Skriv en kommentar
KØB BOGEN HER
Erik Balling forsøgte gennem hele sin karriere at kæmpe imod, at
folkelig blev brugt som et skældsord. Det var netop den label, der blev sat på hans film, og filmanmelderne havde oftest ikke pæne ord til overs for filmmagerens værker. Særligt i 1960´erne da nybølgen holdt sit indtog i Frankrig og mange andre lande, blev dansk film haglet ned for sine mange folkekomedier. Erik Balling forsvarede de danske folkekomedier adskillelige gange i medierne: ”Vi er jo ikke letbevægelige italienere, og vi ejer ikke svensk gefühl (..) Til gengæld har vi lune. Det er sagt så tit, at man efterhånden tror, at bare en dansker griner, så er det lune. Det passe ikke – grine kan man alle vegne, men den danske lune er en specialitet. Det findes ikke i Sverige. Overhovedet ikke.”
Det indledende citat beskriver, at Balling holdt af de folkelige film, hvor han kunne skildre temaer som faderopgør, generationskløft, klasseskel, social stræben, kærlighed og kønskamp. Samtidig fremgår det tydeligt, at Balling i løbet af sin karriere ønskede at prøve noget andet. Han forsøgte sig et par gange med en anden type film, men hver gang blev de modtaget skidt af publikum. Christian Monggaard, forfatteren bag ”Balling hans liv og film”, sammenligner på dette punkt Balling med Dirch Passe, som var fastlåst i de komiske roller, på trods af, at han ønskede at spille mere seriøse roller.
Christian Monggaard trækker her på sin store viden om film og analytiske evner, hvilket er bogens helt store styrke. Den fungerer allerbedst når Christian Monggaard med sin utømmelige filmviden sætter Ballings værker ind i et større perspektiv, og når han argumenterer for filmenes kvaliteter. Det sker løbende gennem bogen, men den kunne sagtens have tålt meget mere af denne slags. Særligt bogens sidste kapitel er fyldt med analyser og perspektiveringer, hvorfor det også er bogens allerbedste.
”Balling hans liv og film” er dog også ekstremt detaljeret og med sine over 400 sider kan den til tider blive langtrukken. Nogle steder går den i tomgang og bliver for refererende med meget lange handlingsbeskrivelser. Det er særligt de lange beskrivelser af Ballings helt tidlige film, som er svære at forholde sig til.
Erik Balling har om nogen sat sit aftryk på Nordisk Film, hvor han var ansat i knap 40 år. Han startede som assistent i 1946 og blev senere kunstnerisk direktør. Han skabte 39 værker i sin karriere og var ekstremt produktiv - i perioden 1960-1969 lavede Balling ikke mindre end 17 spillefilm. Han står bag værker som ’Olsen Banden’, ’Huset på Christianshavn’, ’Midt om natten’ og ikke mindst ’Matador’. Han gik ekstremt meget op i sit job og på settet skulle tingene gøres på hans måde. Balling har eksempelvis udtalt ”En filmoptagelse er ikke en diskussionsklub”, og filmfotografen Peter Klitgaard beskriver Ballings måde at instruere på som følgene: ”Han var en dirigent med et stort symfoniorkester, og han holdt øje med alle led. Og folk fik påtaler i det øjeblik, at der ikke blev gjort, som han forventede”. Samtidig bliver Balling beskrevet som en meget varm person, og bogen byder på sjove anekdoter om hans lange karriere. ”Balling hans liv og film” er en meget ærlig skildring, hvor de folk, som omgav sig med ham ikke blot har rosende ord at sige om ham. Det gør skildringen nuanceret og troværdig. Til gengæld får man ikke meget at vide om Balling familieliv. Bogen holder sig stort set kun til Ballings arbejdsliv, da han var et yderst privat menneske.
”Balling hans liv og film” er ikke blot et portræt af Ballings lange karriere, men ligeledes en skildring af dansk films historie og Nordisk Film i perioden efter 2. Verdenskrig og helt frem til i dag. Christian Monggaard formår at skabe et langt mere nuanceret billede af Balling end blot manden bag ’Olsen Banden’ og ’Matador’. ”Balling hans liv og film” er en utrolig spændende biografi og kan varmt anbefales til alle, der er interesseret i dansk filmhistorie.
Bogen er venligst stillet til rådighed af Informations Forlag
