Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der var nok ikke mange, der regnede med at ægteparret Svend og Lene Grønlykkes ”Balladen om Carl-Henning” i mange år skulle stå som en mesterværk indenfor dansk films realismebølge, der så småt var sat i gang i slutningen af 1960’erne ovenpå årtier med folkekomedier. Filmen har da også været nødsaget til at kalde sig for en ”dramatisk dansk folkekomedie” i mangel af bedre måder at sælge sig selv på, men nogen ”folkekomedie” er det nu ikke. En ballade er måske et godt udtryk.
Ægteparret nåede heller ikke rigtig at følge ordentlig op på filmen og det blev kun til den mindre vellykkede film ”Thorvald og Linda” i 1982 inden de lagde filmen på hylden.
Filmen foregår i slut-tressernes Ballum, en by i den sydvestjyske marsk, hvor det moderne Danmark også er noget til, selv om kvæget drives rundt i gaderne. Carl-Henning er det ”moderne” menneske, der af skæbnens nåde er blevet fejlplaceret i denne indskrænkede verden. Han arbejder på det lokale mejeri og ligner, hvad han er, i sin arbejdsdragt; en klovn. Derhjemme er der ikke meget støtte at hente hos faderen, der har set at knægten nok ikke kan udrette det til noget særligt. Vennen Poul, der arbejde med den interessante mekanik på det lokale værksted er langt mere frigjort. Han har en forlovet og skal inden længe endda drage til Ålborg for at få noget ud af livet. Carl-Henning bliver efterladt alene på kanten af verden og drikke sig til tonerne af ”Lille sommerfugl” til det lokale bal godt fuld. Har han ikke truffet nogle fornuftige valg indtil videre i filmen, så sker i hvert fald ikke nu. Han stjæler penge fra ostekassen på mejeriet, slår mejeristen i gulvet og må flugte i bedste road-movie stil til Ålborg, hvor hans deroute og manglende sans for at træffe de rigtige valg ender fatalt.
Er filmen ikke præget af handling og intriger, så har den præget af en nærmest lyriks undertone i sit formsprog, der er præget af realismens dogmer om kameraet bevægelighed og improvisationenes kunst. De første fem minutter indledes med en lang indstilling af en mølle, der vejrer lifligt i vestenvinden, mens tonerne af en lokal folkevise lyder smukt henover billederne. Den peger på den fatale handling i filmen, idet ”Dåren skal danse dødedans”. Efterfølgende fortæller en lokal, som var det en dokumentarfilm om egnen, en tragisk skrøne. Denne skrøne afbrydes af motorstøj og ”balladen” kan begynde. Det er intet mindre end genialt. Med enkelte midler har man fået fortalt om Ballums vej fra landbrugssamfund til moderne forbrugersamfund med moderne mennesker, der pr. definition skal realisere sig selv.
Oven i hatten får vi en purung Jesper Klein, der er skræddersyet til rollen som den dorske Carl-Henning. Man fornærmer nok ikke den gode Klein ved at sige, at han ikke har førsteelskerens udseende med sig. Til gengæld har han en god fornemmelse for sin ranglede fysisk og sin nærmest DAMP-agtige fremtræden på lærredet. Der er ingen som Jesper Klein, der bare kan se dum ud. Det er klasse og blev også belønnet med en Bodil i sin tid.
Hvorfor er ”Balladen om Carl-Henning” så vigtig en film? For det første er den ret original i sin måde at fortælle en lille tragedie på. For det andet den et studie i smukke billeder fra både Jesper Høm og Henning Camres side. Måden hvorpå marskens barskhed sætter spor til forståelsen af Carl-Henning er helt unik. Man læser Carl-Henning igennem naturen. For det tredje har dansk realisme som et mantra stort set kun omhandlet Storkøbenhavn (bortset fra Malmros’ Århus og enkelte andre film). Selvom der med regionale filmfonde er ved at blive lukket op for posen, så kan man godt se lidt surt på den skævvridning, der er i valg af lokationer. Hvis provinsen er med i dansk realisme er det fordi provinsen har en funktion – og ikke fordi, at der findes en god historie i provinsen. ”Balladen om Carl-Henning” må nærmest komme til at fremstå eksotisk for en københavner, der aldrig har været på den jyske marsk. Og som sådan er den også eksotisk i dansk filmhistorie. Den minder om Ken Loach, der også debuterede i 1969 med ”Kes”. Den låner fra særligt Truffaut i den franske nybølge og så er den bare hamrende original på sin egen lille skæve og kejtede facon. En milepæl af dimensioner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film
