Jeg ankom i går til vores sædvanlige hostel med min sædvanlige følgesvend Michael Panduro på slæb. Denne gang havde vi hevet Dennis Jørgensen fra filmskribenten.dk med, og da vi alle er gode venner, skulle ankomsten som sædvanligt også lige fejres. Humøret var højt men som natten skred frem blev vi værre og værre til pool, og besluttede os hurtigt for at gå i seng, så vi kunne være klar til Berlinalens første dag.
Danmark er ikke specielt godt repræsenteret i år. Jovist har vi da et par danskproducerede film her og der, men hovedprogrammet er (tør jeg næsten sige befriende?) fri for danske film. Naturligvis gemmer der sig en lille bitte patriot i alle mennesker, men jeg skal være den første til at erkende, at danske film generelt ikke er min kop te. Enkelte stikker naturligvis ud, og vi har da heldigvis nogle guldkorn i Von Trier og Vinterberg, men dialogen forekommer mig ofte ekstremt unaturlig i danske film. Hvilket hurtigt leder mig hen på den danske film “Nr. 7” som vi fik billetter til. Michael Panduro er skam instruktørassistent på filmen, så det var faktisk ikke ret svært at skaffe billetter til den. “Nr. 7” er noget så sjældent som en dansk found fortage børnegyser, hvilket i sig selv fanger min interesse. Filmen bliver snart vist i en censureret udgave delt op i 6 afsnit på Dr Ultra, men filmversionen indeholder et par scener, som var dømt ude, da de virker en del voldsomme på målgruppen. Netop målgruppen vil dog uden tvivl elske denne film/serie, da den indeholder alle de typiske velfungerende klicheer fra amerikanske børnefilm og gyserfilm. Dialogen er dog ofte ekstremt grinagtig. Det kan naturligvis sagtens ses som en positiv ting, og på trods af et par løse ender hist og pist, spillede filmen faktisk langt bedre end frygtet.
Dagens start var dog noget anderledes. Først var da kaos med metroen, da denne ikke kører for tiden. Meget uheldigt tidspunkt, og de busser der er sat ind i stedet, kræver at man skal skifte en gang. På tre stop. Det var uheldigvis ret svært at finde ud af, og når man i forvejen er groggy og snegler rundt i Berlins gader, tog det en halv times tid at komme ind til Berlinalen. Noget der normalt tager 10 minutter eller derunder. Efter lidt morgenmad gik det dog fint, og vi besluttede os at skippe den officielle åbningsfilm til fordel for Guy Maddins nye film “The Forbidden Room”, der bliver vist i Forum-programmet. Hvis man har set en Maddin-film før, ved man også, at dette ikke ville blive en helt normal filmoplevelse, og faktisk viste det sig, at være hans mest ekstreme til dato. Det pompøse stumfilmsbillede blandet med ren anarki blev mikset sammen med en ustruktureret historie-på-historie fortælling. De små historier blev dog kædet sammen, men med en spilletid på over to timer, blev det en anstrengende oplevelse. Vi blev dog enige om, at dette nok var med vilje, og med Maddins kulsorte humor, var dette bestemt en af mandens bedste film. Det var bare så ekstremt, at den var ret svær at sluge. Især med hovedpine.
Nok om det. Vi fik billetter til alt, hvad vi prøvede på ovre på markedet, hvilket kastede os ud i den amerikanske thriller “Submerged”. En god blanding af ufrivillig komik og nogenlunde velfungerende spændingsscener bandt en film sammen, der handler om en gruppe venner fanget i en bil under vandet. Flashbacks fortæller, hvordan de endte der, og i slutningen skifter filmen fuldstændig stil og bliver en laugh out loud actionfilm, der slet ikke giver mening og konstant twister. Som helhed var jeg dog rigtig godt underholdt af den sære struktur og de gode grin.
Dagens bedste film er gemt til sidst. “The Hallow” er en irsk gyserfilm stort set blottet for plot, men med vanvittigt effektive virkemidler. Stort set alle klicheerne er til stede, selv bare i plottet alene (en familie flytter ind i et hus i skoven, hvor nogle dæmoner vil have fat i deres baby), men det er godt udført, og bestemt en film, der fortjener lidt hype. Monsterene i filmen er blandt de flotteste jeg har set i flere år, og filmen holder generelt et glimrende tempo og har tilmed en tilfredsstillende slutning (noget som man næsten aldrig oplever i genren). På forhånd regner jeg med, at PIX har øjnene på denne film, så hvis den ender der, har den hermed en stor anbefaling herfra.
Vi ville have nået Panoramas åbningsfilm i dag (“Blue Blood”), men Berlinalen insisterede på, at pressevisning nr. 2 ikke var en pressevisning, selvom det stod overalt klart og tydeligt. Vi var dog lidt trætte, så de hørte ikke al for meget brok fra os, så nu endte vi tilbage på vores hostel, og vil nu planlægge lidt af i morgen.
