, at man aldrig ved, hvad der venter i næste scene. Tænk klassisk eventyr møder grotesk satire – og det fungerer! Sjovt, grumt og klogt på samme tid.
Benedict Cumberbatch leverer en af sine stærkeste præstationer i lang tid i "The Thing With Feathers". Han spiller en far, der kæmper for at holde sammen på sig selv og sine to sønner, efter hans kone er død. Filmen er en smuk, dyb og til tider mareridtsagtig skildring af sorg, hvor en gigantisk monster-kragemand konstant hjemsøger ham. Symbolikken er gennemført, og visse scener rammer som et skud i maven. En af de film, der bliver hængende i hovedet længe efter rulleteksterne.
Som afslutning kastede jeg mig over "Mother’s Baby", en psykologisk thriller om en mor, der efter en fertilitetsbehandling begynder at tvivle på, om den baby, hun har fået med hjem, virkelig er hendes. Det er en film, der spiller på de dybeste frygtfølelser hos enhver forælder og skaber en konstant urovækkende stemning. Sorg, traumer og en kvindes skrøbelige forhold til sit barn er i fokus – og det bliver næsten for intenst til tider. Men på den bedst tænkelige måde.
Så det var det – fem dage med film, snak, kaffe på farten og skiftevis begejstring og skuffelse i biografsædet. Berlinale har endnu en gang vist, hvor bredt filmmediet spænder, og hvor mange sindssygt dygtige filmskabere der er derude. Jeg er spændt på at se, hvilke film der ender med at tage priserne, men uanset hvad har dette års festival budt på nok oplevelser til at holde filmhjertet varmt længe endnu. Vi ses næste år, Berlin!
