Efter en afslappende ferie med familien i Den Dominikanske Republik ankom jeg endelig i dag til det årlige besøg i Berlin. Michael Panduro, Cinemaonlines anden repræsentant, har dog været her fra starten af, og på den måde, har jeg fået lidt info om festivalen indtil nu. For første gang gik (næsten) hele rejsen glidende. Togturen til lufthavnen gik uden problemer, jeg skulle ikke vente længe på flyet, da det fløj 10 minutter før tid, og toget fra lufthavnen kørte som det skulle. Sådan da. Jeg havde tjekket afrejsetider i forvejen, men på en eller anden måde, endte jeg i det forkerte tog, og landede i en forstad uden taxaer og næsten en time mellem dette tog og det næste. Ærgerligt! Jeg tog det dog med ro, og snart var jeg i Berlinalens centrum - Potzdamer Platz.
Den første film var fra Berlinalens Panorama-program. Dante Lam er en instruktør jeg før har stiftet bekendtskab med igennem den glimrende The Stool Pigeon . That Demon Within er dog en lidt anden størrelse. Han træder her ud af skyggen på Johnni To, men alligevel begår han en del fejl i sin søgen på identitet. That Demon Within er dog på ingen måde dårlig - filmen er en forvirrende sag, hvor man aldrig helt ved om, man er i hovedet på filmens hovedrolle eller oplever virkeligheden. Dette er dog intentionelt, og med en række velfungerende actionscener oveni hatten, er man godt underholdt trods filmens langsomme tempo.
Herefter fik vi nået en række markedsvisninger, hvor billetterne blev afhentet i sidste øjeblik, men alligevel med stor succes! Først blev det til Død Sne 2.. På trods af plotmæssigt at være tæt på den første film, har vi med en helt anden zombiefilm at gøre i denne omgang. Filmen afprøver nyt territorium i genren, hvilket delvist er vellykket. Det er naturligvis kreativt at afprøve noget nyt (mere specifikt at blande zombie med voodoo og smide kommunist-zombier efter nazi-zombierne), men det er desværre ikke gennemtænkt, da flere plothuller opstår imens det uafklarede netop forbliver uafklaret. Vittighederne er i denne omgang kun 50/50 velfungerende, imens mange af filmens actionprægede scener er enormt kreative og underholdende. Jeg placerer filmen nogenlunde på samme niveau som den første - men af andre årsager.
Den næster markedsvising blev til Lucky McKee’s “All Cheerleaders Die”. Hvis du ikke kender McKee i forvejen, er dette det forkerte sted at starte. Han har en unik fortællestil, men i denne film er de indforståede vittigheder så markante, at kendskab til mandens tone nærmest er et must for nydelsen af filmen. Filmen er uden tvivl en “elsk den/had den” type, og allerede 15 minutter inde i filmen, måtte jeg tage det bevidste valg, om hvilken fløj jeg tilhørte. Da jeg var i glimrende humør, valgte jeg den positive, og midt i al filmens intentionelle High School stupiditet fik jeg serveret en fornøjelse! Med McKee’s sære tilgang til film, vidste jeg ikke helt hvor filmen ville hen, og med minimal viden om filmen i forvejen, blev jeg konsekvent overrasket over de ubenyttede territorier McKee betrådte i denne omgang.
Aftenens sidste film blev i Berlinalens Forum-sektion. Den brasilianske “Castanha” var et karakterstudie i en aldrende drag queen, der bor sammen med sin mor. En helt typisk Forum-film, der ikke skiller sig meget ud i stil og tone med hovedparten af programmet, ikke har et decideret plot, men derimod fokuserer på realisme og troværdighed, selvom symbolikken bestemt også er tilstede. Personligt er dette ikke min kop te, men Michael Panduro virkede meget begejstret, så helt håbløs har den nok ikke været.
En fin førstedag for mit vedkommende. Jeg smutter igen tirsdag, så det bliver en kort Berlinale for mit vedkommende, men jeg glæder mig meget til de næste par dages filmoplevelser. Nu vil jeg snige mig op på mit fyldte værelse på mit hostel, og håbe jeg ikke forstyrrer for meget i min halvberuste tilstand!
