Så er gardinerne gået for endnu en filmfestival i Berlin. De røde løbere er rullet sammen, de forgyldte bjørne delt ud og stjernerne taget hjem. For 56. gang er byen blevet indtaget af nogle af filmverdenens mest indflydelsesrige veteraner og mest lovende talenter – og med dem en mediemaskine ud over det sædvanlige. Som en lille del af denne tog jeg af sted på mit første eventyr i en af Europas, for ikke at sige verdens, vigtigste filmfestivaler.
Når man første gang træder ind i festivalens hjerte - den overdådigt pyntede Marlene Dietrich Platz, med Palast-Biografen i centrum – er det et imponerende syn. Den i forvejen overvældende bymidte er pyntet næsten til ukendelighed, understregende Festival-delen af Die Berlinale. Røde løbere, storskærme, projektører, filmkameraer og plakater så langt øjet rækker. For en nybegynder er det en uoverskuelig masse af hektiske folk og skarpe lys men også en indhyllet i en god og behagelig stemning. På trods af de stressede skikkelser overalt at se, så har man ikke nødvendigvis mere travlt end man tillader sig at have. Der er rig mulighed for at slappe af og blot nyde synet.
Hovedkonkurrencen
I centrum for festivalen er hovedkonkurrencen, der i år havde et ganske positivt dansk islæt. Ikke nok med at debutinstruktør Pernille Fischer Christensens ”En Soap” fik æren af at være officiel åbningsfilm, filmen blev også belønnet med en Sølvbjørn til den unge instruktør, der ligeledes fik prisen for bedste debut. Hovedprisen, den prestigiøse Guldbjørn gik ligeledes, noget overraskende, til en ung debutant, nemlig bosniske Jasmila Zbanic for det socialrealistiske efterkrigsdrama ”Grbavica” om en mor og datters liv og indbyrdes konflikter i et Bosnien, der stadig kæmper for at komme sig over borgerkrigen. Iranske Jafar Panahi delte juryens Sølvbjørn med Pernille Fischer Christensen for sit fodbolddrama, ”Offside”. De tyske skuespillere Sandra Hüller og Moritz Bleibtreu – hvor sidstnævnte for nyligt kunne ses i både amerikanske ”Munchen” og som ”Fakiran Fra Bilbao” – vandt skuespillerpriserne for henholdsvis eksorcisme-dramaet ”Requiem” og dramakomedien ”Elementarteilchen”.
En af festivalens mest opsigtsvækkende film, ”The Road To Guantanamo”, vandt instruktører Michael Winterbottom og Mat Whitecross en Sølvbjørn for bedste instruktion. Filmen følger i dokudramatisk stil fire unge englændere der tager til Pakistan for at overvære den enes bryllup. Af ren nysgerrighed besøger de Afghanistan der kort tid efter forvandler sig til en krigszone. Efter flere mellemstop ender de tre af vennerne i amerikanernes berygtede fangelejr i Guantanamo Bay, Cuba, hvor de bliver tortureret og tilbageholdt uden rettergang i over to år. Filmen er en rå omgang, der ikke har andet formål end at skabe opmærksomhed omkring den stadig aktive fangelejr og dens 500 indsatte. Pressekonferencen skabte enorm opmærksomhed idet to af de fire venner filmen omhandler var til stede og kunne fortælle om deres oplevelser. ”The Road To Guantanamo” får premiere på britisk TV allerede i Marts og det er ikke på nuværende tidspunkt sikkert om filmen kommer op i de danske biografer, men mon ikke den store medieopmærksomhed sikrer den en plads på vore skærme.
Af andre nævneværdige film som Jury-Præsident Charlotte Ramplings internationale jury ikke belønnede bør nævnes veteranen Robert Altmans hyggelige ”A Prairie Home Companion” der giver et sødt portræt af en næsten tabt del af den amerikanske sjæl. Filmen handler om den sidste udsendelse af et radioprogram med over 50 år på bagen og er i vanlig Altmansk stil ikke blot befolket af en perlerække af amerikanske skuespillere, men også med en grovkornet og dog sjov hyggehumor. Pressekonferencen, der talte både Meryl Streep, Woody Harrelson og Lindsey Lohan, viste sig at tilhøre den aldrende Altman (der fylder 81 i dag), der viste enormt overskud og humør.
