Berlinalens fjerde dag startede i Panorma-programmet med Timur Bekmambetovs “Profile”. Som producer har Bekmambetov opfundet en nyt filmsprog i found footage genren med “Unfriended”, “Search” og nu “Profile”, hvor hele filmen foregår på en computerskærm. Dette nye filmsprog har naturligvis sine begrænsninger, men skaber også en ny måde at vise skuespil på igennem interaktion med computerskærmen. Den efterfølgende Q&A blev meget teknisk med en uddybelse af arbejdet med filmen, men da filmen også er baseret på sande begivenheder omhandlende rekruttering af unge kvinder i Europa til ISIS igennem Facebook, omhandlede det også meget om den risiko alle involverede må acceptere. “Profile” følger en klassisk spændingskurve, men desværre begynder filmen langsomt at falde fra hinanden fra starten af. Indledningen er ellers stærk, og temaet hamrende spændende, men når forklaringerne begynder at dukke op, falder nuancerne fra til fordel for et klassisk skræmmebillede. Naturligvis skal filmen forholde sig til den virkelige historie, men under vingerne på en mere habil instruktør, kunne “Profile” have været et lille mesterværk. Slutningen byder på en direkte tåbelig og ufrivillig komisk tekst, der er fuldstændigt altødelæggende.
Da dette var vores sidste fulde dag på Berlinalen, valgte vi at tage på lidt sightseeing - især når programmet så lidt tyndt ud. Efter et par timer vendte vi tilbage til markedet med thrilleren “Lockdown”. Filmen er nærmest en tro kopi af “10 Cloverfield Lane”, hvor en mand har indespærret sig sammen med et par, som han påstår at have fundet såret under et biologisk våbenangreb. Manden virker dog sær, og snart begynder de at betvivle hans intentioner. Filmen var tysk men dårligt dubbet til engelsk, hvilket skabte en smule latter i den ellers tomme sal. Det var skam også komisk, da stemmerne var overdrevent karikerede. Filmen virkede allermest som en billig TV-film, hvor effekterne kløgtigt var slået fra, instruktionen virkede anonym og lydbilledet underligt tomt. Skuespillet var dog ikke dårligt, men oplevelsen var mildest talt søvndyssende og bød desværre ikke på nogen overraskelser undervejs.
Dagens helt store overraskelse blev den svenske “Unge Astrid”, der blev vist ude for konkurrence. Filmen blev helt færdig få dage før den blev vist, og det var da også den første visning nogensinde af den danske instruktør Pernille Fischer Christensen. I filmen ser vi Astrid Lindgrens unge år, hvor hun med et blev revet ud af barndommen og ind i voksenlivet, da hun indleder en affære med sin betydeligt ældre og gifte redaktør, og bliver gravid. Filmen kunne sagtens have fokuseret på, hvordan Lindgren blev en forfatter, men istedet er “Unge Astrid” et hårdt coming of age drama med tilpas mængde humor og ender som en vaskeægte tåreperser af de helt store. Danske Trine Dyrholm gør det skam glimrende, men filmens helt store præstation ser man i hovedrollen. Alba August leverer simpelthen så stærk og fyldestgørende en præstation, at alle årets Oscar-nominerede godt kan pakke kufferten. Alle var svært glade for filmen, der forhåbentligt får en stor plads ved næste års prisuddelinger, for det har den fortjent, da alt fra lyd- og billedside til plotafvikling og stemning sidder lige i skabet.
Da “Unge Astrid” var så gennemført en oplevelse, valgte vi at droppe aftenens sidste forestilling, og i stedet sørge for lidt ekstra søvn inden næste dag, der bød på en enkelt forestilling, inden vi skulle hjem til Danmark. “Utøya 22. Juli” i hovedkonkurrencen er filmet i et langt take uden klip, og følger hovedpersonen Kaja igennem massakren foretaget af en psykotisk højreekstremist på en ungdomslejr på en ø i Norge tilbage i 2011. På trods af at filmen føltes skræmmende ultrarealistisk, har skaberne valgt at gøre karaktererne til fiktion af respekt for pårørende og overlevende. Filmen er en ren tour de force i ubehag, og er ganske ukonventionelt opbygget for ikke at støde for mange. Alligevel kan filmen ikke helt undgå en række klassiske klicheer, og selvom der er god mening med et sent humoristisk indslag, kan mange sagtens blive frastødt alligevel. “Utøya 22. Juli” er skabt med den mest mulige respekt, og for at vi ikke må glemme denne tragiske episode. Som film fungerer den som et stærkt minde, der ryster og undervejs også samler en stærk pointe samt tilmed et tilfældigt metafor, der udgør filmens nok stærkeste scene, når en myg sætter sig på Kajas arm. Simpelt men hamrende effektivt og eftertænksomt. Modtagelsen var overvejende positiv, men der var enkelte der buh’ede af filmen. Det kan ikke undgås, da hele ideen er meget kontroversiel. Et smart træk var dog, ikke at nævne antagonistens navn. Det skete heller ikke til den efterfølgende pressekonference. Manden skal nemlig bare ties ihjel. Pressekonferencen var både meget teknisk, da filmen er en stærk bedrift i sig selv, men også meget følelsesladet. Instruktøren havde medbragt tre af de overlevende fra Utøya, der naturligvis modtog et stående bifald. Andrea Berntzen i hovedrollen var fremragende, og har uden tvivl en chance for at snuppe en sølvbjørn. Filmen i sig selv er måske for kontroversiel og for lidt kunstnerisk til at snuppe Guldbjørnen, men med Tom Tykwer som jurypræsidenten, er intet umuligt.
Her takker Cinemaonline af for denne gang. Prisuddelingen finder sted på lørdag, så hold godt øje her på siden.
