Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Spillet mellem to så store skuespillere som Richard Burton og Peter Otoole fornægter sig ikke. Alene for deres spil er filmen værd at se.
I 1100-tallets England er Kong Henry den II (Peter Otoole) i en stadig strid med kirken om magten. Temaet konge/statsmagt overfor kirkens magt er velkendt og gennemspillet mange gange i historien og i kunsten. Denne gang – altså dengang i 1964, da franske Jean Anouilhs teaterdrama filmatiseredes – spindes det politiske magtspil ind i en historie om venskab og kærlighed, som den egentlige baggrund for magtspillet.
Kong Henry II er ensom og uelsket, men har en ven og allieret i Thomas Becket (Richard Burton) der fører an i dannelsen af kongen, hvad enten det drejer sig om elskovsture i natten eller store politiske beslutninger. Så hvad er mere naturligt for den svage konge end at sikre sig vennens kærlighed og sin egen magt ved at gøre Becket til Ærkebiskop. På den måde tror kongen naivt, at magtkampe med kirken er et overstået kapitel.
Det går naturligvis lige modsat. Den intelligente Becket folder sit magtfulde talent ud og pludselig blusser striden stat vs. kirke op med fornyet kraft og truer med at drage ærkefjenden Frankrig og pavemagten med ind.
Modstillingen stat vs kirke er bestemt ikke uinteressant i dag for at sige det mildt. Vi kender aktuelt problematikken, når talen går på sharialovgivning mm – for slet ikke at tale om præstepolitikkerne Jesper Langballe og Søren Krarups gøren og laden i Dansk Folkeparti. Nu er det desværre ikke den politiske del af problematikken der interesserer instruktøren Peter Glenville og dramatikeren Anouilh, men venskabet og kærligheden der lider skibbrud i den ideologiske kamp. Imidlertid belyses politikken så svagt, at man næppe forstår fronterne. Hvad er det for en magt kongen og ærkebiskoppen repræsenterer? I stedet får vi store veltournerede ord-ture om, hvordan venskabet og kærligheden dør, og hvordan man må kæmpe for det, som man repræsenterer (ja, men hvad er det?). Dog; Burton og Otoole gestalter på fornemste vis to i bund og grund ensomme mænd, der på hver sin måde forsøger at overkomme ensomheden. Kongen søger konstant anerkendelse hos Becket – de andre har han opgivet; her er nogle kostelige opgør med de snerpede, broderende kvinder, moderen og hustruen. Kongen er i bund og grund infantil, men bærer kongemaskens modenhed suverænt. Becket derimod kan leve med ensomheden. Ja, han kan leve med, at den kvinde der elsker ham tager livet af sig, da kærligheden ikke gengældes. Becket fremstår som en suveræn statsmand (!) i klerikale klæder; sådan må man leve og lide for den store politik (hvad den så end går ud på?).
Sådan en historie slutter som sådan en bør; nemlig med fremvisningen af magtens hykleri gennem kanoniseringen af taberen.
Filmens stil er ikke vore dages. Filmen lever af, at store skuespillere behersker suveræne replikker, der udfoldes i pragtfulde omgivelser – slottes sale, kirkers pladser og kirkers rum – og i pragtfuld klædedragt. Der klippes roligt og sparsomt (klipperen Anne W Coates fortæller på DVD-ens ekstramateriale, at hun holdt igen med klipperiet for at lade Otoole og Burton komme til deres ret. Det gjorde hun vel i!). Fotografen Geoffrey Unsworths billeder er som klassiske malerier.
DVD-ens ekstramateriale består af to fine interviews med klipperen Anne W. Coates og komponisten Laurence Rosenthal. Men først og fremmest glæder man sig over nye audio-kommentarer af Peter Otoole (Burton lever desværre ikke mere).
Another World Entertainment.
