Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når man som barn vokser op med filmene om Batman og Superman, vil man som oftest forbinde dem med en stor grad af nostalgi, og selve filmoplevelsen vil dermed være forbundet med tiden, hvori man har nydt dem under den varme dyne påført Batman pyjamasen. Derfor er det også med en snært af forudindtagethed, når jeg nu skal anmelde disse film. Men jeg vil prøve at forholde mig så objektiv, som det nu engang er muligt. Hvis man som undertegnede dog er stor fan af henholdsvis Batman og Superman, så er dette BLURAY boks-set et must-have uafhængigt af, om man, som jeg, kun er glad for cirka halvdelen af boksen. Filmene leveres nemlig i en fed steelcasing, der prydes med de ikoniske logoer fra de største superhelte nogensinde, og denne boks vil uden tvivl se godt ud på din filmhylde.
Superman: The Movie (1978)
I den første Superman film i rækken, bliver en lille dreng sendt til jorden fra den destruerede planet, Krypton. På jorden vokser han op hos adoptivforældre og bliver med tiden den største (og første) superhelt verden har set.
Den første Superman-film i rækken bliver idag set som et foregangseksempel for superheltegenren, og har været med til skabe genrekonventioner, der ses helt frem til nutidens superheltefilm. Med dens spektakulære visuelle effekter, kameraarbejde, komiske timing, manuskript og naturligvis den karrieredefinerede skuespilspræstation af Christopher Reeve, er “Superman: The Movie” blevet indbegrebet af den klassiske superheltefilm, og holder i øvrigt stadig 100% efter 40 år.
Superman II: The Richard Donner Cut (1980)
Superman indvilger i at ofre sine overnaturlige kræfter, så han kan danne et forhold til Lois Lane. Han er dog ikke bevidst om, at han utilsigtet har befriet tre kriminelle fra hans hjemplanet Kryptoner, som er på vej mod jorden, for at overtage verdensherredømmet i samarbejde med Lex Luther (Gene Hackman).
Hvis det kan lade sig gøre, så er efterfølgeren næsten en større fornøjelse at se end originalen. Christopher Reeve giver sin bedste præstation i rollen som Superman/Clark Kent i denne film, og er uden tvivl intet match for alle af de skuespillere, som har spillet ham siden. Årsagen til dette er, at han er fremragende til at skille de to karakterer ad. Hvad der oftest synes mest urealistisk ved Superman-filmene (udover, at vi har at gøre med en mand der kan flyve) er at folk ikke kan regne ud, at Clark Kent er Superman - de ligner jo hinanden på en prik?! Reeve’s force, er at han kan adskille dem, og skabe to unikke karakteriseringer. Og han er meget overbevisende i begge roller. Dette skyldes selvfølgelig også manuskriptet, som er skrevet af ingen ringere end Mario Puzo, der også står bag manuskriptet til Godfather-trilogien. Superman II er en yderst morsom film med overbevisende visuelle effekter og en af de hidtil bedste filmskurke - General Zod.
Men det er også en film med karakterisationsdybde, da den viser Supermans indre kamp gennem et veletableret subplot om hans kærlighed til Lois Lane.
Superman III (1983)
I Superman III udvikler Clark Kent et forhold til en gammel medstuderende til et high school-jubilæum, og Richard Pryor (ja, komikeren) spiller et computergeni, der i samarbejde med milliardæren Ross Webster prøver, at manipulerer med aktiemarkedet.
Superman III markerer begyndelsen af filmuniversets undergang. Den menneskelige vinkel, humoren og seriøsiteten er forsvundet. Byttet ud med dette er en campy filmversion, hvor alle de elementer, som gjorde de to første film til mesterværker indenfor superheltegenren, nu er blevet brugt til at lave sjov med de selv samme genrekonventioner, filmene engang skabte. Hvis joken havde ramt tilskueren, ville dette være tilgiveligt - det er dog ikke tilfældet.
Superman IV: The Quest for Peace (1987)
I den sidste film i den originale Superman-filmserie bliver Superman politisk og beslutter at destruere alle atomvåben i verden. Imens lykkes det Lex Luther, ved hjælp af et af Supermans hår, at skabe en værdig modstander til Superman, som besidder samme de samme kræfter, Nuclear Man.
“Superman IV: The Quest for Peace" er utvivlsomt en af de værste film, der nogensinde er produceret. Med iøjefaldende dårlige visuelle effekter, der både viser Superman redde frihedsgudinden, stoppe et vulkanudbrud fra Etna og genopbygge den kinesiske mur, blev denne film det sidste søm i kisten for en, i starten, ellers fin saga.
Superman Returns (2006)
Superman kommer tilbage til offentligheden efter lang tids fravær. Han bliver nu udfordret af en gammel fjende, nemlig Lex Luther, som ved hjælp af kryptonit prøver at overtage verdensherredømmet, og en gang for alle slå Superman.
