Efter en lidt forvirrende morgen, hvor jeg først glemte mine briller på mit hostel, og måtte tilbage efter dem, og bagefter gik hen til den forkerte biograf, måtte jeg konstatere, at jeg var en smule søvnig, og der skulle noget til, for at holde mig vågen hele vejen igennem den første film. Den tyske “Stereo” er i konkurrence i festivalens Panorama-program. Instruktøren Maximilian Erlenwein har jeg brokket mig over før, men jeg havde brug for lidt let underholdning, og Stereo proklamerer sig som en thriller. Det er den da også et stykke hen af vejen, men ligesom instruktørens tidligere film, fylder en plat humor som vi danskere kender fint fra bl.a. Anders Thomas Jensen og lignende tåber en stor del af filmen. Først i filmens sidste halve time bliver det en smule interessant, for plottet er ærligt talt åndssvagt, da Erlenwein instruerer velfungerende action i stil med Cronenbergs “A History Of Violence” samt “Eastern Promises”.
Lars Von Trier beviste som det næste, at hans film hurtigt kan fylde den velsagtens største sal under Berlinalen - Palast. “Nymphomaniac Volume 1” er den første halvdel af mandens nye film i en forlænget udgave. Personligt havde jeg ikke haft fornøjelsen at stifte bekendtskab med mandens mastodont af en film endnu, men forskellene skulle efter sigende være forlængelse af en del scener, hvor de eksplicite sexscener også får mere plads. Jeg havde det lidt ambivalent med at se denne film, da jeg ikke bryder mig om, at film skal splittes op på den måde, og jeg endte da også med den tanke, at jeg rigtigt gerne ville se resten. “Nymphomaniac” er nemlig på alle måder en betagende, eksistentiel og humoristisk film, der ramte plet på alle tangenter hos undertegnede. Nu har jeg ikke set anden del endnu, men jeg må allerede nu erkende, at dette hører til blandt mandens bedste film, og ender muligvis som favoritten. Desværre bliver filmen vist uden for konkurrence, så Von Trier må overleve de manglende priser i denne omgang. Pressekonferencen bagefter blev også hurtigt fyldt op, men Von Trier holdte sig til billederne, og pga. Cannes-episoden overlod han selve konferencen til en række af sine skuespillere samt filmens producer. Christian Slater var vittig, Stellan Skarsgård lun og Uma Thurman ligegyldig. Der blev mest snakket om arbejdet med Von Trier, og den debuterende Stacy Martin stjal, præcis ligesom i filmen, rampelyset fra alle de mere etablerede skuespillere med sin direkte facon og varme væsen. Shia LaBeouf kom ind og lignede og opførte sig som en nar. Et par spørgsmål inde, hvor han endnu ikke var blevet stillet et spørgsmål direkte, greb han mikrofonen som en form for angreb på pressen, og sammenlignede os med måger med et citat fra en Ken Loach film, hvorefter han gik sin vej. Til den offentlige visning til aften dukkede han op med en papirspose på hovedet. Mandens latterlige forsøg på at imitere Von Trier bliver der dog forhåbentligt ikke talt meget om verdenen over.
Efter konferencen havde jeg endelig lidt tid til at efterforske markedet. Intet er bedre end at stene rundt blandt alle de groteske plakater og ideer, der endnu ikke er blevet til film, men også dem der er færdiggjorte, og bliver vist hernede, har naturligvis en interesse. Et par forsøg på billetter gik i vasken, men jeg fik dog hentet til aftenens sidste film. Inden da var der dog tid til en falafel og en Forum-dokumentar. “The Darkside” er en australsk dokumentar med beretninger om forbindelse til åndeverdenen. Interessant lyder det, men det er faktisk i langt størstedelen meget banale og/eller utroværdige historier, og selve historierne bliver vist i en scene hver, hvor man ser den ene dødssyge person efter den anden, fortælle deres historier på den mest langsommelige og kedelige måde.
Så blev det tid til dagens markedsfilm. “Rigor Mortis” blander magi, vampyrer, spøgelser og kampsport. Det mest utrolige ved filmen er dog ikke denne herlige blanding, men at den rent faktisk formår at være kedelig. Der er nemlig en enorm fokus på filmens papirtynde karakterer samt forklaring af plottet, som faktisk er fint forståeligt uden den konstante higen efter at lappe hvert et plothul. Filmen er dog til tider visuelt interessant, og dens forsøg på at genvække fordums tids asiatiske vampyrkampsportsfilm skal også respekteres, men alligevel føles det hele så hult, at jeg måtte droppe den sidste planlagte film, blot for at gå en lille tur og lufte tankerne.
I morgen tidlig vil jeg forsøge mig med at dukke op til en markedsvisning uden billet - noget jeg ellers holdte op med for et par år siden, da den slags går galt i 80% af tilfældene. Ønsk mig held og lykke!
