Drew Goddard har tidligere instrueret den nymoderne gyserfilm ”Cabin in the Woods”, som gav et meget sjovt og nøjagtigt indblik på, hvordan man laver en gyserfilm. I hans nyeste film ”Bad Times at the El Royale” vender Goddard os tilbage til spændingsgenren, og kigger på de individuelle elementer, som får en thriller til at fungere. Det er råt, det er sjovt, men også humoristisk.
Alle veje fører til El Royale
Vi befinder os i 1960’ernes USA. Syv fremmede mennesker mødes på hotellet El Royale på grænsen mellem Californien og Nevada. Hver har deres egne hemmeligheder med i bagagen, og netop på denne nat bliver de alle sammen tvunget til at røbe deres dybeste hemmeligheder og bede om tilgivelse. Før alt går galt!
Et fantastisk ensemble
Ingen af skuespillerne er dominerende, hvilket er rigtig godt. De giver plads til hinanden, også selvom de fleste af dem er store stjerner. Chris Hemsworth viser endnu engang at han er andet end blot en pæn mand, i sin rolle som den fanatisk kultleder Billy Lee. Selvom han færdes skjorteløs igennem det meste af filmen, viser han stadig sin charme, talent og brutalitet. Jeff Bridges er solid og god som altid, men også broadway-stjernen Cynthias Erivo gør det sublimt, og hendes sangstemme sidder stadig fast i dig efter man forlader salen.
En ny, men ikke original mysterium-thriller
Man finder hurtigt ud af, at dette billigere hotel måske ikke har helt rent mel i posen. Der bliver gjort chokerende opdagelser, hvorpå vores karakterer bliver konfronteret mere og mere. Genren ligner bestemt en, vi har set før, og filmen drager inspiration for de hårdkogte thrillers som Pulp Fiction og No Country for Old Men. Derfor er plottet heller ikke det mest originale indenfor genren, og replikkerne bliver lidt forudsigelig. Spilletiden er meget lang, og de 2 timer og 20 min kunne godt være kogt ned. Men derfor er ”Bad Times at the El Royale” stadig ganske underholdende.
”Bad Times at the El Royale” er en god og velspillet popcornsfilm med en masse action og humor. Filmen skildrer tragedie og humor meget godt, og derfor bliver man heller ikke skuffet.