I dag endte med at blive en af de dage, man kun tør drømme om på Berlinalen. Vi valgte nemlig lutter gode film. Selvom ingen af dem måske kunne betegnes som mesterværker, er det sjældent, man kan komme igennem en dag uden at støde på bare et makværk på vejen. Vi startede morgenen med vores vanlige croissanter og Müllermilch og skyndte os ind til Tiger Girl, der bliver vist i Panorama-programmet. Den anarkistiske tyske ungdomsfilm om en ung piges liv der styrer helt ud af kurs efter mødet med den vanvittige Tiger, en punket autonom, spås hermed rigtig gode chancer for priser i programmet. Opbygningen er ganske klassisk og starter med sjov og ballade, men den når pludselig et punkt hvor en grænse overskrides, og her sætter den alvorlige tone virkelig ind, og filmen transformeres til en meget ubehagelig størrelse. Mange af tingene i filmen skal opfattes metaforiske, så det er ikke en troværdig tone den går efter, men den har bestemt noget helt unikt at byde på.
Næste film blev en både David og jeg havde glædet os meget til efter at have set traileren. Vi havde nemlig fået billetter til gyseren “The Devil’s Domain” på markedet, og det er den slags b-gyserfilm der vækker en del frivillige såvel som ufrivillige grin igennem alt fra plot, dialog, skuespil og andre åndssvage påfund undervejs. Kort og godt handler det om en pige, der bliver mobbet i skolen, indgår en pagt med djævelen (der i skikkelse af en østeuropæisk kvinde fyldt med plastikoperationer også sørger for et par lesbiske sexscener med hovedpersonen) og snart flyder blodet i stride strømme. Superunderholdende b-film der på ingen måde vil gøre sig bemærket, men alligevel bør ses for de mange gode grin. Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at denne type film stadig eksisterer, og forhåbentlig altid vil eksistere.
Den næste film blev den østrigske “Wild Mouse”, der vises i hovedkonkurrencen. Sjovt nok har plottet mange lighedspunkter med “Tiger Girl”, det er bare hverken anarkistisk eller voldeligt. Her er vores hovedperson en middelalderens mand, der mister sit job som journalist, men vælger ikke at fortælle sin kone om det. Den ene løgn afløser den anden, og snart finder han en god ven, og arbejder på en rutsjebane i byen imens han bliver mere og mere skør. Filmen stiller nogle evigt relevante spørgsmål til samfundet, for er der virkelig plads til ældre mennesker i en verden hvor nytænkning bliver vigtigere og vigtigere? Filmen har en let tone med den vante tysksprogede humor, der for engang skyld fungerer glimrende. Jeg har dog svært ved at forestille mig, at den løber med nogle priser - til det er den desværre for ordinær.
Herefter løb vi videre til næste forestilling. Sidste år glemte vi helt at besøge Generationsprogrammet, der viser børne- og ungdomsfilm, så det måtte vi hellere få gjort noget ved i år. Den australske Emo - The Musical er ikke langt fra High School Musical, man skifter bare musikken ud med rock og giver personerne sort make-up på og ar på håndledene, og så har man en god ide om, hvilken slags film det er. Naturligvis er vi ikke målgruppen, men vi måtte erkende, at sangene var virkeligt velskrevne, produktionen ganske fin og humoren fungerede fortræffeligt. Salen både klappede og grinte flere gange undervejs, og det ville undre mig meget, hvis filmen ikke får en pris eller to. Den er nemlig underholdende, har et godt budskab og hovedrollerne var fulde af charme og karisma.
Til sidst skulle vi have set den spanske “Skins”, men en festinvitation kom i vejen.I går afholdte DFI deres årlige fest Meet The Danes, som vi valgte at skippe, men ud af det blå dukkede Meet The Young Danes festen op, hvor fokus er på de nye talenter. Festen blev dog afholdt på en bar, og jeg tror egentlig ikke at der blev skabt så mange nye forbindelser, men vi var der nu også bare for at drikke øl og snakke løst om alting, så det passede os enormt fint.
