Skriv en kommentar
Hvis man ikke er klar over disse begivenheder, er denne film faktisk en god historielektion. Selvom Steven Spielberg også lavede filmen ”München”, hvor dramaet og begivenheden virkede tættere, så er dette live-tv-cover også et interessant perspektiv. Der skal meget til, før en tv-begivenhed for så stor opmærksomhed, men OL i sommeren 1972 satte alt under perspektiv – dog ikke grundet de imponerende sportspræstationer.
Det er sommeren 1972 i München og folk er samlet til det prestigefyldte OL. Den amerikanske sportskanal ABC dækker OL 24 timer i døgnet og arbejder på højtryg. Midt om natten får natteholdet noget af et chok, da der er meldinger om skydning i OL-byen. Dette sætter alle de ansatte på overarbejde, da det viser sig at være tale om et terrorangreb, hvor israelske atleter er taget som gidsler. Dette bliver en kæmpe kamp om at få rettighederne til denne store begivenhed, hvorpå der også stilles spørgsmål ved den etiske dækning af denne tragedie.
Det er et lidt alternativt indblik, vi her får af denne historiske begivenhed. Den handler nemlig ikke om selve terrorangrebet, men mere om den aktive og til tider grusomme dækning af live-tv, hvor alt foregår hurtigt og skal være en del af scoopet. Alt for at få anerkendelse og flere seere-tal. Selv, dem i kontrolrummet sidder med en klump i halsen, og bliver konfronteret med deres journalistiske etik, da situationen hurtigt udvikler sig dramatisk.
Skuespillet er særdeles fremragende igennem hele filmen, og de får også god hjælp af et godt og velskrevet manuskript, der tydeligt er skrevet til at matche rytmen og intensiteten af hverdagens journalistister. Dette er muligvis fordelen ved at fortælle begivenheden i et drama end en dokumentar. Selvom man er klar over udfaldet, så formår filmen fortsat at få sit publikum til at sidde på kanten af sædet. Hvis man slet ikke kender til begivenheden, så er det hele en kæmpe overraskelse!
Filmen er kun halvanden time, men der sker meget, og tiden føler sig udnyttet til sidste øjeblik. Det bliver oplyst til sidst i filmen, at dette var det første terrorangreb, der blev live-dækket, og blev set af over 900 millioner verden rundt. Bare det tal alene, sætter nogle tanker i gang omkring dækningen af en tragedie.
”September 5” leverer høj intensitet, skarp dialog og nuanceret skuespil til at skabe historien fra live-tv’et DNA. Hovedfokus er ikke på selve terrorangrebet, men forbliver i tv-rummet, hvor karaktererne også bliver konfronteret med deres eget hykleri og morale kompas. Man kan muligvis undrer sig over, hvorfor denne vinkel er taget af en tragisk begivenhed, men det fungerer ganske godt og forbliver en fin, skarp, lille film.
