Familien oplyser at Baard Owe døde i lørdags i en alder af 81 år. Mangeårig gudsbenådet skuespiller fra Norge, men mere eller mindre betragtet som dansk, efter som han under sin uddannelse på Statens Teaterskole i Oslo tog turen til Aalborg i 1958 og dimitterede fra det nordjyske teater.
Baard Owe huskes i særdeleshed som det faglige orakel professor og overlæge Bondo fra "Riget", hvor han spillede sammen med navne som Holger Juul Hansen, Kirsten Rolffes, Ghita Nørby, Peter Mygind, Otto Brandenburg og Søren Pilmark. Mange husker ham også som altmuligmanden John fra serien "Hotellet".
Er du i besiddelse af den højt beskattede gamle danske Morten Korch-film som "Krybskytterne På Næsbygaard" og "Brødrene På Uglegaarden", så kan du også finde Baard Owe i mindre roller, ligesom han også kan ses i et enkelt afsnit af "Huset På Christianshavn".
Baard Owe medvirkede desuden i titler som Anders Refns "Strømer" og "Sort Høst", mens han også kan spottes i tv-serier som "En By I Provinsen", "Rejseholdet", "Landsbyen", "Langt Fra Las Vegas" og "Charlot og Charlotte". Er du til gys og spænding, så snyd ikke dig selv for Villmark 2 (anmeldt her på cinemaonline) og ungdomskrimien Dykkerne. I disse spiller Baard Owe to centrale roller.
Inden Baard Owe døde nåede han at indspille en række biograffilm. Senest biografaktuelle "Qeda" og til næste år kan du se ham i "C4", som handler om Christian d. 4's sidste tid.
Baard Owe er bl.a. far til skuespiller David Owe.
Æret Være Baard Owes Minde