I dag var vi en smule trætte og uoplagte, så det meste af dagen gik med, at spise mad og drikke diverse milkshakes, juice og drinks. Alligevel formåede vi at presse en del ind i programmet. Jeg startede med at smide en billet til en senere forestilling ud, og Berlinalen mente ikke, at der var meget at gøre. Heldigvis var det en af de forestillinger, hvor det almene publikum ikke havde købt alle billetterne, og når det er sådan, lader de naturligvis pressen komme ind alligevel til allersidst. Når man ankommer på Berlinalen får man desuden også årets unikke taske. Jeg harsamlet på disse i mine ti år, og vil meget gerne fortsætte sådan. Uheldigvis gik lynlåsen i stykker på min taske, men heldig som jeg er, fik jeg bare udleveret en ny. Med andre ord gik der en masse galt i dag, som endte med at løse sig til sidst.
Første film bleven franske “Things To Come” i hovedkonkurrencen. En skilsmisse vender op og ned på en kvindes liv, der må bruge sin egen lære som filosofilærer i hendes liv. Mest af alt snegler filmen sig afsted med vattet humor primært om hendes kat, og den dybde man kunne forvente fra plotbeskrivelsen udeblev. Dette er vel nok en af de mest kedelige og intetsigende film, jeg har set i mange år, og jeg tror simpelthen ikke på, at den løber med nogle som helst priser.
“Manaha” blev vist uden for konkurrence. Instruktøren Lee Tamahori (“Once We're Warriors”) vender tilbage til New Zealand med denne film, efter mange (mislykkede) år i Hollywood. Det er da også hans bedste film siden dengang. En slags coming of age film, der sætter moralske styrker og intellekt op imod den sædvanlige fysiske råstyrke i Maori-familierne, men på trods af emner som voldtægt og mangel på kærlighed mest udformer sig som et hyggeligt familiedrama. “Manaha” spiller måske på endel tangenter, men alligevel forbliver den nedtonet og sober fra start til slut.
Herefter fik vi billetter til en markedsfilm. En jeg personligt havde glædet mig meget til. Ikke fordi den lød vanvittigt spændende, men blot fordi, det er rart at slippe fra de tungere film på Berlinalen med en gyser i ny og næ, “Havenhurst” med Julie Benz er måske langt mere ufrivilligt komisk og utroværdig end direkte vellykket, men den besidder alligevel nok vellykkede klicheer til at holde sit publikum fanget. Masser af blod og plothuller undervejs, og en åben slutning, der med et twist desværre skuffer efter en hidsig og tempofyldt midterdel.
“Being 17” smed os tilbage i hovedkonkurrencen. Endnu en fransk film og endnu et coming of age drama. Selvom den bestemt havde mere på hjerte end “Things To Come” nærmede den sig dog ikke samme niveau som “Manaha”. To 17-årige drenge bliver i filmen skubbet længere og længere sammen af tilfældigheder indtil resultatet bliver kærlighed. De smukke naturbilleder af de franske bjerge om vinteren overskygger dog selve plottet, og selvom filmen næppe er decideret dårlig, er det dog heller ikke en man vil huske særligt længe.
Til sidst var det tid til lidt japanske galskab. Forumprogrammet har fundet en masse velkendte og mindre kendte japanske instruktørers meget tidlige film frem, og renset billede og lyd så meget som overhovedet muligt. “I Am Sion Sono” er filmet og spillet af Sion Sono selv, der præsenterer sig selv som 22-årig. Det lyder måske meget sobert, men har man set mandens film, er man nok klar over, at det er det ikke. Fyldt med gentagelser, skrigeri og sære ideer, griner man sig igennem langt det meste af de 45 minutter. Mest vanvittigt er en 5-10 minutter lang klippescene,hvor Sion Sono skiftevis stønner og skriger som en galning hele vejen igennem. “Tokyo Cabbageman” af Akira Ogata om en mand med et kålhoved som hoved er ligeså gal. En kvinde springer i luften, han får hugget fingrene af og løber rundt som en tosse i Tokyos gader. Her er også masser af gode grin undervejs - f.eks. i en scene hvor han ringer efter hjælp, og får af vide, at der da også findes andre salathovedhoveder som ham derude, men det nok er bedst, at han begår selvmord alligevel.
Så selvom vi var lidt sløve i dag, fik vi da set en del. Nu skal vi til at i gang igen, og dagen i dag byder også på en masse gode ting - forhåbentlig.
