Berlinalens ottende dag åbnede med de to konkurrencefilm On The Path af den tidligere Guldbjørnevinder, Bosniske Jasmila Zbanic og Jüd Süss – Film Ohne Gewissen af Tyske Oskar Roehler. Personligt fik jeg ikke mulighed for at se nogle af filmene, men særligt det tyske bidrag, der kredser om en skuespillers rolle i en nazistisk propagandafilm skabte furore og buhende tilråb både hos publikum og anmeldere.
I stedet for konkurrencefilmene sigtede vi efter mindre titler – først den tyrkiske Kosmos, om en mystisk mand der dukker op i en lille by og som det første redder et lille barn fra druknedøden. Han bliver budt velkommen med åbne arme, men inden længe begynder manden at udfordre indbyggernes sociale, religiøse og menneskelige værdier og så bryder helvede løs.
Kosmos var en halvsyret oplevelse, men da vi satte os til rette til dagens næste film begyndte det vi efterfølgende har døbt syredagen for alvor. Den amerikanske dokumentar Arias With A Twist – The Docufantasy er et livligt portræt af de New York baserede kunstnere Joey Arias og Basil Twist, der i fællesskab har skabt showet filmen har taget sin titel fra. Joey Arias, der var tilsted i Berlin og efterfølgende optrådte ved Teddy-prisuddelingen, er en af den slags kunstnere alle bør kende til. Han har bevæget sig indenfor film, musik, teater, cabaret, cirkus og nu, i samarbejde med dukkeføreren Twist, dukketeater. Filmen bød på extravagante kostumer, fantasifulde opvisninger, New Yorker-nostalgi og meget mere. Lur mig om ikke den vil besøge vore breddegrader når Cph:Dox og Cph:Pix kommer til byen.
Syreshowet nåede nye breddegrader med den japanske animationsfilm Welcome to The Space Show, der egentlig er en børnefilm, men mest henledte mine tanker til et LSD-trip. Den 135 minutter lange anime bringer fem små børn langt ud i verdensrummet og er så fuld af fantasifulde væsener at man lynhurtigt, og heldigvis, glemmer alt om at prøve at følge med i den mildest talt forvirrende historie. At vi så fik filmen serveret med synkron-oversættelse på tysk var nærmest kun passende.
Den israelske Phobidilia kan ses som en forlængelse af film som Requiem for a Dream. I stiliserede billeder fortælles en lille historie om en ung mand der har valgt at skabe sit eget lille kongerige i en lille lejlighed. Han sætter aldrig en fod uden for døren, før den dag kærligheden pludselig gør sit indtog. Filmen er en fin lille stiløvelse, der omhandler fraværet af menneskelig kontakt, ufølsomhed, frygt og som drager en lille parallel mellem det moderne israels selvskabte, moderne, ensomme mennesker og de mange der levede i frygt under jødeforfølgelsen. Filmen er ikke perfekt og nogle gange bliver stiløvelsen for meget, men langt hen ad vejen er Phobidilia en vellykket film.
Sidste film i dag blev den russiske Missing Man, der kunne være taget ud af Franz Kafkas skriverier. En lille film med enkelte højdepunkter, men også et uselvstændigt værk der skæver lidt for meget til sin inspirationskilde og i længden blot bliver kedelig.
Syredagen er overstået.
