Skriv en kommentar
I et askegråt og anarkistisk Østeuropa anno en nær fremtid finder vi Toorop. En desillusioneret og benhård lejesoldat. Hans attitude siger fuck-verden-jeg-klarer-mig-selv. På bunden er han naturligvis et hæderligt og godt menneske, og han smiler sødt til kvinder og børn, når han som en velpansret menneskelig tank pløjer gennem mudder og regn. Han får til opgave at fragte pigen Aurora og hendes værge til New York. Aurora er en skiftesvis skrøbelig og overmenneskelig genteknologisk jomfru Maria. Hun skal afleveres til en verdensomspændende religiøs franchise, der skal bruge hende i et mirakuløst pr-stunt. Efter mødet med den hellige jomfru får Toorop styr på prioriteterne. Hjertet smelter, samvittigheden nager, og han kan ikke aflevere hende til de kapitalistiske fundamentalister.
Det er genrens funktion at italesætte sin samtid i en dystopisk fremtidsfabel. Når science fiction er bedst, er det en profetisk advarselslampe. Orwells ”1984” er mønstereksemplet. Den seneste film der lykkedes i genren var ”Children of men” fra 2006. ”Babylon A.D.” forsøger både tematisk og narrativt at gøre denne film kunststykket efter. Når det mislykkedes for Kassovitz, er det først og fremmest pga. et dårligt manuskript. Filmens kritik bliver simpelthen leveret så kluntet og overskriftsagtig, at det sine steder bliver ufrivilligt morsomt.” God danm globalwarming. It's bad for business,” udbryder den knaldhårde menneskesmugler irriteret – så kan vi lære det!
Men Kassovitz vil også lave virtuos actionfilm. Han formår bare ikke at integrere dystopiens dystre stemning med de akrobatiske actionsekvenser. Når Toorop befinder sig i en mærkelig natklub med et glasbur til slåskamp og en masse stilladser til at hoppe rundt på, bærer iscenesættelsen præg af at være et påskud for action. Vin Diesel skal kunne boltre sig i ultimate fighting, og trioens forfølgere kan fremvise ferm parkour. Hvorfor skal trioen krydse Alaska på snescooter? Så Toorop kan flyve ud over klipperne i baglæns saltomortale. Filmens univers fremstår konstrueret og usammenhængene.
Det gør det heller ikke bedre, at man har castet Vin Diesel i rollen som dystopiens antihelt. Han har alt for meget at leve op til. Tænk på Harrison Ford i ”Bladerunner”, Clive Owen i ”Children of men”. Tænk på Humphrey Bogart! Diesel er med sin gumpetunge alvor skudt helt over målet. Han spiller ikke, han læser bare replikkerne op på en bestemt måde. Og hvad laver Charlotte Rampling og Gérard Depardieu (med en latterlig protese af en næse) i øvrigt i den her film?
I 1995 bragede Mathieu Kassovitz igennem med ”La haine”. Trikoloren og friheden, ligheden og broderskabet blev vendt på hovedet i portrættet af den parisiske betons frustrerede ungdom. Hvide, brune og sorte unge mænd forbundet i underklassens og de udstødtes fællesskab. Den film er knivskab og tragisk. Man må desværre konstatere, at Kassovitz’s debut stadig står som hans absolut bedste værk. Ja, det er tilnærmelsesvis blevet værre og værre, for hver film han har lavet.
Efter den middelmådige og kryptiske thriller ”De blodrøde floder” tog han det naturlige skridt over Atlanten. Resultatet blev den forvrøvlede spøgelseshistorie ”Gothika”. Den så godt ud, men snublede i et usammenhængende plot og filosofisk lommeuld. ”Babylon A.D.” markerer således (indtil videre i hvert fald) lavpunktet i Kassovitz’s produktion.
Han har selv udtalt, at han er dybt utilfreds med ”Babylon A.D.”, og at ingen af hans oprindelige visioner har fået plads. De amerikanske producenter og deres advokater skulle simpelthen blande sig i alt helt ned til det færdige gennemklip, som de tvang ned på 90 min. Måske havde ”Babylon A.D.” været en bedre film, hvis Kassovitz havde fået sin vilje. Jeg tror det desværre ikke.
