Skriv en kommentar
Filmen starter med at oplyse, at historien er baseret på virkelige hændelser, og den bygger på Judith C. Browns bog fra 1986: Immodest Acts: The Life of a Lesbian Nun in Renaissance Italy, hvor vi følger den lille nonne BENEDETTAs vej ind i et italiensk kloster, hvor faderen skal bestikke med et beløb for at få nonnen ind – og filmen har en meget Verhoevensk indledning med en soldat, der får en stor fuglelort i øjet. Hvad kommer fra himlen?
Filmen følger på tætteste vis den smuk Benedettas (Virginie Efira) liv i klostret ved Pescia, ca. 50 km nordvest for Firenze – og hvordan hun arbejder sig op til at blive en abbedisse – og andre nonner mistænker hende for at stigmatisere hendes lidelse ved at skære i sig selv for at få opmærksomhed. Vi ser hendes begyndende flirt med den fattige Bartolomea (Daphne Patakia) – og hendes natlige mareridt i onde drømme, hvor slanger snor sig næsten seksuelt op ad hendes nøgne krop til store kæmpe skrig, som gør afdelingens nonner angste, og hun får Bartolomea med som opsynsnonne – og endnu en mulighed for at sætte de nøgne kroppe i svingninger – og filmen kammer for mig over, hvor de bruger en dildo skåret af en træstatue af Jomfru Maria – og scenen er skåret helt ud i pap. Provokerende. Ja.
Men provokation virker bedre, når den ikke slår. Benedetta virker bedst med det flotte billedsprog.
Den hollandske filminstruktør Paul Verhoeven (født 1938) må selvfølgelig tolke historien som han vil – og vi ved ikke om klostrets voksne abbedisse Felicita, spillet formidabelt af Charlotte Ramping har lavet et hul i væggen indtil de to nonner og se deres seksuelle udfoldelser – som ikke ligner vores billede af nonner i et kloster i det nordlige Italien i 1700-tallet, og vi ser Benedettas visioner eller hallucinationer af Kristus. Når hun bliver konfronteret med de kødelige handlinger, er svaret blot: Jeg lytter til Guds ord – ikke til biskoppens ord.
Et andet element, som skræmmer det historiske, er den pest som skildres i filmen, som skal være et tegn fra Gud om at straffe kvindens fristelser – men det viser sig, at historiske kendsgerninger i området ved Pescia ikke blev ramt af pesten – hvilket også står beskrevet gennem rulleteksterne – men filmen viser en hærgen ved at straffe de katolikker, der går imod dens lov. Filmen skaber et langt mere dramatisk forløb af begivenheder, og Benedetta, der næsten bliver brændt ihjel af sine handlinger.
Det er ikke første gang, at Paul Verhoeven går over stregen. Den amerikanske filmskuespiller Sharon Stone har for år siden beskrevet, at han i filmen Iskoldt Begær fra 1992 tvang hende til at smide trusserne i en kønsagt under falske betingelser. Benedetta har for mange intriger i et lukket miljø med for mange unaturlige og dramatiske tiltag. Den er selvfølgelig en kommentar til de mange lukkede handlinger med katolske præsters magt over unge. Men intriger og skandaler fortælles bedre uden unødvendig dramatik.
