Berlinale – dag 6
Med søvnen stadig klistret i øjnene efter en hård nat med pool og øl, var vi meget effektive på denne sjette dag. Ironisk nok nåede vi 6 film, som alle kan betegnes som lettere underholdning.
Vi lagde hårdt ud med konkurrencefilmen ”London River”, instrueret af franske Rachid Bouchareb, som konkurrerer med sin 3. film på festivalen. Filmen er et gribende, om end lidt for langsomt brændende, drama om to forældre, en britisk og en afrikansk, der leder efter deres 2 børn i London, efter de forfærdelige bombninger i 2005. Personligt synes jeg godt om filmen, for den omhandler et emne, jeg tror vi alle kan sætte os en lille smule ind i, selvom jeg vil mene at den var lidt langsom i tempoet og tog sig visse friheder.
Dagens anden film var Stephen Frears periodedrama ”Cheri”, der havde en veloplagt Michelle Pfeiffer i hovedrollen. Filmen er skrevet af Christopher Hampton, der også skrev Frears meget lignende ”Dangerous Liasons” fra 1998. ”Cheri” er kælenavnet på den unge diletant Fred (Rupert Friend), som han har fået af den meget ældre konkubine, Lea De Lonval (Pfeiffer). De to indleder en hed 6-årig kærlighedsaffære og går derefter hvert til sit. Men kan de klare sig uden hinanden?
Al respekt for Stephen Frears, der har givet os så gode film som ”Dangerous Liasons” og ”High Fidelity, men ”Cheri” er simpelthen bare en flot men kedelig og i sidste ende forudsigelig kærlighedshistorie og de problemer, det giver at blive ældre.
Hvilket også var hovedemnet til pressekonferencen, hvor Mrs. Pfeiffer nævnte, at hun syntes det var meget befriende at runde de 50.
Så blev der i dag plads til et par markedsforestillinger, der i dag bød på ”Staten Island” af debuttanten James DeMonaco, der tidligere har skrevet og produceret film som ”Skinwalkers” og det dårlige remake af ”Assault on precinct 13”. I hovedrollerne finder vi Vincent D’Onofrio, som den kiksede mafiaboss Parmie, med mindreværdskomplekser og et desperat ønske om at være kendt, og Ethan Hawke som den uintelligente, men velmenende white trash kloakarbejder, der vil give sin kone et klogt barn og sidst Seymor Cassell, som en døvstum delikatessearbejder, der også er med til at fjerne mafiaens lig. Set i betragtning af, at det er James DeMonacos instruktørdebut, klarer han skærene meget godt (især set i lyset af hvad han før har skrevet). Det er en film, der kan anbefales på en sløv aften i Blockbuster, hvis den da kommer herhjemme.
Derefter fik vi lov til at se ”Ong-Bak 2” instrueret og spillet af den thailandske muay thai ekspert Tony Jaa. For alle der har set den første film ved, at Tony Jaa kan nogle tricks, når det kommer til kampsport. Og i denne film tager han skridtet videre med masser af våben og endnu mere intense kampscener. Historien er stort set ikke eksisterende, men interessant nok har Jaa valgt ikke at lave en direkte fortsættelse til den første film. I stedet for udspiller filmens handling sig i Thailands middelalder. Jaa spiller Tiang, en ung prins i eksil, efter hans forældre blev slået ihjel af banditter, da han var barn. Han bliver fundet af en tyvekonge, der opdrager ham i alle former for kamp. Resten er ligegyldigt, da alt drejer sig om de spektakulære kampscener, hvor Jaa udfører alle stunts og action selv. Blandt andet kan nævnes et løb på en vild flok af elefanter og en fire minutters uklippet kampscene, der udspiller sig på flere niveauer af en bygning. For så at slutte med en cliffhanger og noget historie, der ikke har vist sig tidligere i filmen, og ligger rigtig godt an til den kommende 3’er, Jaa er i gang med at indspille.
Efter sådan en omgang visuelle tæsk, blev det tid til dagens bedste film ”Max and Mary”, der er en del af generationsprogrammet. Filmen er skrevet og instrueret af Adam Elliot. Filmen er claymation med et Tim Burton agtigt twist, og handler om to vidt forskellige mennesker, der via brevskrivning til hinanden lærer venskab. Mary er en ensom, kikset pige, der bor i en forstad til Melbourne og Max er en ældre, overspisende og neurotisk mand med Asbergers syndrom, der bor i New York. Filmen har masser af sort humor og er en meget hjertevarm fortælling, der drypper af stemning og depression, er utrolig godt fortalt, flot og godt udført.
Aftenens sidste film blev Gus Van Sants tilbagevenden til mainstreamfilm, nemlig ”Milk”, der er historien om USA’s første åbenlyst homoseksuelle politiker, Harvey Milk, der bliver spillet fantastisk af Sean Penn. Generelt er skuespillet i meget høj kvalitet og vi ser blandt andet James Franco, Emile Hirsch og James Brolin i stærke birollepræstationer. Det er rart at se Van Sant ligge sin mere eksperimenterende side på hylden for en kort stund og arbejde med noget, der stadig er et meget kontroversielt emne i USA.
Efter en intens dag med den hidtidige rekord for antallet af film set på en dag, er vi endelig tilbage, hvor vi har det bedst, nemlig ved billardbordet med en kold fadøl og meget underlig, tysk rock i højtalerne.
