At gå i biografen med feberrystelser, svedeture og hoste er umiddelbart ikke det skæggeste. Jeg har fanget mig en form for influenza, og prøver at holde feberen nede med medicin, men det er begrænset, hvor meget det egentlig hjælper. I dag toppede det, og al min energi blev brugt på selve filmene, så alt det sociale er gået i vasken.
Zhang Yimous film i hovedprogrammet er ikke blevet færdig til tiden, så den er blevet trukket ud. Det har vi aldrig hørt om før, men film hernede bliver ofte først færdige i dagene optil visningerne. David nævnte, at “Unge Astrid” sidste år blev færdig dagen før visningen, men normen er nok nærmere et par uger forinden.
Jonas Hills instruktørdebut “Mid90’s” følger en dreng, der finder en gruppe ikke særligt velansete venner, og dedikerer sit liv til skating. Han bliver introduceret til rygning, hash og alkohol, og så er filmen nærmest som at tage en bid af 90’erne. Præcist hvor autobiografisk “Mid90’s” er, er måske svært at sige, men der er ingen tvivl om, at Hill trækker på sine egne erfaringer i sit eget drømmeprojekt, der fungerer fortrinligt. Som coming of age film kommer den godt omkring teen angst, men på en, for det meste, letsindig og underholdende måde. Der er flere øjeblikke, hvor filmen virkelig viser tænder, men jeg sad nærmest hele forestillingen med et stort smil på, for Hills ungdomsfilm er bare skidegod. Den bliver vist i Panoramasektionen hernede, og har klart en chance for at snuppe hovedprisen i det program, da det er publikum, der bestemmer.
En film der derimod ikke kan vinde noget, er “The Operative”, der bliver vist uden for konkurrence i hovedprogrammet. Spændingsfilmen uden spænding følger en kvinde, der går undercover i Israel, men forelsker sig i “skurken”. Det lyder måske lidt som “Homeland”, men uden finesse og med stor fokus på kærlighedshistorien, udspiller filmen sig her trods alt på en helt anden måde. Der er dog intet nyt under solen, selvom både Diane Krueger og Martin Freeman spiller sine roller fint. Uden overraskelser, spænding eller interessante karakterer, er “The Operative” dog en svær film at anbefale, selvom den ikke falder fuldstændigt igennem. Den er bare ligegyldig.
I dokumentarfilmen “Selfie” fra Italien har en instruktør givet et par gode men fattige drenge i Napoli en telefon, som skal dokumentere det miljø, de finder sig i. Filmen er placeret i en tid, hvor politiet netop har skudt en uskyldig dreng, og det lader til at de slipper afsted med det. Ideen med filmen er skam fin, og det kunne sagtens have endt som et mindre mesterværk, men de to drenge er svære at komme under huden på. De virker for fascinerede af den nye teknologi i deres hænder, og når der ikke sker det store i deres liv heller, ender filmens pointe unuanceret og filmen kun jævnt underholdende. “Selfie” er også en Panoramafilm, som vil overraske mig meget, hvis den vinder.
Dagens sidste film blev det brasilianske sci-fi drama “Divine Love”, som igen er en Panoramafilm uden de store chancer. I 2027 er det svært at få børn, og vi følger et par, der tilmelder sig et program med masser af sex på kryds og tværs og en masse andre tiltag, det skulle sætte skub i tingene. Når hovedrollen så bliver gravid, men alle tests siger, at ingen af de mænd, hub har dyrket sex med er faren, stiller det både spørgsmål ved teknologien og tilføjer et religiøst element. Hele filmen føles som en lang opbygning, vejledt af det kommende barn som voice-over. Når forløsningen udebliver kan man undre sig over, om filmen her kun er blevet lavet for de alenlange softcore sexscener, der udgør nærmest hovedparten af filmen. Det er skuffende at et præmis ikke bliver fulgt til dørs, og emnerne kun bliver let berørt, for potentialet er bestemt til stede.
Herfra smuttede David afsted til en karaokefest arrangeret af en filmfestival hernede, imens jeg tog hjem og sov i over 12 timer. Det er blevet bedre nu, men jeg har stadig feber, og bruger fortsat al den energi, jeg har på film.
