Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det var strenge vilkår, kvindelige forfattere (eller lad os blot siger kvinder generelt) levede under, da Jane Austen sprang ud som forfatter. Kvinder skulle ses, ikke høres! De havde ikke en egen stemme, burde ikke være velartikulerede (hvis de var det, skulle de holde det for dem selv) og man så strengt på de af dem, der kastede sig over et skønlitterært virke.
Med dette in mente fremstår “Becoming Jane” (instrueret af Julian Jarrold) som et noget overfladisk bekendtskab, der ikke bruger megen tid på at komme under huden på en af litteraturhistoriens største forfatterinder. I stedet har man valgt at strukturere filmen som et rids over skabelsen af Austens egen “Pride and Prejudice”, hvilket til tider er ganske morsomt, men som ikke desto mindre forlener filmen med mere komedie end med drama.
“Becoming Jane” er – med andre ord – en idealiseret, idylliseret og lidt for sukkersød skildring af en kvindes kamp for selvstændighed. Der er en ingen styrke, intet punch, i filmen, ej heller selvom man heldigvis ikke har dristet sig til at give filmen en “lykkelig” slutning for at tække et uvidende publikum.
Hvis man ville have æret Jane Austens minde, hvis man ville have udvist forståelse for hendes liv og levned, så ville man have tonet komediedelen ned, der trods alt er præsent, og med en mere nøgtern tone forsøgt at skildre de problemstillinger, en kvinde i 1800-tallet var udsat for. Dette berøres i filmen kun perifert, og altid med et smil trækkende i mundvigen – desværre!
Der er ikke megen eksistensproblematik, ingen personlighedsudvikling, i filmen. I stedet har man endnu en gang valgt at fokusere på det om ikke kærlighedsløse, så i hvert faldt ægteskabsløse liv, Jane Austen levede til sin død i 1817 42 år gammel. Man kunne i stedet have (man burde have) skabt en film, der stringent forholdt sig til Austen som kvinde i en tid, hvor mændene talte og kvinderne tiede. Dette berører Jarrolds film kun perifert og i øvrigt helt uden dybde. Det er som om, at der eksisterer en latent angst for at underkaste Jane Austens liv og levned en seriøs, ærlig og frem for alt historisk korrekt behandling.
Som kærlighedskomedie er “Becoming Jane” fin, man trækker jævnligt på smilebåndene, men som drama (den går endog under betegnelsen docu-drama, vorherre bevares) er den et forlis af dimensioner. Filmen er rettet imod et ungdommeligt, kærlighedshungrende publikum, der kan slå sig til tåls med et simpelt kærlighedsdrama spundet over en kompleks forfatterindes liv. Slutningen er i øvrigt unødvendig og påklistret, og den burde havde have været bortredigeret i postproduktionsfasen, da den mere end noget andet fremstår som ufrivilligt komisk.
Men hvis alt skal gå ret til, og man ikke skal anmelde med skyklapper for øjnene, så er filmen hyggelig og underholdende på sin egen naive facon. Anne Hatahaway er med sit bedårende ansigt med røde kinder og glinsende dådyrøjne et billede på kropslig perfektion, der om ikke minder særligt om Austen selv, så dog leverer en fin præstation. Hun er castet ud fra devisen, at et smukt ydre som blikfang på biografplakaterne er mere rentabelt – og økonomisk sikkert – end at vælge en skuespiller, der måske ville have en større fysiognomisk lighed. Heldigvis er Hathaway en dygtig skuespiller, så det hele står og falder ikke på hendes kropslige fremtoning.
Det øvrige cast gør det også glimrende, og især Julie Walters som Mrs. Austen og James Cromwell som Mr. Austen brillerer i deres respektive roller. Også den mere perifere Maggie Smith, der (ligegyldigt rollens størrelse altid er suveræn) er formidabel som Lady Gresham.
Desværre er lydbilledet ofte upassende bombastisk og dræner til tider filmens smukke, visuelle side for energi, hvilket er synd, da Eigil Bryld virkelig har komponeret nogle smukke billeder, der sagtens kunne stå for sig selv uden det lydmæssige akkompagnement.
Måske man burde placere kommende Austen-projekter bagerst på hylden (med mindre der dukker et seriøst op af slagsen) og i stedet vende næsen mod nogle af de øvrige, engelske litteraturikoner som Mary Shelley, Ann Radcliffe og Brontë-søstrene. Det ville – for en afvekslings skyld – være såvel befriende som filmisk fornyende!
Og til dem der skulle tro, at jeg som mand er forudindtaget, så må jeg berette, at det ikke kun er den nyeste BBC-serie af “Pride and Prejudice”, men også Austens romaner, der er blandt mine absolutte favoritter.
Udgivelsen byder på intet ekstramateriale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:SF/Fox.
