Med ømme, trætte ben sidder jeg nu i et tog fra lufthavnen og hjem. Jeg har ofte undret mig over, præcis hvorfor man er så smadret efter en tur på Berlinalen. Jovist er der blevet indtaget alkohol, og denne gang har jeg også været syg, men man sidder jo nærmest ned hele dagen i biografen. Skridttælleren på telefonen har dog afsløret, at der dagligt bliver gået over 20.000 skridt, og når man kombinerer dette med dagligt indtag af alkohol samt manglende søvn, er svaret åbenlyst.
I dag nåede vi to forestillinger inden turen gik hjemad. Den tyske “O Beautiful Night” i Panoramasektionen, følger en mand, der en aften møder Døden, der siger det snart er hans tur til at stille træskoene. Han får dog lige en nat med herren, og de tager på et urbant eventyr i denne sorte komedie. Filmens banale moraler om at leve i øjeblikket samt at kærligheden kan besejre alt er den absolut største hæmsko for filmen, da humoren og eventyret er en underholdende og berigende oplevelse. Det er derfor ærgerligt, at disse barnagtige moraler til sidst skal presses ned i halsen på sit voksne publikum, for med en anelse mere subtilitet, havde filmen uden tvivl fungeret bedre. Hvis “O Beautiful Night” alligevel skulle ende som en finansiel succes, kan jeg nemt se en amerikansk genindspilning ske i fremtiden, da den ville passe godt ind på indiescenen i Hollywood.
Noget der bliver mere og mere populært på Berlinalen er serier. Enten vises et par afsnit af en serie eller sæson, der snart udkommer, ellers bliver det en hel sæson eller miniserie. Derfor sluttede vi af med de to første afsnit af “Hannah” fra Amazon Prime, der er baseret på filmen af samme navn. Første afsnit er stemningsfuldt og lovende med en rolig opbygning af karakterer samt den verden, den forsøger at skildre. Hannahs og hendes far bor alene i de polske skove, hvor han træner hende mentalt og fysisk, da nogen er efter dem, og har slået hendes mor ihjel, da hun var spæd. Da hun så i andet afsnit møder omverden, er det derfor direkte frustrerende, at tempoet sættes op og troværdigheden bliver revet væk, for der hobes usandsynligheder og særheder op, der ikke rigtigt hænger sammen. Hvordan ved Hannah, hvordan man betjener en tablet? Hvordan ved skurkene, hvor hun befinder sig? Flere og flere små detaljer ødelægger helheden, og når seriens actiondele virker censurerede og klippet mærkværdigt sammen, hjælper det heller ikke meget. Det er naturligvis ærgerligt at kvaliteten daler så hurtigt, men det er muligvis stadig en serie, der er værd at holde øje med. Der skal dog en mærkbar forbedring til i tredje afsnit, ellers falder det hele fra hinanden.
Jeg tvivler på, at vi fik set filmen, der vinder Guldbjørnen i år. Favoritten hos os begge er tyske “System Crasher”, og selvom vi mangler en håndfuld film i hovedprogrammet, har jeg svært ved at se nogen af dem overgå den. Berlinalen er dog meget politisk, ligesom stort set alle andre etablerede filmpriser, men det kunne være rart, hvis prisen gik til den bedste film for engang skyld. Helena Zengel fra “System Crasher” bør endvidere vinde prisen for bedste skuespillerinde på trods af sin unge alder, imens Jonas Dassler bør vinde for sit portræt af seriemorderen Fritz Honka i “The Golden Glove”. Begge præstationer overgår i mine øjne samtlige Oscarnominerede i år, så det siger ikke så lidt.
Priserne uddeles på lørdag, og David skriver en artikel umiddelbart efter ceremonien er slut. Tilbage er der kun at sige tak for i år!
