Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Casper
Idiot Prayer – N...
Sophia Loren Ven...
Disney+ Streamin...
70Mm-Film Samler...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Trolls På Verden...
Trolls På Verdenstruné billede

Honest Thief
Herself


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Battle Los Angeles

31. marts 2011 af Ana Janic

3 stjerner Skriv en kommentar

Battle Los Angeles billede

Crash Boom Bang …

Den oldgræske historiker, Herodot, skrev engang, at krig er alle tings fader. Faderfunktionen eller forældrerollen har krig i al fald påtaget sig over for en fraktion af filmkunsten, eftersom krigseposser gennem årene har fostret en hel del film. Tilsætter man så fjendtligt stillede rumvæsner til tematikken, får man en eksplosiv indpakning af en spændingsmættet treenighed bestående af paranoia, action og aggression. Tidligere filmiske interaktioner med de fremmede og oftest fjendtligtsindede rumvæsner har affødt så forskellige film som Invasion of the Body Snatchers (1956), Nærkontakt af tredje grad (1977), The Abyss (1989), Mars Attacks! (1996) og senest den aldeles gennemførte District 9 (2009).

Det nyeste additiv til alien-manien hedder World Invasion: Battle Los Angeles og er en udtømmende hybrid mellem Independence Day (1996), Saving Private Ryan (1998) og Cloverfield (2008). Handlingen kan du næsten gætte dig til, men here goes alligevel. En uforudset regn af ukendte rumskibe rammer jordens oceaner, nærmere bestemt Stillehavet, og ud kommer en horde bevæbnede og lidet imødekommende rumvæsner med en glasklar agenda for øje – at udradere jordens population og bemægtige sig de dyrebare vandressourcer. Den brave sergent Nantz (Aaron Eckhart) plus co., bestående af en entusiastisk marineskare, alle fit for fight, skal nu forsvare så mange mennesker som muligt mod den navnløse modstander. Velkommen til helvedesscenariet!

Tjubang og tjoho

Well, lad mig slå det fast med det samme, Battle: Los Angeles er intet mesterstykke, ikke engang tæt på. Den er langt fra i den bedste filmliga, ekskluderet fra den bedre filmflok, og når vi nu er i gang med gradbøjninger af adjektiver, så tangerer den blot den gode filmklike. Først og fremmest er dialogen subordineret i forhold til handlingen. Kiksede replikker, trættende peptalks og ligegyldige verbale slapsticks understreger, at filmen ikke har haft til hensigt at finpudse den intellektuelle eller filosofiske glorie, men har udelukkende valgt at centrere sig omkring adrenalinindgydende eskaleringer a la crash, boom og bang. Det er som sådan okay, for filmen stiler heller ikke efter dybereborende horisonter. Den fundamenterer sit indhold på en konfliktoptrappende præmis, og i den optik udmærker Battle: Los Angeles sig på en tilfredsstillende måde.

At en af filmens mest tilbageholdende afdramatiseringer så indfinder sig, hver gang filmen sætter farten ned og går over i de sindige, dialogdominerede passager, synes ikke at belemre den. Den skifter nemlig straks tempo igen og buldrer sig igennem endnu en hurtiggående scene, hvor sprængte lemmer, ildspyende detonationer og tinnitusgaranterede skudsalver konkurrerer om både din opmærksomhed og spændingsmuskulatur. I disse hurtigt pacede sekvenser evner filmen at fastholde tilskuerens interesse og tvinger dig til tider endog til at holde dig krampagtigt fast til sædet, til armlænene næsten bliver revet af. Sukker man derfor efter hardcore action, som er koreograferet professionelt og effektivt, er Battle: LA lige præcis den stimulerende vibrator, der nok skal få dine kropssignaler til at synge i høje toner. Filmen kan endvidere blære sig over en utrolig forfinet, teknisk/visuel præstation, da både rumvæsnerne og deres luftfartøjer er eksvisit komponeret. Jeg bøjer mig i det støvede sand ved LA´s invaderede kystlinje over filmens ganske beundringsværdige måde at orkestrere rumvæsenerne og deres attributter på – niveauet er næsten på højde med dét, der blev gjort efterlignelsesværdigt i District 9. Bravo herfra for den merit.

