Skriv en kommentar
Begrebet kultfilm er en sær størrelse. Kultfilmen grundlægges med de amerikanske midnatsforestillinger i 70-erne. Her kunne man se obskure film som John Waters kropsligt ulækre, grænseoverskridende film med transvestitten Divine i hovedrollen (Pink Flamingo fra -72 er toppen), eller nyde Edward D. Woods på stort set alle måder mislykkede Plan 9 from Outer Space (-59). Og mange, mange flere skæve film der ikke fandt plads i den kommercielle distribution. Og selvfølgelig kultfilmen over alle, Rocky Horror Picture Show (Sharmann, -75) der hurtigt fik det gode publikum til at udvikle ritualer, som man den dag i dag med stor glæde kan gentage hjemme i stuen sammen med vennerne, kulten. I 80-erne bliver kultfilmen kommerciel, og for nogen dør kultfilmen så (dem om det). Det ændrer dog ikke ved, at den film der dyrker outsideren så tilpas skævt, at filmen går hen og bliver klassiker for visse, kan kaldes kultfilm, for det er det så - et trefoldigt hurra for kulten der kan elske og se udover hollywoodnavlen. Sådan er det med den tysk/amerikanske Bagdad Café fra –87 af den tyske (trods navnet) instruktør Percy Adlon – og så havde han endda den frækhed at følge successen op med endnu en (denne gang oversete) kvalitetsfilm Rosalie goes Shopping (-89) med samme hovedrolleindehaver, den omfangsrige tyske cabaretskuespiller Marianne Sägebrecht.
Om det er det feministiske perspektiv der gjorde Bagdad Café til kult, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder er perspektivet dog til at føle på. Den tyske marchmussiserende husbond efterlader sin hausfrau Jasmin (Marianne Sägebrecht) i en amerikansk ørken og kører sit tysk/amerikanske dollargrin videre ud i det amerikanske ingenmandsland. Til gengæld indtager Jasmin alene på fineste, mest følsomme og agerende vis – og med hittet Calling You af Bob Telson - den isolerede Bagdad ørken Café. Caféen bestyres af Brenda (CCH Pounder) der til stadighed opgiver sin ugidelige (undertrykte) mand, der næsten har opgivet caféen. Jasmin rydder op i Brendas rappenskralde-på-mands-præmissers-liv og udvikler samtidig, ikke mindst i mødet med den gamle indianercowboy Rudy Cox (Jack Palance), et kvindeliv fuldt af magi – ja, hun tryller på alle måder både med et billigt tryllesæt og med sin væren. Og sådan bliver kvindernes café et hit der tiltrækker truckere fra nær og især fjern. Vi i kulten ved selvfølgelig hvorfor: Fordi Jasmin endelig står af uden at gide videre snak; fordi den unge, sorte fyr spiller (tysk) Bach i ørkenen, endda på luftklaver; fordi Jasmin forvandler lederhosen til leg; ja, fordi Jasmin viser ømhed overfor barn og kvinde og mand, og ikke tøver med at rydde op; for ikke at glemme, at Brendas mand på passende afstand må iagttage ørken-blomstringen i kikkert – ”Oh, Brenda!” er og var et bonmot for kulten. Hvorlænge skal mænd se i kikkert på kvinder, lets go!
Bagdad Café er en lille perle, som man ikke må snyde sig selv for. Den hører ikke alene til i en feministisk, filmisk kanon, men fortæller uden videre overbevisende om menneske-blomster i ørkenen.
For øvrigt fortæller DVD-ens cover, at Bagdad Café findes i virkeligheden ”midt i den californiske Mojave-ørken på en strækning ad den gamle Route –66, der inden det amerikanske motorvejssystem blev bygget, forbandt Los Angeles med Chicago. Skulle man komme komme på de kanter, skal man kigge efter stednavnet Newberry Springs, der ligger lidt øst for byen Barstow i det centrale Sydcalifornien.” Om det er rigtigt, ved jeg ikke – men det er fanme cool og kult! Så få fingeren ud mænd og kvinder, køb filmen eller bedre, tag ad Route 66!
DVD-ens indpakning og den digitale overførsel er flot. Men i dag bør lyden være i surround 5.1, ikke blot i stereo. Ekstramateriale er der ikke meget af – biografi og trailere er OK, men er næppe en tilfredsstillende udnyttelse af DVD-mediet i forhold til mulighederne og hvad der ellers tilbydes på markedet. Men først og fremmest bør man selvfølgelig være glad for, at filmen fik en dansk udgivelse.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
