Dagen i går, endte ikke med de film vi havde regnet med. I stedet fik vi muligheden for at gøre bekendskab med Queen Raquela – en Filipinsk ladyboys rørende og humoristisk portrætteret i den islandsk producerede (med tilskud fra Nordisk Film) ”The Amazing Truth About Queen Raquela”. Det var en underholdende og glimrende fortalt semi-dokumentar, der kunne være interessant at se i de danske biografer.
I dag har vi stiftet bekendskab med to meget ens og meget kedelige, japanske film. ”Musunde-hiraite” (“What The Heart Craves”) og “Asyl – Park And Love Hotel” var begge, til trods for gode idéer, kendetegnet ved en alt for pretentiøs og langsom tilgang. “Asyl” især havde et glimrende udgangspunkt, med ideen om et såkaldt Love-Hotel, der sideløbende havde en park til byens børn på taget. Filmen var dog mere søvndyssende end interessant, i sin klassiske arthouse-udførelse.
Festivallen lagde ud med en enorm bommert i dag, da presseforevisningen af den delvist danskproducerede konkurrence-film, “Tropa De Elite” – en semi-dokumentarisk film om bandekrig i de brazilianske favelaer – blev vist på portugisisk med tyske undertekster. Det handikappede store dele af pressen, der ellers var mødt talstærkt op, og er grunden til at vi ingenting kan skrive om filmen her. En anden konkurrence-film, “Sparrow” af Hong Kong-veteranen Johnnie To, var til gengæld en fin film. En sød lille jazz'et historie uden de voldsomheder, der ellers normalt kendetegner instruktørens genrehybrider. Den efterfølgende pressekonference handlede mest om charmetrolden Simon Yam, der spiller hovedrollen som gentleman-lommetyv, men kom også godt rundt om filmen og instruktør To, der blandt andet afkræftede rygter om et snarligt ryk til Hollywood.
Det var også i dag at danskerne rykkede ind i Berlin, men for undertegnede var det på mildest talt uimponerende facon. Søren Kragh-Jacobsen, Anders W. Berthelsen og stort set resten af holdet præsenterede "Det Som Ingen Ved". En fuldstændig kønsløs politisk thriller, der forsøger sig med intriger i den danske efterretningstjeneste, forudsigelige plot-twists og typiske forviklinger. En dansk film, der forsøger at være en Hollywood-film og et klodset kapitel i Kragh-Jacobsens karriere. Anden film fra vore bredegrader var Niels Arden Oplevs meget ventede nye film, "To Verdener" - hans første siden Berlin-succesen "Drømmen".
Oplev har taget udgangspunkt i en sand historie, om en ung pige fra Jehovas Vidner, der forelsker sig i "en af dem udenfor". Problemtikken er enormt spændende og der kunne have været grundlag for en glimrende film. I Oplevs og hans manuskriptforfatters hænder, er "To Verdener" imidlertid endt som en af det mest vattede film, vi har set på festivallen. På intet tidspunkt bliver hovedpersonen interessant, historien troværdig (dens virkelige forlæg til trods), eller problematikken taget seriøst op til overvejelse. Filmen mangler - for at sige det på godt dansk – nosser, og var for undertegnede en direkte pinlig affære. Da Arden Oplev efterfølgende stilte sig flæbende op på scenen, og ikke kunne færdiggøre en sætning fordi han var så rørt af sin egen film, måtte jeg simpelthen sige fra. Magen til pinlig optræden, har jeg ikke oplevet her på festivallen før.
Til gengæld virkede det på mig, som om at vi var de eneste i publikum der havde den opfattelse. Teenage-publikummet gav stående ovationer til det enorme fremmøde af danske filmfolk og pigen Tabitha, hvis historie filmen er baseret på. Som underholdningsfilm til et ungt publikum, står "To Verdener" altså tilsyneladende ganske godt i Generation-sektionens konkurrencer. Men med den voksne problematik filmen ikke tør tackle, burde den i mine øjne ikke være lavet til teenagere.
Vi afsluttede aftenen med den franske arthouse-thriller "Coupable" ("Guilty"), der med sine mange gode idéer, men langsomme tempo, er en film vil underholde de få og afskrække de fleste.
