Lørdag aften sluttede årets Berlinale med et brag af en galla. Udover verdenspremieren på Francois Ozons nyeste, ”Angel”, blev der delt priser ud i 8 kategorier. Juryen, ledet af Paul Schrader og med medlemmer som Willem Dafoe, Gael Garcia Bernal og danske Malene Stensgaard, gav sin hovedpris, Guldbjørnen, til ”Tuya’s Marriage” fra Kina. Filmen om den hårde tilværelse på sletterne i Mongoliet, der ellers blev kritiseret af nogle kritikere som værende for selvhøjtidelig, viste sig at skinne igennem med sin relevante historie og imponerende skuespil.
Andenprisen, Sølvbjørnen Grand Prix, blev givet til Ariel Rotters ”The Other” fra Argentina og hovedrolleindehaveren, Julio Chávez, fik ligeledes en Sølvbjørn som bedste mandlige skuespiller. Også her var kritikerne langt fra enige om filmen, der både blev kaldt for lang, for ensformig og dårligere end intruktørens foregående, ”Just For Today”. Uddelingen af de to hovedpriser understreger dog hvad alle havde forventet af den skuespils-tunge jury (fire skuespillere ud af syv medlemmer og en skuespilsglad instruktør som formand) – nemlig at priserne ville falde til film med fokus på stærke skuespils-præstationer.
Kritikernes favoritter var blandt de sene film der blev vist, blandt andet britiske ”Hallam Foe” af David MacKenzie med en storspillende Jamie Bell i titelrollen og ”I served the King of England” af den tjekkiske veteran Jiri Menzel. Også åbningsfilmen, ”La Vie En Rose” med Marion Cotillard som Edith Piaf fik positive ord med af pressen, men ingen priser. De resterende Sølvbjørne gik til Joseph Cedar for bedste instruktion i det Libanon-baserede krigsdrama ”Beaufort”, Nina Hoss som bedste skuespillerinde i ”Yella”, det samlede ensemble i Robert De Niros ”The Good Sheppard” for ”Outstanding Artistic Contribution” og ”Hallam Foe” for bedste brug af filmmusik. Alfred Bauer-prisen, der gives til en film der tager filmkunsten i nye retninger, blev givet til en af hovedkonkurrencens outsidere, men undertegnedes ubestridte favorit, den farverige ”I’m A Cyborg, but that’s OK” af Park Chan-Wook fra Sydkorea.
Amerikanerne stod for hovedprogrammets dårligst modtagne film, ”When a man falls in the forest”, såvel som Steven Soderberghs lunkne, men underholdende stiløvelse ”The Good German”. Bille Augusts film om Nelson Mandela, ”Goodbye Bafana”, fik ligeledes en lunken, men passende, modtagelse hvor den blev kaldt for skemalagt og forudsigelig, hvilket den ganske rigtigt er.
De største trækplastre for publikum og pressen var som altid den håndfuld film der blev vist uden for konkurrence og i det særlige Berlinale Special program. Her var besøg af Clint Eastwood og hans japansk-sprogede ”Letters From Iwo Jima”, såvel som de to længeventede actionbrag fra øst og vest - ”Daywatch” fra Rusland og ”300” fra USA. Også Juryformand Paul Schrader havde en film med uden for konkurrence, den jævne ”The Walker”.
Asiatisk Invasion og Amerikansk Independent
Det blev asiatisk film der imponerede undertegnede mest i de tre andre hovedserier, Panorama, Forum og Generation. I Panorama-sektionen var åbningsfilmen ”Love and Honor” en imponerende, japansk periodefilm, mens Sydkoreanerne væltede seksuelle og socialle tabu-emner omkuld i den hæsblæsende sex-komedie-musical ”Dasepo Naughty Girls” og en af de allerførste, seriøse, koreanske spillefilm om homoseksualitet, den rørende og voldsomme ”No Regret”. Amerikanerne imponerede også i Panorama med en gruppe uafhængige produktioner. Den intense ”Interview” af Steve Buscemi (baseret på en film af den myrdede, hollandske filmskaber Theo Van Gogh og produceret i samarbejde med holdet bag originalen), den voldsomt humoristiske ”Teeth” af Mitchell Søn-af-Roy Lichtenstein og kult-instruktør John Waters’ filmede stand-up show, ”This Filthy World” – fulgt op af en yderst morsom pressekonference. Sarah Polley klarede springet fra skuespiller til instruktør med bravur i den canadiske ”Away From Her” og Ric Burns’ næsten fire timer lange ”Andy Warhol: A Documentary” fortjener også at blive nævnt.
Forum-serien, der fokuserer på små film og film fra hele verden havde også asiatiske islæt ikke mindst i den omfattende retrospektiv af Okamoto Kihachi – en yderst interessant, men i vesten næsten ukendt, japansk auteur – og Hong Kong actionbraget ”Eye In The Sky”. Tyske ”Madonnen” og ”Jagdhunde”, schweisiske ”I was a swiss banker”, bollywood gangsterfilmen ”Don” og Guy Maddins moderne stumfilm ”Brand Upon The Brain” fik ligeledes masser af opmærksomhed i Forum.
Generation, hvor fokus ligger på unge og nye filmskabere, imponerede mest med den vanvittigt flotte, japanske animationsfilm ”Tekkonkinkreet”, mens kritikerne blev mest irriterede over Tarsem Singhs længe ventede og tilsyneladende alt for stiliserede opfølger til ”The Cell”, ”The Fall”. Den sydkoreanske ”Like A Virgin”, Thailandske ”Dorm” – der vandt hovedprisen i Generation-segmentet – og åbningsfilmen, den opfindsomme ”The Last Mimzy” fra USA, hørte til de mest opsigtsvækkende.
Gode Film i Vente
Alt i alt har den 57. Berlinale været den største og mest opsigtsvækkende nogensinde. Heldigvis har det øgede udbud af film – i år omfattede programmet over 350 titler – ikke betydet en nedgang i kvaliteten, nærmere tværtimod. Kvalitet, kvantitet, effektivitet og fornøjelse er alt sammen gået op i en højere enhed i år og til trods for at det i manges øjne ikke blev de bedste film der vandt priserne, så har det generelle niveau været væsentligt højere i hovedkonkurrencen end sidste år. Med Natfilm rundt om hjørnet og måske i højere grad Copenhagen International Film Festival til efteråret, vil mange af de viste film helt sikkert tage festivalturen videre til danske biografer. Og efter denne fornøjelse kan jeg kun byde dem velkommen. Hvis Berlin har lagt stilen an, så går vi en overordentligt interessant festival-sæson i møde.