Den unge thailandske instruktør Pen-Ek Ratanaruang fulgte op på en tidligere festivalfavorit ”The Last Life In The Universe” med den melankolske ”Invisible Waves” der splittede kritikerne. Filmen, der er en langsom og billedskøn historie om en forvirret morder på en slags flugt har et velplaceret stænk af underspillet humor, der for undertegnede fungerede glimrende. Nogle roste den til skyerne for sine smukke analogier, andre kritiserede den for at være overfladisk. Den karismatiske instruktør havde samlet sit internationale hold, der inkluderede den japanske superstjerne Tadanobu Asano og australske mesterfotograf Christopher Doyle til den livlige pressekonference, der ikke mindst blev holdt i gang af den noget drukfærdige Doyle.
Panorama og Forum – det brede udvalg
Efter konkurrence-sektionen, der også indeholdt Europa-premierer på film uden for konkurrence, blandt andet de store amerikanske produktioner ”Syriana”, ”The New World” og ”V for Vendetta”, var fokus størst på den omfattende Panorama-sektion. Sammen med Forum-afdelingen fokuserer Panorama på et verdensomspændende udbud af film af enhver slags. Provokerende og udfordrende film fra hele verden bliver inviteret og i år lå fokus blandt andet i høj grad på mellemøstlige og asiatiske produktioner. Japanske provokatører som Takashi Miike (den udfordrende ”Big Bang Love, Juvenile A” i Panorama), Sabu (den glimrende ”Shisso” i Panorama) og Shion Sono (den mystiske ”Strange Circus” i Forum) stod side om side med folk som Neil Jordan (”Breakfast On Pluto” i Panorama) og Lukas Moodyson (den skrækkeligt prætentiøse ”Container” i Panorama) i hvad der mildest talt kan kaldes et imponerende udbud. Dokumentarfilm, blandt andet en om jurymedlem Matthew Barney, stod på lige fod med tysk socialrealisme (”Knallhart”), israelsk drama (”Close To Home”), voldsom australsk western (”The Proposition” som bød på et ekcentrisk besøg fra manusforfatter Nick Cave) og stjernebesatte amerikanske produktioner såsom Marc Fosters fascinerende ”Stay” med Ewan McGregor, Naomi Watts og Ryan Gosling.
Markedet og Talent Campus – hvor fremtidens talenter og succeser findes
Et lille stykke fra festivalens travle centrum fandt det om muligt endnu mere seriøse europæiske filmmarked sted. Her mødes indkøbere fra hele verden af filmselskaber af enhver slags til at se, købe og opdage nye film i alle genrer. Her gives en forsmag på hvad der kan vise sig at blive årets allerstørste internationale overraskelser. For eksempel skulle det ikke overraske mig om den iværksatte, thailandske pr-offensiv ender med at gøre ”Tom Yum Goong”, af holdet bag den kompromisløse kampsportsfilm ”Ong-Bak”, til en kommende kæmpesucces.
Ud over markedsområdet, i hvilket der er noget begrænset adgang for os kære pressefolk, byder Berlinalen også på et af de mest succesfulde initiativer på den internationale festivalscene – det såkaldte Talent Campus. Her mødes 600 unge, ukendte filmskabere fra hele verden for at arbejde, lære hinanden at kende og få internationale forbindelser. Et eksempel på hvorledes disse arrangementer bærer frugt var tilstede i Forum-filmen ”Big River”, lavet af et internationalt hold der mødte hinanden under den tyske filmfestival for to år siden.
Som første gangsbesøgende er Berlins Internationale Filmfestival en ordentlig mundfuld. De utallige visninger og det umådeligt brede udvalg af film kan være svært at overskue og den enorme størrelsesorden alting udfolder sig i kan være hård at sluge, men efter et par dage i det hektiske miljø begynder et klarsyn at lægge sig. Man genvinder fatningen og med den overblikket. Det er svært at forklare, særligt set i forhold til hjemlige festivaler, men Berlinalen er mere end noget andet en oplevelse. Røde løbere, blitzende fotografer, store stjerner i skinnende limousiner og den ene film efter den anden; alt sammen bliver det til en helhed af sansemæssige indtryk. Som debutant har jeg ikke fået halvdelen med, men det har været en oplevelse ud over det sædvanlige. Det eneste der på nuværende tidspunkt ligger helt fast er følgende: Jeg SKAL af sted til næste år.
