Efter festen i går, gik det naturligvis en smule langsomt her til morgen. Vi nåede faktisk kun lige akkurat ind til den første forestilling i sidste øjeblik, inden filmen gik i gang. Gudskelov for at vi nåede det, for “Xtro” fra 1982 starter lige på og hårdt. Som barn så jeg utroligt mange gysere af denne slags, men mange af dem, kan jeg simpelthen ikke længere huske, så da vi så, at der ville være en markedsvisning af filmen i en nyrestaureret og uncut udgave, skulle den naturligvis ses. Den er lavet i kølvandet på Aliens succes, og der er da også visse ligheder, den er blot meget klammere, mere vanvittig og sjovere. En vaskeægte b-films klassisker der bør og skal ses af alle fans af genren. Den er så spækket med vanvittige og kreative indslag, at den ville være underholdende hvis kun halvdelen var taget i brug. Det er også en af de film, der er meget svære at beskrive uden at ødelægge de mange overraskelser undervejs.
Næste film var også en markedsvisning, der startede med en håndfuld trailers fra filmselskabet bag. Ligesom tidligere på ugen er “The Bride” en russisk film med stort budget, der kan rivalisere de lignende titler fra Hollywood. Den nye russiske bevægelse indenfor blockbusters er måske ikke super spændende, men den er virkelig imponerende, og jeg håber at nogle af disse titler får dansk biografpremiere. “The Bride” er en klassisk og hamrende seriøs gyserfilm. Et ældgammelt hus hjemsøges af en ond ånd, der passerer fra krop til krop igennem en families generationer - naturligvis baseret på en "sand historie". Her er alt fra knirkende døre til spøgelser iført hvidt, og selvom den er alt for langtrukken og genbruger mange af de kendte klicheer optil flere gange, formår den da at have et par uhyggelige og velfungerende scener hist og pist. I øvrigt er det længe siden, at vi har fået et så klassisk gys med tilhørende stort budget fra Hollywood, så det giver endnu mere grund til at se denne.
Herfra skyndte vi os til en tur i Generations-programmet, hvor den brasilianske ungdomsfilm “Don’t Swallow My Heart, Alligator Girl” blev vist. Filmen er ligeså klodset som titlen antyder, og nikker genkendende til Terrence Malicks poetiske narrativ, dog uden at have noget at byde på. Derfor fremkommer den lynhurtigt prætentiøs. Den vil gerne drage paralleller med sin Romeo & Julie historie midt i et bandeopgør og landets krigeriske historie, men det er simpelthen for tørt og kedeligt i sidste ende med sin utroværdige dialog, apatiske skuespil og en ikke-eksisterende spændingskurve.
Heldigvis fungerede den amerikanske “Golden Exits” noget bedre. Den bliver vist i Panorama, og løber måske ikke med nogle priser, da den er ganske bevidst stillestående. Ligesom Woody Allens film viser Alex Roots Perry her en bid af New York, hvor man som en flue på væggen iagttager almindelige menneskers liv i ganske almindelige situationer. Filmen hviler meget på skuespilspræstationer af et imponerende cast bestående af bl.a. Emily Browning, Mary-Louise Parker og Adam Horovitz, og beskriver ensomheden i både at være alene og sammen med andre mennesker på fascinerende vis. “Golden Exits” er et skoleeksempel på, at selvom alt i en film er vellykket, er det ikke nødvendigvis en fantastisk film, for den vil egentlig ikke meget andet end at fastholde en depressiv stemning. Det formår den da også at gøre, men man ender ikke med en mindeværdig oplevelse af den grund.
Til sidst skulle vi se en film mere fra Panorama. Den kinesiske “Ghost In The Mountains” kunne vi dog kun holde ud i en halv times tid, da dens ekstremt langsommelige tempo havde absolut ingen kunstnerisk berettigelse. Måske ville den beskrive hvor dødssygt det er at bo på landet i Kina, men jeg mistænker lidt instruktøren for, ikke at have noget egentligt budskab med sit udtryk, og bare være bundhamrende elendig til at lave film. Alt er dog ikke skidt - vi kommer da tidligt i seng i nat.
