Skriv en kommentar
Lou Reed har aldrig været typen der springer over hvor gærdet er lavest og gør hvad der bliver forventet af ham. Han har fra første guitarhug i legendariske Velvet Underground, været en kompromisløs og grænsesøgende kunster. Iklædt sort læderjakke skrev han sange om S/M, heroin og speed, mens resten af USA’s ungdom rendte rundt i hennatøj og plukkede blomster i en salig hashrus. Derfor var det også noget uventet at hans anden soloplade ”Transformer” blev en kæmpesucces, med hits som ”Walk on the Wild Side” og ”Perfect Day”. Det er dog, set i retrospekt, knap så uventet at den evigt kontrære Lou Reed efterfølgende valgte at lave noget helt andet, end endnu en glam-rock fest i stil med ”Transformer”. Resultatet blev ”Berlin” et ambitiøst konceptalbum om fortabt kærlighed, stofmisbrug og depression. Resultatet var, som man måske kan regne ud, ikke ligefrem lettilgængeligt og ”Berlin” vakte også umiddelbart skuffelse hos både anmeldere og publikum.
”Berlin” er imidlertid en af de plader hvis anseelse og popularitet er vokset med tiden, og mange anser den nu for at være blandt Lou Reeds bedste soloplader.
Grundet dens lunkne modtagelse har pladen ikke været fremført live før 2006, 33 år efter dens oprindelige udgivelse. Denne, noget forsinkede, uropførelse har instruktøren Julian Schnabel (”Dykkerklokken og sommerfuglen”) valgt at gøre en film ud af.
Det første man bider mærke i ved denne film, er den grynede billedkvalitet og det lettere urolige kamera. Her er meget langt fra det tekniske overflødighedshorn man efterhånden er blevet vant til i moderne koncertfilm, som Scorseses ”Shine a Light”, med dusinvis af kameraer og kranskud, der ville kunne give selv den mest hærdede søulk kvalme.
I stedet vælger Julian Schnabel, meget klogt, at fokusere på intimiteten og nærværet. Den grynede billedkvalitet er også med til at give filmen et lidt gammeldags udtryk, hvilket er meget passende, taget i betragtning at det jo trods alt er en uropførelse af en plade fra1973.
Knap så vellykkede er de separat optagede stemningsbilleder, der illustrerer den ulykkelige fortælling. Ikke fordi at der er noget i vejen med selve optagelserne, de er både flotte og smagfulde, men det er simpelthen ødelæggende for koncertoplevelsen at der bliver klippet til et fiktivt filmunivers midt i det hele. Heldigvis, er disse optagelser forholdsvist sparsomt brugt og er i det store hele kun en mindre irritation.
”Berlin” er en meget rigt instrumenteret plade, og for at kunne fremføre den live har Lou Reed medbragt et større ensemble der, udover hans faste band omfatter både en stryger- og hornsektion, et pigekor, samt et par prominente backing vokalister, heriblandt Antony fra Antony and the Johnsons.
Jeg har længe haft det lidt svært med Lou Reeds valg af faste musikere. De har det simpelthen med at spille for teknisk godt, til at det klæder den rå, primitive rockmusik manden er garant for. Desværre er jeg kun blevet bekræftet i mine fordomme efter at have set ”Berlin”. Alt for tit ender sangene i trivielt blues-lir, og trommeslager Tony ”Thunder” Smith er simpelthen indbegrebet af mangel på situationsfornemmelse med sine konstante, fusions jazz-inspirerede fills.
Det er utroligt ærgerligt for når det virker, og bandet ellers holder sig på måtten, så er det hjerteskærende smukt. Lou Reed er intens og indfølt som aldrig før, og de store arrangementer fungerer upåklageligt. Alene ekstranummeret, ” Candy Says”, sunget som duet mellem Antony og Lou Reed er næsten hele filmen værd, og burde kunne give gåsehud på selv den mest homofobisk anlagte HA’er.
”Berlin” er som nævnt ikke nogen videre lettilgængelig størrelse, og hvis man ikke i forvejen kender noget til Lou Reed, er det måske ikke det bedste sted at starte. Til det formål er den føromtalte ”Transformer” klart mere velegnet.
Kendere og elskere af Lou Reed, derimod, vil med garanti få stor fornøjelse af denne film, især hvis man er blandt dem der ikke havde mulighed for at se ham opføre pladen i Operaen den 7. juli.