Til gengæld kaster filmen sig oven på den klicherede karaktertirade, der genopliver adskillige genkendelige filmtyper, som har gjort sig særdeles bemærket i actionpumpende ensemblefilm. Jeg nævner i flæng - den kompetente, modige, men pt. mismodigt detroniserede feltherre, som på ny skal ruste sig til kamp på trods af stadigt martrende arvæv fra tidligere kamphandlinger; dernæst den uerfarne grønskolling, hvis riffel ryster i takt med bombardementerne; så den familieorienterede, men frygtløse og moralsk veludrustede leder; derefter den søde, fysisk attraktive prydelse i form af det kvindelige sidekick, der kun eksisterer som velformet garniture til ma(n)den; derpå den hårdhudede, dristige kvindelige GI. af ”suck my dick” slagsen osv. osv. Filmen har følgelig også husket sin politiske korrekthed og inkorporerer begge køn og næsten alle racer, hvide, sorte, latinos, asiater … måske kun eskimoerne i Alaska føler sig overset?
Filmen lægger ud med et spinkelt forsøg på at introducere disse mange aktører for os og tilbyder os derved en potentiel følelsesmæssig navlestreg, som kan forbinde os til dem. Selvom det giver os nogen idé om, hvem de er, generer det intet bestående alliancebånd på længere sigt. De forbliver blot opererende he-men (og et par kvinder), en summende hvepserede, en komprimeret deling med et fælles ansigt, som er modstandsoprøret mod indtrængerne.

Kameraet er i så rask bevægelse hele tiden, at overtegnede undrede sig over, om kameramanden led af epileptiske anfald. Jeg tror ikke, at steadicam blev brugt én eneste gang. For nogen vil denne moderne tilgang være forfriskende og autentisk, for andre forstyrrende og overgearet. Hvorom alting er, tilfører det mobile kamera rent faktisk filmen en fantastisk realisme, som om det sete var ved at ske nu og her. Realtidsillusionen giver et adrenalinkick ud over det sædvanlige. Til at fremholde de pulserende action-scener serverer filmen et bombastisk musisk akkompagnement, som ofte kan forekomme følelsesmanipulerende grænsende til ren følelsesporno. Dette skyldes sandsynligvis filmens fattige dialog. Når denne er ufyldestgørende, skal filmen jo guide tilskuerens følelsesreaktioner via sin musikalske ledsager. I små doser går det an, i store tipper det over.

Battle: LA er en lutter tjubangfilm for de store $$$. Den hverken revurderer eller reviderer gældende filmiske konventioner om rumvæsner, mennesker eller deres interaktion. Den underholder blot. Men den underholder til gengæld rasende godt!

Titel: World Invasion: Battle Los Angeles
Original Titel: World Invasion: Battle Los Angeles
Premieredato: 31. marts 2011
Instruktør: Jonathan Liebesman
Skuespillere: Aaron Eckhart, Ramon Rodriguez, Cory Hardrict, Ne-Yo, Bridget Moynahan, Michelle Rodriguez, Will Rothhaar.
Spilletid: 116 min.
Selskab: Columbia Pictures, 2011
Genre: Sci-Fi
Link: http://www.battlela.com/
Aaron Eckhart som den detroniserede leder Sgt. Michael Nantz.
Aaron Eckhart som den detroniserede leder Sgt. Michael Nantz.
Visuelt raffineret er det ...
Visuelt raffineret er det ...
Velkommen til Jorden?
Velkommen til Jorden?


banner
Overskrift Højre Block
Saint Maud
Greta
Herself
Body Swap
Idiot Prayer - N...
Roadkill
The Painted Bird
Retfærdighedens ...
Psycho - 60th An...
Freaky



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...