Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
... således kommenterer familiens udskældte patriark, Egbert Souse, det pudsige navn på datterens nye kæreste. Manden har jo som sådan ret i sin direkte ærlige udmelding. Men denne form for kontant oprigtighed falder sjældent i god jord hos de mere stringente, traditionelle omgivelser, der alle har tillært sig de sociale konventioner om anstændig sømmelighed og kordial kurtoisi. Edgar Souse er bare ikke, som flest folk er. Kronisk drukkenbolt, forsømmende familiefar, utilfredsstillende ægtemand, dvask dovenlars, notorisk bedrager, patologisk løgnhals … en bedårende profil ik´?
Måske ikke, når man læser alle disse ucharmerende karakteregenskaber på et dødt stykke papir, men levendegjort på tv-skærmen, fremstår den korpulente Egbert med hang til alkoholholdige varer og hvide løgne, som alt andet end en frastødende fidusmager. Nok snarere som en voksen udgave af en sjov og charmerende Bølle Bob.
Det var den legendariske, amerikanske skuespiller, W. C. Fields, der skrev og spillede hovedrollen i Bankrøvernes Skræk. Også udenfor filmstrimlens verdensrum var denne kontroversielle filmmand primært berygtet for sin lidenskabelige forkærlighed for alkohol, med devisen – ”I never drink anything stronger than gin before breakfast.” – som sit inkarnerede motto. Som manusmand yndede han at gemme sig bag diverse humoristiske pseudonymer. Ingen undtagelse i denne film, hvor manusforfatteren alias W. C. Fields altså bærer navnet Mahatma Kane Jeeves. Denne burleske, sorte ironi var noget, der kendetegnede W. C. Fields karakter både on- og offscreen. Hans mange pjattende, men aldrig vanærende eller hoverende oneliners, som bl.a. ”Ah, yes, Mae West - a plumber's idea of Cleopatra.” og ”I am free of all prejudices. I hate everyone equally.” illustrerede hans spasende tilbøjeligheder på fornem vis.
Også i Bankrøvernes Skræk folder disse sig ud for fuld skrue …
Den hændelige helt …
Egbert Souse er en ulykkelig mand. Hans kone er en uappetitlig strigle, der bestandigt er på nakken af ham pga. hans forhippede rygetrang. Hans velopdragne døtre - velopdragne på den irriterende beklumrede måde - foragter ham, fordi deres søndagsskolelærer har set ham forlade et værtshus med piben i munden. Hans fæle svigermor kan ikke udstå ham (og vice versa), eftersom han intet arbejde har og altså ingen penge tjener. Hans eneste støjfrie, fordomsfrie tilflugtssted er den lokale bar, hvor glassets bund er det herligste sted at være, og stedets alkoholiserede klientel det lifligste ensemble at være sammen med. Alting bliver dog vendt på hovedet (altså selv i ædru tilstand), da han en dag ved et tilfælde fælder en bankrøver og pludselig bliver dagens mand (altså ikke i det miserable program på TV2).
Bankdirektøren belønner ham med et respektabelt job som vagtmand, men som den gavflabede lømmel han er, udnytter han straks sin position til at bemægtige sig dyrekøbte aktier. Da en pertentlig bankkontrollør melder sin uønskede ankomst, skal Egbert bruge al sin alkoholslørede fantasi til at træde ud af spinaten. Genkommende bankrøvere, formente alkoholindtagelser i arbejdstiden, tilfældige filmindspilninger og overraskende filmidéer er alt sammen med til at incitere filmens mange kovendende twists. Hvordan det hele mon ender?
Bankrøvernes Skræk er en god, gammeldags komedie, der trækker linjer tilbage til en svunden tid, hvor komedier rent faktisk var grundkomiske uden at forfuske deres substans med letkøbte påhæng, der dunster langt væk af konstrueret kliché. Der hviler en kendelig uskyldighed over filmen, som begaver den med en vidunderlig atmosfære af nostalgisk autencitet og sprudlende naturalisme. Man får virkelig lyst til at tage hele epoketuren tilbage til dengang, hvor mænd gik med elegante hatte, røg deres cigaretter på en ualmindelig sexet måde og flirtede med damer efter alle kærlighedkunstens regler, og kvinder struttede kækt i vide skørter, blev kurtiseret åh så romantisk af deres gentlemankærester, og ventede dydigt på den gyldne forlovelsesring med ægte begejstring i øjenkrogen.
Manuskriptet er kvikt og livfuldt med adskillige skægge punchlines, som man sagtens kunne smide på bordet selv i dag. Se, det vidner om et værks universalitet. Tonen er dejligt ukontrolleret og uforfalsket med en upåtaget ligefremhed i udtrykket, som man kan undre sig over, at de jonglerede med selv dengang i 40´ernes formodede konventionalisme. Stilen er lebendig og spændstig med hurtige klip og rappe skift i fokus, der tilfører filmen en fantastisk energi, som kun få gange får pulsen til at overhamre. Skuespillet er, som i de fleste film af denne dato, ofte manieret og sjældent virkelighedsnært. Accepterer man denne dramatiserede approach fra starten af, er den blot et ekstra krydderi i en i forvejen brusende ret.
Unødvendigt at sige, bliver filmen båret af hovedpersonen Egbert alias W. C. Fields, der i stil med den moderne tids snerpede wannabe-aristokrat Mrs. Bucket (Fint skal det være 1990) også uafbrudt anviser, at hans efternavn skal udtales med en accentuering på det sidste é. Voila!
Og ligesom filmens hændelige og uheldige hovedhelt, Egbert Sousé, i filmen spøjst proklamerer, at den lokale bar ville gå konkurs uden ham, således ville denne film ligeledes være konkursegnet uden ham … alias W. C. Fields … alias Mahatma Kane Jeeves.
Dvd´en indeholder intet ekstramateriale.
http://www.soulmedia.dk
