På niendedagen tog vi hjem, så det var begrænset hvor meget vi nåede at få med. To konkurrencefilm blev det dog til, først det andet danske bidrag, Pernille Fischer Christensens opfølger til En Soap, en film med den simple titel En Familie, og dernæst Berlin-veteranen Michael Winterbottoms neo-noir The Killer Inside Me.
En Familie var en på alle måder typisk dansk film. Manuskriptet omhandler bagerfamilien Rheinwald, hvis prestigefyldte imperium pludselig står uden en leder da faderen (stærkt spillet af Jesper Christensen) bliver diagnoseret med kræft. Hvor hovedperson, hans ældste datter, står nu overfor en masse valg da hun på en og samme tid bliver gravid, får tilbudt job i New York og bliver bedt om at overtage faderens plads i familieforretningen. Der er masser af dilemmaer i Fischer Christensens nyeste film - i mine øjne alt for mange. Nogle ting fungerer, andre gør ikke. Til sidst blev jeg træt af de mange brødmetaforer og filmens ordinære og uhyggeligt danske opbygning. Men en fin lille film er det da på mange måder og ved den efterfølgende pressekonference virkede store dele af de udenlandske journalister da heldigvis også mere begejstrede end jeg.
Anden film, Michael Winterbottoms The Killer Inside Me, var en noget anden boldgade. Med rygter om ekstreme voldsscener og voldsomme udvandringer (selv fra Jessica Alba, der spiller en central rolle i filmen) fra visningerne i Sundance var forventningerne store til Winterbottoms bud på en moderne film noir. Men alt blev gjort til skamme af en film der satser alt på en stemning der aldrig rigtig virker. Historien kredser om Casey Affleck der spiller en Texansk vicesheriff med seriøse, freudianske problemer. Når han ikke opretholder loven har han nemlig for vane at tæve og dræbe de (kvinder) der kommer lidt ind på livet af ham.
Det hele gav meget god mening da Winterbottom til den efterfølgende pressekonference forklarede de banale psykologiske forviklinger, men faktuk er kort og godt at filmen er banal, kedelig og usammenhængende, til trods for interessante skuespillere som Bill Pullman, Elias Koteas og Kate Hudson, der alle leverer fine præstationer. Som en norsk journalist påpegede, så er det hele simpelthen set før og bedre. De voldelige udbrud var til stor debat på pressekonferencen. Personligt kan jeg ikke rigtig forstå at det kunne hidse folk op, da filmens voldsscener ikke ramte mig som synderligt specielle.
Det blev en kort dag med to lidt kedelige film. Nu går turen hjemad og snart vil vi vide hvem der modtager de begærede guld- og sølvbjørne.
