Vi ankom til Berlin i går, og fik hentet pressekort om aftenen, så dagen i dag startede i et roligt tempo. Vi havde god tid til at hente billetter til diverse film i dag og imorgen, og nåede også at besøge filmmarkedet. Af bitter erfaring var jeg dog udmærket klar over, at vi skulle møde op i god tid til åbningsfilmen, hvis vi skulle have pladser.
Wes Andersons “Isle Of Dogs” bliver vist udenfor konkurrence i hovedprogrammet. Kender man Wes Anderson, ved man også, hvad man går ind til her. “Isle Of Dogs” er en quirky animationsfilm for voksne, der foregår i fremtidens Japan. Den befinder sig i et alternativt univers, hvor mennesker og hunde længe har bekriget hinanden, og nu er hundene grundet et plantet sygdom, blevet sendt til en ø af skrald. På trods af sine mange politiske budskaber og et i grund ret kringlet plot, er hovedessensen af historien en dreng, der leder efter sin hund på denne ø. Wes Andersons sikre instruktøregenskaber fortsætter med det gyldne snit i billedet, og en fast hånd om humoren og narativet, der byder på optil flere flashbacks. Anderson har måske sjældent været så sentimental, men han får det til at fungere, og har samtidig samlet et eminent cast, som han tog med sig til den efterfølgende pressekonference. Rundt regnet placerer “Isle Of Dogs” sig kvalitetsmæssigt i toppen sammen med Andersons “The Fantastic Mr. Fox”, “The Life Aquatic” og “The Grand Budapest Hotel”.
Vi fik hamrende gode pladser til pressekonference på fjerde række i midten lige foran vores enorme ikon, Bill Murray. Lige siden “Ghostbusters” har jeg været fan, så det var en smule angstfremkaldende pludseligt at sidde foran ham. På et tidspunkt under pressekonferencen havde vi tilmed en nedstirringskonkurrence, hvor jeg bare ikke kunne kigge væk. Bill Murray, Bryan Cranston, Bob Balaban og Jeff Goldblum var i glimrende humør med masser af jokes, og flere gange brød de ud i sang med Bob Balabans navn som tekst og Beach Boys’ “Barbara Ann” som melodi. Det var dog hovedsageligt Wes Anderson der havde ordet, og han overforklarede gerne alting, så selv de mest de mest simple spørgsmål blev til store afklaringer om skabelsen af “Isle Of Dogs”. Det absolutte højdepunkt var dog da det dumme spørgsmål om de forskellige foran og bagved kameraet havde hunde selv, og i så fald hvilken slags. Dette kom der meget ud af, og den ellers Oscar-nominerede Greta Gerwig fik endelig ordet omend for en kort stund.
Næste film på programmet blev markedsvisningen af “Lords Of Chaos”, der er baseret på bogen af samme navn. Filmen omhandler hovedsageligt opstarten på norsk black metal, og de mange kontroverser såsom mord og brændte kirke dette medbragte. Rory Culkin spiller hovedpersonen Euronymous fra Mayhem med en sjælden inderlighed, hvilket skaber sympati for en ellers ret røvet karakter. Instruktøren er heldigvis godt klar over, at den 100% sande historie aldrig vil være til at opspore, og gør allerede opmærksom på dette i filmens introtekst. Filmen foretager dog en række fornuftige valg undervejs, og ender som en modbydelig lille film med nogle af de mest ubehagelige mord set på film. Samtidig er der dog også en række fjollede indslag som et unødvendigt voice over, unødvendige flashbacks og en ofte anelse for karikeret skildring af karakterer i black metal miljøet.
Herfra gik vi videre til den britiske “The Bookshop”, der også blev vist udenfor konkurrence. Filmen om en kvinde, der prøver at åbne en uønsket bogbutik i en lille by, har den glimrende Emily Mortimer i hovedrollen. Selvom filmen aldrig vil gøre det store væsen af sig, er det en virkelig hyggelig film, der holder sig meget jordbundet med fine præstationer over hele linjen. Filmen tager til slut en lidt uventet drejning, som utroligt nok ikke føles direkte malplaceret, men derimod cementerer en pointe og morale for filmen, der gør fortællingen mere relevant.
Til sidst fik vi set den første film, der rent faktisk går i en konkurrence. Den japanske “River’s Edge” åbnede Panorama-sektionen, hvor publikum bestemmer vinderne. Filmen er baseret på en kendt manga, og følger en gruppe unge i 90’ernes Tokyo, som er forelskede på kryds og tværs af karakterer og køn. Det er dog en meget voksen fortælling, der ikke er bange for at vise eksplicitte sexscener, blod og sæd. Mange scener virker som om, at de kun er med for at chokere, men filmen er rundt regnet meget typisk japansk, hvor narrativet er rodet, men der dukker da en interessant scene eller blot et fint lille stykke dialog op i ny og næ. Rundt regnet er “River’s Edge” en ret forglemmelig oplevelse, der ikke vil fungere som et skridt videre i nogle af de involveredes karrierer. Den efterfølgende Q&A med instruktøren og de to hovedroller er blandt det kedeligste og mest uengagerede jeg endnu har oplevet, hvor alle spørgsmål blev besvaret overfladisk i en monoton tone.
Vi har nogenlunde styr på programmet imorgen, men har allerede drukket et par liter øl hver. Så må vi jo se, om vi kommer op til tiden.