Denne reboot af filmserien viste, at Superman ikke var helt død alligevel, hvilket man kunne have troet efter det foregående spektakel af en fremvisning, som var “The Quest for Peace”. Den nye film formår, at minde os om de to første film, og at det med lidt filmmagi, i form af spektakulære specialeffekter og et velskrevet manuskript, kunne lade sig gøre, at skabe noget nyt, men samtidig være tro mod kildematerialet. Man kunne fristes til at sige, at denne film er Batman’s svar på “Batman Begins”… Næsten, ihvertfald.
Batman (1989)
I Gothams gader er Batman begyndt sin krig mod kriminaliteten og hans første store modstander er hans ærkefjende, Jokeren, som har overtaget mafiaen i byen.
Filmen Batman, instrueret af Tim Burton, bliver idag betragtet som et sidestykke til “Superman: The Movie”, da den på samme måder skabte nye standarter for superheltegenren med sin mørke tone, yderst flotte scenografi, veldrejede manuskript og gode skuespilspræstationer af Michael Keaton og Jack Nicholson. Både filmens indhold og visuelle stil gør det til en af mine absolut favoritter indenfor Batmanfilm og superheltegenren generelt.
Batman Returns (1992)
Da en korrupt forretningsmand (Christopher Walken) og Pingvinen (Danny DeVito) forsøger at tage kontrol over byen, er det kun Batman der kan stoppe dem (igen spillet af Michael Keaton). Imens lurer Catwoman (Michelle Pheiffer) med sin helt egen agenda.
Batman Returns er igen instrueret af Tim Burton, og filmen har derfor nogle af de samme stilistiske træk, som i den forrige film; en meget mørk scenografi og teatraliserede karakterer med indre kampe tilsat et skud humor og gøgleri, og denne stil må altså bare siges at virke eminent i Batman universet. Danny DeVito brillerer derudover i en af hans bedste skuespilspræstationer, og er uden tvivl (og beklageligvis for ham) født til at spille denne rolle.
Batman Forever (1995)
Den tidligere distriktsadvokat Harvey Dent, der nu går under navnet Two-Face (Tommy Lee Jones), og Edward Nygma, eller The Riddler (Jim Carrey), skaber kaos i Gotham, og det er nu Batmans (Val Kilmer) opgave at bekæmpe dem med hjælp fra hans sidekick, Robin (Chris O’Donnell), og psykiateren Dr. Chase Meridian (Nicole Kidman).
I denne efterfølger er Tim Burton skiftet ud fra instruktørroret med Joel Schumacher, hvilket har skabt grundlag for en meget anderledes film, end de originale, for at sige det mildt. I denne film er scenografien nemlig gjort farverig, tempoet er hurtigt og specialeffekterne, ekstravagante. Det er en film opbygget af tomme kulhydrater - man føler sig mættet af indtryk efter filmen er færdig, men man finder hurtigt ud af, at man ikke er blevet beriget af noget signifikant. Schumacher skal dog have cadeau for at prøve at holde sig tæt til kildematerialet fra de originale 30’er tegneserier uden at komme til at lave endnu en 66’ filmversion.
Batman & Robin (1997)
I den sidste Batman film i rækken skal det lykkes Batman (George Clooney) og Robin at afværge Mr. Freeze (Arnold Schwarzenegger) og Poison Ivy (Uma Thurman) fra, at fryse Gotham til is, alt imens de forsøger at løse indre oprør i deres gruppe.
Hvad der reddede den forrige film, var at på skalaen mellem realisme og fuldt ud tegneserievildskab, var den trods alt et sted, hvor man med lidt god vilje kunne se noget kausalitet for begivenhederne der fandt sted. I “Batman & Robin” har vi at gøre med en nøjagtig gengivelse af en tegneserie.
Alle dumme citater, som f.eks. Mr. Freeze’s “Let’s break the ice” til Batman’s “Don’t leave the cave without it” da han rækker et Visakort ud til Robin, mangler bare en talebobbel, for at kunne blive defineret som campy tegneseriehumor.
Hvor de forrige film i højere grad var henvendt til voksne, er dette en børnefilm uden nogen nævneværdig dybde, kompleksitet eller eftertanke.
Denne film og dens foregænger kan sammen med de to sidste Superman-film udmærke sig med titlen som nogle af de værste film nogensinde, hvilket er sjovt at tænke på, da deres foregængere var originale og mesterligt producerede film.
Hvad gik galt? Jo, først og fremmest er det værd at bemærke, at både de første to Superman-film og de første to Batman-film har haft de samme instruktører, henholdsvis Richard Donner og Tim Burton. Disse mænd har haft en vis artistisk frihed, samt en projektvision, som de har fulgt til døren. Dernæst kan man kun forestille sig, at der er tale om, at producerne har kogt suppe på en filmserie, der allerede var gået over dato, for at tjene nogle flere penge. Og det er desværre også tendensen i nutidens filmlandskab;
Skønt de originale Superman og Batman film har været med til at definerer og skabe en genre, har de desværre også været med til at kultiverer en arv, hvor moderne marketingsteknikker baseret på reklamesøjler og morgenmadslegetøj har fået større indpas end filmene selv, og hvad der før kunne defineres som filmkunst, er nu henledt til mere ren og skær forretningspraksis. Spørgsmålet er så, om de fire originale Superman og Batman film er det værd. Og svaret herfra er heldigvis… Ja.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
