For 9 år siden vandrede den franske kvinde Celine og den amerikanske mand Jesse, dengang begge i tyverne, Wiens gader tynde i Richard Linklaters Before Sunrise, imens de talte om tilværelsen, livet og døden, ja om kærlighed. Inden de skiltes enedes de om at mødes igen 6 måneder senere i Venedig. Tilskuerne kunne så digte med og gætte på, om de så virkelig mødtes igen, om kærligheden vandt.
Nu 9 år efter mødes de to så igen i Before Sunset (dermed er svaret på om de så virkelig mødtes igen 6 måneder efter nærmest givet). Han har skrevet en roman over det første møde og sidder nu midt i Paris, i den berømte boghandel Shakespeare and Company og signerer sin bog. Ind træder Celine. Herefter gør de turen igen; vandrer gaderne, nu de parisiske og nu om dagen, tynde og taler om, hvordan det er gået dem de sidste 9 år – altså om tilværelsen, livet, døden og vigtigst om kærligheden.
Til trods for hvad de to taler om igennem storbyen, så er det underliggende spørgsmål både fra de tos og fra tilskuernes side hele tiden: Får de hinanden denne gang? Eller rettere: Nu må de sgu få hinanden denne gang! Filmen undgår mao. ikke at afstedkomme en hvis undren, ja vi nærmer os træthed over, at de virkelig skal igennem dette her en gang til for at finde ud af, om de er noget for hinanden. Alle de ord og al den vandren! Hvad den første film indeholdt af første-gangs-møde, udvikling af forelskelse og tragisk undertone – alt sammen noget der sikrede filmen en Sølvbjørn ved Berlinfestivalen i 1995 - kan toeren af gode grunde ikke etablere; for det er en umulig gentagelse.
Men det er faktisk det ærinde Linklater og hans to medforfattere Ethan Hawke og Julie Delpy er ude i. Så mens sanseligheden og lidenskaben slap løs bag ordene i den første film, bliver den sært kunstig i den anden. ´Spring dog al den snak over og hop i seng – så tager vi den derfra!´, har man lyst til at sige. Ikke mindst fordi det ikke er særlig interessant, hvad de to taler om på de parisiske gader og stræder – de fik jo talt igennem sidste gang. Hvis så bare Linklater havde ladet byrummet spille aktivt med i handlingen, men det interesserer tilsyneladende instruktøren lige så lidt som hovedpersonerne der ikke har øje for meget andet end hinanden. Fremhæves skal dog fotografen Lee Daniel, ikke fordi filmen holdes i douce romantiske solskinsbilleder, men fordi hans kamera så gnidningsfrit glider gennem de parisiske gader og hele tiden fastholder de to hovedpersoner. Det ser så let ud, men er det næppe.
Med en hvis ret kan man sige, at styrken ved filmen er, at den beskriver to almindelige mennesker der mødes, forelsker sig og ikke kan finde ud af det. De siger ikke noget specielt klogt, og sætter ikke noget specielt bemærkelsesværdigt i værk – om end de karrieremæssigt har en vis succes som henholdsvis forfatter og som jurist i miljøbevægelsen. Alt i alt er det det almindelige liv der fremstilles; det der siges på den lange gåtur er blot almindeligheder, for ikke at sige middelmådigt. Den melodramatiske tone filmen kortvarigt spiller på, da de to endnu engang skal skilles – i virkeligheden har de det ad helvede til - virker i den forbindelse påklistret, der er simpelthen ikke belæg for den i filmen.
For undertegnede er det ikke godt nok. Ikke fordi det ikke er sådan, vi siger og gør, er, men fordi sanseligheden og lidenskaben ikke er tilstede; gentagelsen er svær at overvinde. Filmen prætenderer noget andet med sine sympatiske hovedpersoner, hvis fremstillere, Hawke og Delpy selv har skrevet og improviseret dialogen frem, men truer hele tiden med at køre i tomgang. Tænk hvis hovedpersonerne var startet dér – altså forholdt sig til gentagelsen. Nå, det bliver måske næste gang, eller…