Skriv en kommentar
Den 16-årige pige Bea er efterhånden den eneste pige i klassen der ikke har været i seng med nogen. Det skal der gøres noget ved, mener både hun selv og den gruppe af piger, hun hænger ud med. Men eftersom den første gang altid er elendig – eller som filmens reklame siger det, First time sucks – arrangerer veninderne en første gang med en i deres øjne lidet attraktiv, men harmløs fyr. Derefter er Bea klar til at møde den virkelige udfordring og den store sexuelle tilfredsstillelse hos den attraktive elevrådsformand. Men så let går det selvfølgelig ikke.
Filmen skæmmes noget af den form for ungdomsfilmsklichéer, vi måske kender bedst fra TV: En fuldstændig unødvendig jeg-fortæller der heldigvis går i sig selv, som filmen skrider frem; hurtige barokke indklip af Beas værste forestillinger; sekvenser med hurtig klipperytme og paniske kamerabevægelser; og endelig (heldigvis få) skildringer af de voksne som uendeligt dumme i forhold til alt der har med de unges drømme og gøren og laden at gøre. Alt sammen vel for at tilfredsstille (producentens) forestillinger om, hvad der skal til for at fange de unge. Men i virkeligheden en overfladiggørelse af den gode fortælling, som manusforfatter Johan Bogaeus har begået.
I bund og grund er Bare Bea en indfølende og meget velspillet teenage-skildring. Som de fleste ungdomsfilm kredser også den norske instruktør Petter Næss´ fine bud på en sådan omkring sex. Men det er dybest set slet ikke sex, filmen handler om, men det at finde sig selv og det vil sige, og det er vel filmens grundlæggende tanke, at hæve sig op over middelmådigheden. Middelmådigheden finder Bea hos sine kammerater og ikke mindst hos sig selv. I den sammenhæng er de voksne overraskende og herligt velgørende stort set ude af billedet. Ligesom Bea har filmen og dermed også tilskueren i begyndelsen noget svært ved at se forbindelsen mellem hendes drøm om at blive forfatter og det altoverskyggende defloreringsprojekt. Men efterhånden som Bea gør sine erfaringer falder brikkerne på plads i fortællingen. Det vises flot i filmens slutscene, hvor den ellers højdeforskrækkede Bea bogstavelig talt klatrer til tops i et højt træ. Det handler ikke om at blive berømt og være højt hævet over alt og alle, men om at få øje på det væsentlige, fx fyren på grenen ved siden af og ikke mindst det i en selv der bare må ud i verden, i Beas tilfælde fortællingerne.
Held og lykke til instruktøren Pette Næss der nu efter publikums-succeserne Elling (2001) og Bare Bea er draget til Hollywood, hvor han skal instruere tre film for 20th Century Fox. December i år har han således premiere på Mozart and the Whale – en film rygterne vil vide oprindeligt var påtænkt instrueret af Steven Spielberg.
DVD-ens ekstramateriale består af et fint men noget kort interview med instruktøren Petter Næss og et helt overflødigt med producenten Synnøve Hørsdal – i stedet for sidstnævnte kunne det have været så meget mere interessant at tale med manusforfatteren Johan Bogaeus. Derudover er der en musikvideo med gruppen Surferosa der leverer filmens soundtrack taget fra deres CD Shanghai My Heart. Endelig er der Bea´s Dagbog der prætenderer at have udstyret hovedrolleindehaveren Kaia Foss med et videokamera – det er muligt, men indslagene er meget korte og tilfredsstiller ikke mere end et billedblad. Nå ja, så er der de obligatoriske trailere, hele 5 af slagsen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
