Allerede efter at have været på Berlinalen et par år, er rutinerne begyndt at sætte sig. Madstederne, supermarkedet, barerne, biograferne osv sidder nu så godt fast, at man skulle tro det var en ganske almindelig hverdag. Vi har glædet os til at ankomme til Berlinalen i alt for lang tid i år, og det er rart at ankomme til de nu fastlagte rutiner, så man ikke længere farer så forvirret rundt, som tilfældet var de første par år.
Berlinalen 2017 startede med forsinket fly som ledte op til en længere rejsetid med tog og er forestilling misset for vores vedkommende. Planen var ganske vist at starte på markedet i forvejen, da førstedagen på Berlinalen er knap så velbesøgt af hverken pressefolk eller købere på markedet. Billetterne bliver derfor glædeligt delt ud til håbefulde pressefolk på førstedagen, hvilket også endte med at gavne os. Vi skyndte os alt hvad vi kunne, og fik adgang til de to forestillinger, vi havde håbet på.
Juryen fra hovedprogrammets pressekonference var allerede overstået da vi ankom, og åbningsfilmen om Django Reinhardt med den passende titel “Django” følte vi ikke det store for. Derimod lød Antonio Banderas som aldrende rockstjerne i en action/komedie som noget der kunne underholde på en eller anden måde. Desværre har vi endnu ikke fået tilladelse til at skrive om “Salty” endnu af filmselskabet, og filmen var da heller ikke klar til udgivelse i den udgave vi så - der manglede lidt lyd- og effektarbejde rundt omkring.
Derimod er der ingen restriktioner på at skrive om den næste markedsfilm “Don’t Sleep”. Hvad præcis den handlede om står stadig lidt i det uvisse, men det har vist noget med dæmonbesættelse og drømme at gøre. “Don’t Sleep” betegnes vel bedst som en b-gyserfilm, og det er udelukkende Gary Elwes der holder den fra at ryge helt ned på z-filmstadiet. Skuespillet er elendigt, plottet giver ikke den store mening, effekterne ligner lort og man griner mere end gyser. Den starter så skidt ud, at vi fik fyldt salen godt med latter, men snart begyndte filmen desværre at gå i tomgang med en hamrende langtrukken midterdel. Hovedpersonen var ikke bleg for at blære sig med sit fede hår og sin muskuløse overkrop imens hans drømme som barn vækker en dæmon til live. Plottwistet til sidst er dog værd at holde sig vågen til, fordi det kommer ud af det blå, og er så latterligt at James Wan helt sikkert vil værdsætte det.
“Bye Bye Berlin” skulle være vores næste destination, men filmen varsl velbesøgt. At den kunne have fyldt en biografsal mere, så vi tjekkede ind på hotellet, lagde program for imorgen, og smuttede tilbage igen i tid til den japanske “The Tokyo Night Sky Is Always The Densest Shade Of Blue” i Forum-programmet. Filmen beskriver fint de lavere klasselag i Tokyo igennem en kærlighedshistorie mellem to skæve eksistenser - den ene er sær imens den anden er pessimist. Med underspillet humor og en lun tone endte filmen som en behagelig overraskelse og en god afrunding på dagen. Det var en meget japansk film med masser af små subtile moraler og metaforer som fortæller om livet og kærligheden på en ærlig og troværdig måde. Den startede mange klassiske romantiske scener op, og gav dem et nærmest helt modsat udfald til fordel for sine karakterers underbygning. En virkelig sød og velfungerende film.
Nu er vi så tilbage på hotellet, og skal have os en god nats søvn inden morgendagens strabadser. Her bliver det godt og blandet fra flere programmer med stor vægt på hovedprogrammet.
