Skriv en kommentar
KØB BOGEN HER
Morten Henriksen er ikke ueffen bag et kamera. Han har stået bag nogle ganske hæderlige film som blandt andet Sorg-Agre, Magnetisørens femte vinter og Med ret til at dræbe. Førstnævnte er en filmatisering af Karen Blixens ord, og det er hende der er et af omdrejningspunkterne i nærværende bog. Morten Henriksens far er ingen ringere end litteraturprofessor Aage Henriksen, der i årevis har begavet litteraturverdenen med sine egne udgivelser over de store danske forfattere og begavet studerende med sine læsninger af litteraturen.
Bogen er formet som en samtalebog, eller et filmmanuskript og filmen til bogen findes da også.
Der er tre hovedpersoner i bogen: Faderen, sønnen og Karen Blixen. Faderen og Blixen har et underligt, mystisk og på mange måder intimt forhold, hvor hun betroer ham nogle af sine hemmeligheder. Disse hemmeligheder går så videre til sønnen. ”Du må ikke sige det til nogen.” Med ord som disse forsegles den hemmelige cirkel af de tre, og får især sønnen Martin til at følke sig som noget specielt. Han er den faderen betror sig til, han er noget helt særligt. Far og søn har i forvejen et tæt forhold, mens drengen vokser op i Lund, hvor Aage er lektor på universitetet.
Blixen er allerede en ældre kvinde sidst i tresserne, da den unge Aage møder hende. Han har skrevet en bog om hendes noveller, og da han kaldes til te på Rungstedlund formes der efterhånden et forhold mellem de to.
Martin er på det tidspunkt kun en ti-elleve år, men alligevel bliver han faderens fortrolige. Faderen fortæller den lille dreng om sit forhold til den ældre forfatterinde, og det forklares med at han i sit barnlige sind ikke ville være fordømmende.
Er der så noget at fordømme?
Måske er nok det mest præcise svar.
Blixen indvier Aage i sine forestillinger om mytiske kræfter, og blandt andet at hun er djævelens veninde. Aage føler sig som hendes fortrolige, men det viser sig dog at det er en fortælling hun deler med mange af sine mandlige bekendtskaber.
Scenen er altså sat for et trekantsdrama mellem far, søn og Blixen. Dramaet foregår dog i alt det usagte, og det er til tider vanvittigt interessant.
Sprogligt er bogen aldeles velskrevet, men for store dele aldeles uvedkommende. For der er ikke meget kød på fortællingen alligevel, og det virker i det store hele som et dybt personligt projekt, der dog ikke belyser Karen Blixen på en helt anderledes måde, og det var sådan set det, der havde været det mest interessante.
Dog bevarer Bag Blixens Maske alligevel et flot niveau og er bestemt læsværdig. Mest af alt dog for samtaledynamikken mellem far og søn, der i perioder er uovertruffen.
Bogen er på 161 sider.
Gyldendal.
