Skriv en kommentar
Den succesfulde forretningsmand, Sébastien, bliver ringet op på sit arbejde i London af sin mor, Louise, som beder ham om at komme hjem til Montreal i Canada, hvor hendes eksmand og Sébastiens far, Rémy, er blevet indlagt på hospitalet. Sébastien, hvis forhold til faren ikke umiddelbart er så godt, tager modvilligt af sted med sin smukke kæreste Gaëlle.
Rémy, en 53-årig universitetsprofessor, kvindebedårer og socialist, har efter skilsmissen fra Louise levet alene med skiftende elskerinder tilknyttet. Nu er han ensom (selvom han ligger på en larmende 4-mandsstue) og ikke videre glad for at se sin søn, som han mener repræsenterer alt ondt i denne verden; Sébastien tjener mange penge, læser ikke bøger og holder sig til en enkelt kvinde. Da han ankommer, trækker Sébastien i trådene, ringer til en gammel ven i USA og tilbyder sin far, at komme på det bedste privathospital i USA. Rémy nægter og insisterer af ideologiske årsager at blive på det kaotiske, offentlige hospital i Montreal. Louise overtaler Sébastien til at acceptere det og i stedet sørge for, at faren får det godt, hvor han er. Han samler nu Rémys gamle venner, veninder og elskerinder, han blødgør det rigide sygehussystem med lidt bestikkelse og sørger dermed for en enestue med køkken, bar og hele dynen.
Vennernes ankomst gør naturligvis Rémy glad og mere positiv overfor sin søn, men det kan ikke lindre hans tiltagende smerter. Sébastiens forbindelse i USA fortæller, at Heroin dæmper smerterne langt bedre end den morfin, som hospitalet giver ham. Nathalie, datter af Rémys tidligere elskerinde, Diane, hjælper med at skaffe stoffet og assisterer, når Rémy skal ”ride på dragen”, da hun selv er narkoman. Heroinen er god for Rémy, som sammen med sine venner, begynder at gøre status over sit liv.
”Barbarernes Invasion” er en smuk, ærlig og nærværende film om, hvad et menneskeliv er. Omdrejningspunktet i filmen er Rémys udvikling under sygdomsforløbet. Han har ikke kun skuffet sine børn ved ikke at være til stede, han har også skuffet sig selv ved ikke at få opfyldt sine drømme. Igennem samtaler med vennerne får han gjort op med mange af de meninger og principper, de har båret på siden ungdommen. Det viser sig, at de ellers så gode intentioner er blevet forvredet, så de ikke længere er til at kende; fri kærlighed er blevet til svigt og fravær, politisk bevidstheder blevet til forstokkede fraser og drømmene er blevet til ingenting. Men Rémy får gjort op med sin fortid og kommer overens både med den, sit liv og med sin søn og hans liv.
Filmen er fortalt i en afslappet, humoristisk tone, som klæder det ellers meget alvorlige emne (et emne, som sagtens kunne indbyde til lange ture med tudebussen). Rémys fortælling om sit liv er morsom, bramfri og fri for fortrydelse og anger. Personalet på hospitalet er ligeledes grotesk sjove, og især fagforeningsmafiosoen, Ronald, kunne med succes sende en uopfordret ansøgning til von Triers ”Riget”.
Instruktøren Denys Archand formår at holde en lethed i filmen, som viser, at intet i livet er enten sort eller hvidt, sørgeligt eller sjovt, alvorligt eller let, men at modsætningerne ikke kan skilles ad. ”Barbarernes Invasion” byder på sjældent nærvær, charme og følsomhed. En fantastisk film, som man bør unde sig selv at se.
