Berlinalens femte dag blev en blandet omgang med væsentlige skuffelser. Hovedkonkurrencen bød på den tyske Der Rauber om en uheldig forbryder, den velmodtagede svenske krimikomedie En Ganske Snill Mann med Stellan Skarsgård i hovedrollen og manuskript af vor egen Kim Fupz Aakeson - og sidst den japanske veteran Koji Wakamatsus groteske Caterpillar. Sidstnævnte, der er historien om en mand der hjemvender fra anden verdenskrig med alle sine lemmer amputeret, var symptomatisk for hele dagen en film der på papiret lød bedre end den var. Med udgangspunkt i det virkelig interessante dilemma som krigsheltens kone pludselig står i - hun skal passe og pleje mandens basalt menneskelige, såvel som seksuelle behov - er interessant og Wakamatsus tilgang er generelt vellykket og byder på flere mindeværdige scener. Filmen bliver dog hurtigt repeterende og monoton, hvilket er en skam.
To kampsportsfilm blev det også til, først den brasilianske Besouro om kampdansen Capoeirhas oprindelse. Filmen der ellers bød på alt fra flyvende unge mænd, guder og dæmoner, blod, vold, oprør og revolution var først og fremmest bare lidt kedelig grundet sin kluntede udførelse og repetative manuskript. Dagens anden kampsportsopvisning var en noget vildere oplevelse. En af genrens gudfædre, kinesiske Yuen Woo-Ping, var kommet til Berlin med sin nyeste fantasyfilm, True Legend. Her havde vi pludselig giftige skurke med rustninger syet direkte ind på huden, fordrukne helte, ekstremt melodrama og en klassisk episk historie af den slags Ping og hans kollegaer er kendt for. Filmen, der oven i købet indeholdt enkelte scener i 3D, var en fornøjelse med underholdningsniveauet helt i top.
Yuen Woo-Pings gamle protege, Jackie Chan, dukkede op i Berlin tirsdag med sin nyeste film, den kinesiske Little Big Soldier, der ligesom True Legend bliver vist i Speciale-programmet. Little Big Soldier var klassisk Chan - en af den slags film han aldrig har kunnet lave i Hollywood, men som han heldigvis stadig får lavet fra tid til anden i Kina. Filmen blander på glimrende vis action og komedie før den bygger op til en melodramatisk finale med en stærkt udpenslet morale, som også var det emne Jackie Chan helst ville snakke om på den efterfølgende, meget underholdende pressekonference. Chan brugte en lille time på at forklare hvorfor vi alle bare bør være venner før han afsluttede seancen med en fremføring af filmens temasang.
Den amerikanske independentfilm Father Of Invention bød på standardiseret formulariseret underholdning med Kevin Spacey som en opfinder der kommer ud af fængsel efter et længere ophold. Bestemt ikke en film man behøver at glæde sig til. Det kan man derimod sagtens til en anden amerikansk film, Please Give, der er en del af Berlinalens hovedkonkurrence. Et fint lille familieportræt bliver til en kynisk komedie med nuancer og overraskelser nok til at holde ens opmærksomhed fangen.
De sidste par dage har desuden budt på glimrende, Taiwanesisk gangsterfilm i den løsslupne Goodfellas-inspirerede Monga, homoseksuel prætentiøs arthouse kedsomhed i Jake Yuznas Open og fantastisk fransk animationsfilm i form af The Illusionist. Sidstnævnte, der er lavet ud fra et manuskript af Jacques Tati er den nyeste film fra Sylvain Chomet, der sidst imponerede med Trillingerne Fra Belleville. The Illusionist er ganske simpelt en animeret Tati-film, komplet med ordløs, underspillet komik, detaljerede, finurlige scener og en fuldstændig uforudsigelig historie. Og så er den fantastisk flot lavet. I allerhøjeste grad et højdepunkt på festivalen og en film alle bør glæde sig til når den engang rammer de danske biografer.
