Det er ikke meget søvn, man får på en filmfestival. For tredje dag i træk har jeg nu klaret mig med 4 timers søvn om natten, så derfor er det ikke helt unormalt, at jeg lige forsvinder hen i et par minutter under forestillingerne. Især de sene. I dag var jeg dog ved godt mod. Om kroppen vænner sig til den manglende søvn, vides ikke, men jeg var frisk, og glædede mig til dagen.
Berlinalen plejer altid at have en film hernede, der er Oscar-nomineret til Bedste Film et par uger efter. Denne bliver også vist udenfor konkurrence. I år er det Adam McKays “Vice” med Christian Bale i hovedrollen som vicepræsidenten Dick Cheney under George W. Bushs regime. Formatet i filmen ligner meget det samme som det i “The Big Short”, og McKay må siges allerede nu, at have et ry for, at lave film med seriøse emner på en humoristisk måde. Da Cheney generelt er svær at opdrive information om, bliver der sprunget en del i tid i filmen, der bestemt savner en rød tråd. Elsker man “The Big Short”, går man dog ikke helt galt i byen med denne film, der på finurlig vis bonbarderer sit publikum med fakta, for til sidst at trække paralleler til nutiden. Bale er nærmest ugenkendelig som Cheney, men leverer endnu engang en bundsolid præstation, der er sin Oscar-nominering værdig.
På den efterfølgende pressekonference var humøret højt. Bale er en sjov fyr, men han besvarede sine ofte nærmest identiske spørgsmål med stor indlevelse, istedet for at gå i kødet på pressen, som han ellers har gjort før. Spørgsmålene omhandlede meget hans tilgang til rollen, som er et produkt af alenlange diskussioner med instruktøren og optagelser af Cheney. Adam McKay virkede også oplagt, og da de blev spurgt om deres indbyrdes forhold, sagde han også knastørt “Christian Bale has no comments on our relationship”.
“Skin”, der er udvalgt til Panoramasektionen, ser også en kendt skuespiller i en nærmest ugenkendelige hovedrolle. Fyldt med ansigtstatoveringer og et offensivt kropssprog, spiller Jamie Ball en nynazist i 2000’ernes USA. Filmen skildrer hans gruppe og familie, og den måde hans karakterer kom ud af miljøet på. Naturligvis er filmen baseret på en sand historie, men underligt nok mangler der troværdighed undervejs, da hans udvikling fra hamrende aggressiv nazist til rolig familiefar aldrig bliver forklaret. Filmen følger den klassiske rute, hvilket sørger for en velfungerende struktur, men også får filmen til at virke flad og intetsigende. Bell spiller dog glimrende, og denne slags film har det med, at have Berlinale-publikummet på sin side, så jeg ville ikke være specielt overrasket, hvis filmen vandt Panoramasektionens hovedpris - kun skuffet.
Efter en pause med mad og ro, havde vi på Berlinalens andendag allerede anskaffet os billetter til markedsfilmen “Hanukkah” med taglinen “dreidel to the grave”. Nej, slasherfilmen “Hanukkah” skal ikke tages seriøst med sine overgange dialogsekvenser og udpenslede vold. Man skal bare iføre sig det rette og fjollede humør, så man kan grine af teenagernes karikerede og stereotype karakterer imens en fyr slår dem ihjel, da de ikke følger den jødiske tro godt nok. Her er masser af bare bryster og blod på programmet, men det absolut sjoveste er den pivringe dialog med tilhørende lange kunstpauser mellem. “Hanukkah” er i den grad en B-film, og skal ses med de helt rigtige briller på - ellers forlader man nok salen indenfor 10 min.
Jeg indrømmer gerne, at den sidste forestilling på dagens program udelukkende blev valgt af os, fordi den blev vist i Berlins IMAX-biograf. Dette er en sand IMAX-biograf, der på alle måder overgår den i København, og den australske “Tanna” sluttede derfor dagen. Her følger vi et forelsket par fra hver deres stamme, der er i krig. Den forbudte kærlighed er nærmest identisk med “Romeo og Julie”, men filmen er baseret på en sand historie, der stoppede krigen og ændrede på reglerne hos disse stammer. Skuespillerne er heller ikke rigtige skuespillere, men derimod rigtige stammefolk, hvilket gør “Tanna” troværdig men hæmmer en del på skuespilsfronten. Det er til tider en flot film med fin musik, men som helhed mangler et filmisk islæt og mere originalitet, da enhver kan se, hvor filmen bærer henad ganske få minutter inde.
Herfra gik vi hjem. Det var en kold nat, men i nat skulle der også soves igennem, for imorgen vender vi hjemad igen efter et par forestillinger.
