Uden mad og drikke dur On-zs fremragende journalister ikke. Nu har vi snakket om vores vaner i rigelige mængder, men maden er ofte sparsom og formet som burgere, da udvalget ikke er enormt og tiden er knap. Dog har vi formået, at finde en billig asiatisk restaurant uden mange kunder, som vi besøger dagligt. I dag stod den på masser af sushi til under 80 kr. pr. mand, og i morgen kunne jeg allerede forestille mig der stod thai på programmet.
Dagen startede med de vanlige crossainter og konkurrencefilmen ”Katalin Varga”, der fortæller en simpel historie om voldtægt og hævn. I dette tilfælde er det dog ikke indholdet, men formen der er det vigtige, for med sparsomme effekter og en grum stemning formår instruktøren Peter Strickland at trylle med materialet, og filmens endelige pointe efterlader en klump i halsen. Pressekonferencen med de typiske skuespillere, instruktøren og produceren var yderst professionel, og viste en enorm sky kompetence hos folkene bag. Pressen følte sig noget provokeret over pointen i filmen, som ikke skal ruineres her, men instruktøren stod fast ved sin film og forsvarede den glimrende.
Næste film på programmet havde jeg personligt glædet mig længe til, da det var instruktøren Mitchell Lichtensteins (manden bag ”Teeth”) nye film ”Happy Tears”. Derfor var skuffelsen sikkert noget større hos mig end hos andre, da filmen viste sig at være en noget overfladisk historie, om to døtre hvis liv bliver vendt på vrangen, da deres far får demens. Filmen havde da uden tvivl sine øjeblikke med skarp sort humor, men det hele var rodet noget ujævnt sammen, og tjente i sidste ende intet formål andet end lidt god underholdning og en lidt halvkedelig morale. I hovedrollerne så man Rip Torn, Demi Moore og Parker Posey som alle var tilstede under pressekonferencen, som var meget pinlig pga. pressens forfærdelige spørgsmål. F.eks. skulle Demi Moore spørges om, hun kunne tænke sig at arbejde med en kinesisk instruktør, om hendes mand var en stor hjælp under hendes arbejde og meget andet som på ingen måde kunne relatere til filmen.
Da vi mangler en del fra ungdomsprogrammet Generation, besluttede vi os for at give ”My Suicide” en chance. Med et udmærket præmis om en dreng der beslutter sig for at filme sit selvmord til et skoleprojekt, var det en lovende oplevelse fra starten, men der gik ikke længe før problemerne begyndte at hobe sig op. Filmen kørte de typiske teenageklicheer om en nørdet dreng der scorer klassens kønneste pige, redder hende fra hendes problemer og til sidst redder deres kærlighed alt. Tempoet var enormt og den visuelle side alt for meget, så vi skyndte os videre da filmen sluttede.
Turen gik til en noget mere gennemført film ved navn ”An Englishman In New York” hvor John Hurt gentager sin rolle som den homoseksuelle rollemodel Quentin Crisp fra ”The Naked Civil Servant” fra 1975. Forfriskende nok var dette en biopic hvor vi følger en mand i 70’erne uden et eneste flashback, og den fortalte sin historie på kort tid med et passende hyggeligt tempo. John Hurt og instruktøren Richard Laxton kom på scenen bagefter, og puslede om sit publikum med fine vittigheder, og personligt er det dejligt at opleve skuespilleren, der står bag den bedste præstation i mands historie i ”Elefantmanden”.
Til sidst var vi heldige at skaffe billetter til et kortfilmsprogram, hvor vi hurtigt lærte, at prisuddelingen var i går, og vi i aften skulle være vidne til filmen der fik guldbjørnen for bedste kortfilm ”Please Say Something”. Prisen var ganske velfortjent uddelt, da den animerede humoristiske film om katte i en verden af Amiga-500 grafik og lyd, viste sig at være noget af det bedste jeg hidtil har set på årets festival. ”VU” var en meget surrealistisk og interessant oplevelse, hvor de sidste 3 film ikke formåede at hænge særlig godt ved.
En ganske tilfredsstillende dag endte her, og morgenen begynder snart efter vores obligatoriske slag pool. Sov godt, Danmark!
